The Power of Trance: A Journey from Indonesia to Roskilde
In 2022, the Indonesian group Juarta Putra turned the Roskilde Festival upside down and captivated a large audience with a trance dance called reak. In the documentary Cosmic Balance, director Andreas Johnsen takes us back to the time just before, to Putra's hometown of Cinunuk in West Java, Indonesia. Through 24-year-old Anggi Nugraha, we are introduced to reak and how both the young and the old, to the sound of booming drums, distorted tarompet (a reed wind instrument resembling an oboe), and reciting song, surrender to the ancestors who visit them in their wild trances. Anggi himself, who has just become the leader of the reak group, is haunted by his stern grandfather, who orders that traditions must be preserved and upheld.
However, Anggi is unsure about his new role. He is not of the bloodline of the predecessor Abah or any of the other members in the group, but he grew up in the village among the musicians after his parents, for unknown reasons, left him there. We also meet Anggi's girlfriend, whom he wants to marry, but whom he has not received his parents' approval to marry for the same reason. Anggi is a sensitive and sympathetic young man, whom one can only wish the best for. He himself seeks help from a fortune-teller, who gives him the strength to travel to Denmark and to marry his chosen one. How the marriage will turn out is unknown, but the journey to Roskilde is a clear success.
The film's soundtrack works predominantly well with field recordings and the group's own music. Less fitting are the passages with lyrical piano and strings accompanying the trance scenes from Cinunuk, which come across as unnecessarily staged. This does not change the fact that Cosmic Balance gives a sympathetic and fascinating portrait of music that, on the one hand, fits perfectly with the global and diverse profile of the Roskilde Festival, but which also comes from a world so distant from the inferno of Roskilde that one can hardly see where the ends meet. But they do, that night at Roskilde.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
Genklang i glasværket
De store minimalistkomponister er den moderne kompositionsmusiks popstjerner. Størst af dem er Philip Glass – han laver de mest spiselige eksperimenter. Samtidig er manden netop fyldt 85. Så vi har at gøre med en mand, der ikke behøves at lave større værker mere.
Dog er der alligevel noget vitalt og smukt på spil i denne indspilning af det nye værk String Quartet No. 9, der i fem akter formår at benytte den moderne strygekvartet som en direkte kile af overrumplende følsomhed. Det er bemærkelsesværdigt, at Glass kan genudsende sig selv og stadig finde skønhed i oscillerende strengeleg og gentagne oktavspring. Selv når avantgarden sniger sit hoved frem i celloens brummen i første del af »Akt II« og de hektiske pizzicato-rytmeforløb midt i »III«. Mest spændende bliver de i introen til »C«, hvor violiner, bratsch og cello nærmest fører en dialog af kaotiske forløb, der bagefter kulminerer i et stykke oldschool-Glass, der minder om de mindre kaotiske forløb i 1976-operaen Einstein on a Beach.
Som bonus får man også Glass’ String Quartet No. 8 med fra 2018, der på en måde er klassisk Glass og samtidig peger ind i en neoklassicistisk ro, som Glass synes at blive draget af på sine gamle dage. Det er også super kedeligt, selvom det lyder smukt. Der er bare ikke meget nyt under solen, og mest interessant er Glass fortsat, når han byder kaosset ind i glassalen. Den slags genklange kan man ikke få nok af.
Liv i røret
Den danske lydkunstner Lars Greve opfører i øjeblikket en række improviserede lydinstallationer i Copenhagen Contemporarys Hal 6, hvor han har monteret transducere til ventilationsanlægget for således at gøre det til ét stort instrument.
Som publikum til Greves opførsel 15. februar blev vi opfordret til at bevæge os rundt i rummet, mens vi hørte ham spille på sine træblæseinstrumenter og selv berørte ventilationsanlæggets store rør, der flugter sig på tværs af rummets vægge. Mine bevægelser i rummet, min lytning og hænder på anlægget påvirkede ikke bare min oplevelse af Greves performance, men tilføjede også en ekstra dimension til selve lyden. Lydens rungen resulterede nemlig i, at anlægget i varierende grad vibrerede, og det efterlod mig med en nærmest fysisk oplevelse af hans lydinstallation. Mine hænders kontakt med det vibrerende anlæg var som at mærke lyden materialisere sig mellem fingrene på én. På den måde var der en rød tråd mellem Greves værk og kunstneren James Turrells installation After Shock, placeret kort inden hallen, hvor Lars Greve befandt sig. Her var det lyset, der nærmest materialiserede sig i Turrells installation, hvor det hos Greve som sagt var musikken, der fremstod i en form for fysisk karakter – stærkt kurateret af Copenhagen Contemporary.
