The Power of Trance: A Journey from Indonesia to Roskilde

20
mar
kortkritik
Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«
© PR
© PR

In 2022, the Indonesian group Juarta Putra turned the Roskilde Festival upside down and captivated a large audience with a trance dance called reak. In the documentary Cosmic Balance, director Andreas Johnsen takes us back to the time just before, to Putra's hometown of Cinunuk in West Java, Indonesia. Through 24-year-old Anggi Nugraha, we are introduced to reak and how both the young and the old, to the sound of booming drums, distorted tarompet (a reed wind instrument resembling an oboe), and reciting song, surrender to the ancestors who visit them in their wild trances. Anggi himself, who has just become the leader of the reak group, is haunted by his stern grandfather, who orders that traditions must be preserved and upheld.

However, Anggi is unsure about his new role. He is not of the bloodline of the predecessor Abah or any of the other members in the group, but he grew up in the village among the musicians after his parents, for unknown reasons, left him there. We also meet Anggi's girlfriend, whom he wants to marry, but whom he has not received his parents' approval to marry for the same reason. Anggi is a sensitive and sympathetic young man, whom one can only wish the best for. He himself seeks help from a fortune-teller, who gives him the strength to travel to Denmark and to marry his chosen one. How the marriage will turn out is unknown, but the journey to Roskilde is a clear success. 

The film's soundtrack works predominantly well with field recordings and the group's own music. Less fitting are the passages with lyrical piano and strings accompanying the trance scenes from Cinunuk, which come across as unnecessarily staged. This does not change the fact that Cosmic Balance gives a sympathetic and fascinating portrait of music that, on the one hand, fits perfectly with the global and diverse profile of the Roskilde Festival, but which also comes from a world so distant from the inferno of Roskilde that one can hardly see where the ends meet. But they do, that night at Roskilde.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Organiske dogmer

29
mar
kortkritik
Recorder Recoder: »Dronedigte«
© Recorder Recorder
© Recorder Recorder

På Dronedigte har Recorder Recorder fulgt et stramt elektroakustisk dogme – et regelsæt, hvor de enkelte ingredienser, digte, blokfløjte og vokal går op i en højere harmonisk og elektronisk, repetitiv enhed. 

Åbenhjertig poesi beklædes af en florlet kvindelig vokal i en strøm af velklang, hvis mildhed kontrasteres midtvejs på EP’en. Her gør industrielle elementer deres indtog og bryder den næsten uskyldsrene timbre på åbningsnummeret »Sommerminder«. Dualiteten på »Spildevand« og »Legende Legende« pryder lydbilledet og tilfører solistens elektroakustiske germansk-skandinaviske middelalderensemble et råt udtryk.   

Droner er fortryllende og farlige, idet lytteren let kan kede sig, men Stine Benjaminsen mestrer i sin komposition og udtryk dette stilistiske greb til fulde og skaber en organisk rejse gennem numrene. EP’en er godt begyndt men ikke helt fuldendt – måske fordi denne udgivelse kun er den første i en perlerække af produktioner fra en kunstner, hvis store potentiale for alvor vil skinne igennem, når hun i fremtiden endnu mere kompromisløst udforsker og udfolder sine eksperimenter. 

Tennysons nye spor

24
mar
kortkritik
Tennyson: »Rot«
© Tennyson
© Tennyson

Canadiske Tennyson – eller den unge hjemmeproducer og popsanger Luke Pretty – har længe ledt efter en identitet, men en høreskade (som følge af fugtinfektioner i barndomshjemmet) ledte ham på et nyt spor, der er endt ud i et sprudlende postmoderne popalbum, hvor genreforvirringen er total, og man aldrig helt kan føle sig sikker på, hvad der venter en. 

For i sin terapeutiske jagt på lyde har Tennyson begået en lille genistreg.

»Feelwithchu« har warpede vokaler og sindssyge breakbeats, den fængende »Door« blander effektivt 00’er R&B og IDM. Der er hele tiden en god lytteoplevelse mere på næste track. Andre højdepunkter er de opklippede beats på den tropichousede »Iron« eller den rundtossede brug af samples på den glimrende »Reallywanna«. Men i det hele taget er Rot en stærkt eksperimenterende og legesyg poplade, der skal opleves for at kunne udleves. Det er som at høre en gal popprofessor kreere et vanvittigt eksperiment, der rent faktisk lykkes. It’s alive!

