The Power of Trance: A Journey from Indonesia to Roskilde

20
mar
kortkritik
Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«
© PR
© PR

In 2022, the Indonesian group Juarta Putra turned the Roskilde Festival upside down and captivated a large audience with a trance dance called reak. In the documentary Cosmic Balance, director Andreas Johnsen takes us back to the time just before, to Putra's hometown of Cinunuk in West Java, Indonesia. Through 24-year-old Anggi Nugraha, we are introduced to reak and how both the young and the old, to the sound of booming drums, distorted tarompet (a reed wind instrument resembling an oboe), and reciting song, surrender to the ancestors who visit them in their wild trances. Anggi himself, who has just become the leader of the reak group, is haunted by his stern grandfather, who orders that traditions must be preserved and upheld.

However, Anggi is unsure about his new role. He is not of the bloodline of the predecessor Abah or any of the other members in the group, but he grew up in the village among the musicians after his parents, for unknown reasons, left him there. We also meet Anggi's girlfriend, whom he wants to marry, but whom he has not received his parents' approval to marry for the same reason. Anggi is a sensitive and sympathetic young man, whom one can only wish the best for. He himself seeks help from a fortune-teller, who gives him the strength to travel to Denmark and to marry his chosen one. How the marriage will turn out is unknown, but the journey to Roskilde is a clear success. 

The film's soundtrack works predominantly well with field recordings and the group's own music. Less fitting are the passages with lyrical piano and strings accompanying the trance scenes from Cinunuk, which come across as unnecessarily staged. This does not change the fact that Cosmic Balance gives a sympathetic and fascinating portrait of music that, on the one hand, fits perfectly with the global and diverse profile of the Roskilde Festival, but which also comes from a world so distant from the inferno of Roskilde that one can hardly see where the ends meet. But they do, that night at Roskilde.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

14.06.2025

Mit navn er Chris Pedersen – vil du se min playliste?

© Jonas Bie

»Musik er et umiddelbart sindbillede. Hvad er favoritter den ene dag, er det ikke den næste. Pt. synes jeg, verden er vild, og det bærer min smag præg af med melankolsk nostalgi og nyere dansk indie-sadness. Det er hverdagens soundtrack og kan forstærke de følelser, der summer i det indre.« 

Chris Pedersen er (født 1977) er kulturjournalist på P1 og vært på Popsmart. Tidligere moderedaktør på Euroman, redaktionschef på Cover, chedredaktør på Cover Man og redaktør på Børsen Weekend. Har også været vært og tilrettelægger på tv-serier som Skønhedens magt, Verdens lykkeligste land og Moderedaktørens dagbog. Har læst kommunikation og kunsthistorie.

14.06.2025

My name is Sean-Poul de Fré Gress – would you like to see my playlist?

© PR

»For me, music is communication – a tool for reaching another level of consciousness and/or presence. Music is honest and wears no mask. It is origin and eternity. Sound came first. Music is alive.«

Sean-Poul is best known for creating much-needed spaces for artists to freely explore and evolve, connecting people and initiatives across domains and genres, and leaving an eye-opening impact on people. He runs Bellerose, a creative agency out of Aarhus, Denmark and is the co-founder of the improv concept, Nebula and is 1/3 of the Rapper's Bookclub.

Absurd skønhed i støjens teater

11
jun
kortkritik
Maja S. K. Ratkje, Torstein Slåen & Sigurd Ytre-Arne: »The Swamp«
© PR
© PR

Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.

Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.

Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.

11.06.2025

My name is Tomasz Dąbrowski – would you like to see my playlist?

© PR

»Music is the ultimate gateway to presence, a true expression of the moment.«

Praised by DownBeat Magazine as one of Europe’s most versatile and inquisitive musicians, Polish-born, Scandinavian-based trumpeter and composer Tomasz Dąbrowski creates music that whispers before it screams – blending open, lyrical melodies with raw, unconventional trumpet sounds. Dąbrowski has revealed an unceasing curiosity, stretching and expanding his jazz roots in an ever-widening circle of exploration. From the beginning he’s rejected hierarchies, preferring to see creative music as a boundless practice that can accommodate ideas drawn from every spot on the stylistic map. While plenty of musicians pivot toward new directions, sometimes transforming their aesthetic wholesale, Dąbrowski has long revealed a more ruminative and holistic mindset that has allowed him to retain a clear artistic identity through countless projects, whether driven by improvisation or composition. 

09.06.2025

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste?

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.