Musikkens intensitet varierede i løbet af de 40 minutter, som opførelsen varede, og når den var mest afdæmpet, var det som at høre en hvisken eller et stille åndedræt blive udstødt fra anlægget. Når den var mest intens, lød det derimod som et vildt dyr, der raserede i fangenskab i ventilationssystemets rør, når man lagde sine ører mod dem – en vild og utæmmet lyd som efterlod mig med en følelse af, at Lars Greve ikke kun satte lyd til rummet, men også liv.
En tung venstrehånd
Komponist Andreja Andric og pianist Anita Tomasevich har med dette albums første seks værker, »December I-VI«, skabt en hyldest til årets mørkeste måned. Fra første anslag er musikken præget af molakkorder, træghed og en konstant tilstedeværende, meget tung venstrehånd. De seks værker tager dog til i styrke, tempo og klang, og i »December VI« kan man endda ane lyset for enden af tunnellen. Vinterdepression – men også håbet om lysere tider – i musikform.
Der er en brutal klarhed over metaforikken. På sin vis er der en skønhed i den minimalistiske, hypnotiske hensynsløshed, og i særdeleshed i den forløsning, man finder i sidste sats. Afhængig af humør kan det føles både knusende og beroligende. Måske er det pointen. Jeg er mere utvetydigt begejstret for albummets syvende og sidste værk, »Meditations II«, for to klaverer. Her taler Tomasevichs instrument et mere varieret og indbydende billedsprog. Her kreeres en lydverden, jeg rent faktisk nyder at udforske. Her skaber de mere sparsomme anslag ånderum. I virkeligheden er det måske netop på grund af den foregående vintertristesse, at dette sidste nummer føles som så friskt et pust, som det nu gør.
I sin helhed er Winter Solstice et udfordrende værk. Kontrasteret med den tunge, mørke stemning – særdeles i første halvdel – skinner de lysere øjeblikke utroligt stærkt. Begge har deres plads, men det er i vekselvirkningen mellem de to, at albummets anbefalelsesværdighed virkelig kan findes.
Ugens intimiteter
Lad os få det ud af verden meget hurtigt: Swells EP Intimacy Issues er ikke en gigantisk åbenbaring, selvom blandingen af barokke toner, klassiske instrumenter, kammermusik, nutidig pop mikset med fremgangsmåder fra kontemporær elektronik lyder tillokkende. Pressematerialet behandler københavnske Laura Marie Madsens musik som en slags gendigtning af de sidste dekaders pop – postmoderne ord som ‘fragmenter’ og ‘tropes’. Ord som skaber en slags ironisk distance til de mere poppede elementer i musikken. Hvilket ikke nødvendigvis gør musikken en særlig god tjeneste.
For jeg har ikke brug for at få tænkt et værk som Intimacy Issues for mig. Den fragmenterede elektronik gør arbejdet fint, og Madsens stemme og lyrik er helt tæt på lytteren, når hun besynger den unge piges genvordigheder i grænselandet mellem heartbreak og identitetskrise. »bad boy« lyder som om en har taget et vilkårligt Ugens Uundgåelig-cut fra P3 og opløst det i bidende klange, mens den mystiske »make over« meget vel kunne blive kunstnerens signatur. Intimacy Issues virker for tænkt til at være et postgenre-mesterværk, men fungerer, hvis man lytter med hjertet.
Trentemøllers tryllestøv
Den danske Godfather af moderne elektronisk musik er ude med et formidabelt album – alt er skrevet og produceret af ham selv og partneren Lisbet Fritze, som optræder med sin angeliske og uimodståelige vokal. Ligesom Buster Oregon Mortensen (Busters Verden, red.) kan Trentemøller noget andre ikke kan, han har nemlig lært at trylle og med magiske formularer og tryllestøv har han skabt 14 skarptslebne skæringer.
Trentemøller mikser atter bastunge beats med svævende lethed og leger med grænserne for, hvordan han med uortodokse midler både kan skabe genklang hos et bredere publikum og samtidig dupere musiknørder verden over. Lytteren kommer med på indre rejser gennem alt fra »Glow«, der inviterer til clubbing med Autecre, »No More Kissing in the Rain«, som er en Trente-elektronisk fortolkning af indiepop a la Raveonettes samt en goth-industrial portal til den legendariske film Spawn: Nummeret »Dead or Alive«. Twin Peaks-mysticisme skinner igennem på »In the Gloaming«, imens man med »Drifting Star« drømmer sig væk i evige solnedgange.
Memoriams eklektiske tidløshed gør, at den på ingen måder er trendy men derimod langtidsholdbar og ville fungere forrygende som soundtrack til en film, TV-serie eller spil. Der er noget til Generation X, hipsterne, Jomfru Ane Gade og kosmopolernes natteravne. Uden tvivl en udgivelse, som vil vinde indpas i mangen en vinylsamling, være baggrundstæppe på tjekkede kaffebarer og gøre sit indtog på mixerpulte i underjordiske natklubber.