Naturen ligger bare på lur

22
mar
kortkritik
Natasha Barrett: »Heterotopia«
© Natasha Barrett
© Natasha Barrett

Held og lykke til den, der prøver at komme på en hippere elektroakustisk lydkunstner lige nu end britiske Natasha Barrett. Det lader sig simpelthen ikke gøre, basta. Når hun folder sig ud med sine destabiliseringer af naturens lyde, som det sker på albummets titelværk, er det ikke kun ørerne, men hele verden, der skælver.

Over en lille halv time forvandler fuglefløjt og vindens susen sig fra paradisisk ro til et skalkeskjul for dystre kræfter. Naturen er ikke rolig, den ligger bare på lur. Man mærker virkelig, at der komponeres: Barrett introducerer nye satser, gentager motiver og sætter små samples i heftige sløjfer.

Det kræver stort overblik at give kompositionen en logisk retning, samtidig med at man sidder med fornemmelsen af, at alt kan ske. En lys banken er det første fremmedlegeme i naturidyllen, og siden følges den af digitale svirp, blød sinus og metallisk rumklang. En pludselig bisværm er så nær i lydbilledet, at det føles, som om den er fløjet direkte ind i hjernen. Noget er ikke, som det burde være.

Har man gået og ventet på et rigtig fedt stykke bordtennismusik (ja da!), så er Barrett også leveringsdygtig på det felt. Med hårde båndsløjfer bliver én bold til fem høns i Urban Melt in Park Palais Meran. Impulser og håndvævet puls skabt af lydene omkring det uskyldige spil panoreres nænsomt rundt sammen med en svævende synth. Ligesom i sidste værk på albummet, Growth, en hårrejsende vindgyser, hører man her, hvor virtuost legesyg Barrett er. Mildt sagt overrumplende.

Dadaismen ånder

20
mar
kortkritik
SOL OP: »Music For Midified & Modified Pipe Organs«
© Stevns Avantgarde Forsyning
© Stevns Avantgarde Forsyning

Ved første ørekast trænger associationerne sig på – et støjsvagt damplokomotiv i horisonten, en fremmedartet fugl, fløjter lavet af dunhammer og bambus. De syrede og dadaistiske toner strømmer fra albummet Music For Midified & Modified Pipe Organs skabt af trioen SOL OP.  

Atonalitet, luftighed, ombyggede og transportable rørorgler samt reallyde fra mennesker, maskiner og dyr har skabt kaninhullet til et eventyrland af hidtil uhørte lydeligheder. Med optageudstyr under armen er Jonas Olesen, Anders Lauge Meldgaard og Sandra Boss sprunget en tur ned til Hr. Kanin og Kålormen, hvor de har konstrueret seks stoflige skæringer, udgivet hos Stevns Avantgarde Forsyning. 

De mange pibeorgler er en overraskende behagelig lytteoplevelse. Trods den avantgardistiske tilgang til lydkunst pålægges lytteren ikke at forholde sig til det foreliggende værk eller livets store spørgsmål. For enhver, der påstår at have hørt alt eller har brug for at få pirret sin fantasi, vil det være passende at tage rejsegrammofon og madkurv under armen, cykle ud i den grønne natur og nyde disse små trylleslag sammen med en flok betuttede ænder.

Abstrakt erindringsjagt

18
mar
kortkritik
Spellcaster: »memo«
© Spellcaster
© Spellcaster

Han går direkte til værks, Holger Hartvig, på Spellcaster-opfølgeren til sprælske Inventory fra 2019. Kaster sig lige fra begyndelsen ud i løbske synthtoner på tværs af oktaver og en lige så rastløs, bedøvende syntetisk vokal. memo, som han kalder en opera i 9 scener, opsøger uden tøven sammenbruddet. Ambitiøst!

Læg dertil, at den elektroniske operas tekst om sci-fi-agtigt hukommelsestab mildt sagt er vanskelig at følge med i. Abstrakte udsagn om at eksistere i flere virkeligheder og en henvendelse til en karakter kaldet Deleted gør det vanskeligt at forestille sig operaens konkrete sceniske potentiale. Her hersker distance og metalag.

Lydbilledet er til tider ret opfindsomt, som når fortælleren i tredje scenes »Muted Singers« skitserer en musical med østlig instrumentering, luftig ro, lyst autotunet sang og en hakkende puls. Eller det, der senere udvikler sig til en arie over forvrængede telefonbip i »Recall«.

Alligevel savner jeg en større variation. Operaen har tendens til at drukne i retningsløs synth og upersonlig autotune. Der mangler flere harmoniske tangenter at spille på, flere temperamenter – for ofte ender vi i noget, der minder om reciterende tomgang i mol. Al den uvilje mod udvikling og konkret indhold giver ambitiøse memo slagside mod det fortænkte.