Thomas Morgan
2
© Loveland Music
På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.
Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.
De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.
© PR
Sidst jeg anmeldte Mads Emil Nielsen, var jeg meget betaget af, hvordan han havde overført efterkrigstidens elektroniske klange til nye kompositioner hos EMS i Sverige. Denne gang er fortiden glemt. I stedet er Black Box 3 komponeret af samples i et grid. Væk er de støjende rumklange, kaotiske sekvenser fra Framework 2. I stedet får vi et hyper præcist lydbillede.
Tracket »Climbing Plants« består af en række feltoptagelser, der vugger i fælles oscillation frem og tilbage dikteret af griddet. I løbet af otte minutter sker en metamorfose mod et mere syntetisk og drømmende billede end feltoptagelsernes udgangspunkt.
Samme rejsende oplevelse har man i »Installation 1«. Her tester Nielsen virkelig ens højttalere, hvor subsoniske impulser modsvares af stammende højfrekvente klik-lyde i call and response. Langsomt vokser et ambient lydlandskab frem som et stormvejr man kan se på lang afstand.
Black Box 3 viser tydeligt en komponist, der kan andet end at lege med fortidens maskiner.
© Ryoji Ikeda
En enkeltstående, lettere ubehagelig hyletone fortæller mig alt hvad jeg har brug for at vide: Dette er hovedpinemusik. Heldigvis har Ryoji Ikedas Ultratronics meget mere at byde på, end blot smerte i øverste etage.
Ikeda har produceret sin form for glitchy microsound i snart tre årtier, og man kan virkelig høre ekspertisen. De simple strukturer og insisterende beats kan – til trods for den meget diskante og mekaniske lyd – inducere et nærmest meditativt flow state. Digital snerren og dial-up internetæstetik kombineres med en legesyghed og humor, der tilføjer en tiltrængt menneskelighed til den ellers meget kolde lyd. »Ultratronics 04« benytter sig af klicheen med robotstemmen, der tæller opad, men med et velkomment og faktisk ret sødt twist – robotten tæller flere gange forkert, og må starte forfra.
Gradvist ændrer musikken karakter. Halvvejs igennem, når ørerne begynder at føle metaltrætheden, tilføjer Ikeda massive, gungrende trommer. Approksimationer af kor og istapper. Lytteoplevelsen revitaliseres! Senere endnu skrues der helt ned for støjen, og man får allernådigst lov til at hvile høreorganerne, mens musikken rinder ud i digitale ambientbølger. Det er paradoksalt, at et så lytterfjendsk lydunivers præsenteres med så megen omtanke og forståelse.
Hvad sidder jeg tilbage med efter flere gennemlytninger? Ømme ører, let svimmelhed og Stockholmsyndrom. Nogle gange lyder en hovedpine bare for godt til, at man kan lade være med at opsøge den igen.
© PR
Siden dannelsen i 1971 har Faust altid været Krautrocks »enfant terrible«. For det første, selvom de har produceret et nummer, som netop hedder »Krautrock« på deres mytiske album Faust IV fra 1973, har de aldrig passet til nogen tag eller kliché forbundet med tysk rockmusik. Mindre »kraut« end Can eller Electric Sandwich har de en tendens til at rykke tættere på de tidlige improvisationsinkarnationer af Amon Düül og Ash Ra Tempel, med en tung dosis industriel elektronik fundet i Die Krupps eller Einstürzende Neubauten.
Daumenbruch (»Brækket tommelfinger«) – bandets 16. album til dato – er en perfekt fortsættelse af deres oprørske karriere. Det er et konceptalbum skabt med gæstemusikere fra andre tyske bands som blandt andre Einstürzende Neubauten og Schneider TM, der tilføjede deres lyd til nummeret uden at vide, hvad de andre spillede. Resultatet er et hypnotiserende album med tre numre (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), der næsten kunne defineres som »kvantemusik«, da det synes at indtage forskellige rum og epoker på samme tid. Konstruktionen af hvert nummer plus kompositionen af albummet gør, at man umiddelbart føler sig hjemme og i en helt anden dimension. Ekkoer af moderne industriel- og ambientmusik blandes, mens minder om ældre radikale tyske projekter som DOM eller Embryo dukker op.
Tilsyneladende venligere over for lytteren end Faust Tapes fra 1973, men musikken kræver ikke desto mindre et åbent sind og en nysgerrighed efter dissonanser og teksturer. Bag albummet står musikalske genier, der aldrig rigtig har bekymret sig meget om hypen, og som beviser det endnu en gang uden at knibe. Selv med en brækket tommelfinger formår Faust give en fuckfinger til mainstream og den moderne musikalske sovs.
Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek
© PR
Since they formed in 1971, Faust has always been the »enfant terrible« of Krautrock. For one, even if they have produced a number called, precisely, »Krautrock« on their 1973 mythical album Faust IV, they have never fit any case, tag or cliché linked with German rock music. Less »kraut« than Can or Electric Sandwich, they tend to move closer to the early improvisation incarnations of Amon Düül and Ash Ra Tempel, with an injection of a heavy dose of industrial electronics found in Die Krupps or Einstürzende Neubauten.
Daumenbruch (»Broken Thumb«), their 16th album to date, is a perfect continuation of their rebellious career. It is a concept-album, created with guest musicians from other German bands such as, among others, Einstürzende Neubauten and Schneider TM, who added their sound to the track not knowing what the others were playing. The result is a mesmerizing three tracks album (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), which could almost be defined as »quantum music«, as it seems to occupy different spaces and epochs at the same time. The construction of each track plus the composition of the album makes one immediately feel both at home and in a totally other dimension. Echoes of contemporary industrial and ambient music mix, while memories of older radical German projects like DOM or Embryo surface.
Apparently friendlier to the listener than the 1973 Faust Tapes, it nonetheless craves an open-mind and a curiosity for dissonances and textures. It is an album of musical geniuses that have never really cared much for the hype, and prove it once again without flinching. Even with a broken thumb, Faust can flip the bird to mainstream and the contemporary musical gravy.
© PR
Roligere indledning skal man lede længe efter i dansk orkestermusik. Men den afslappede horisontlinje i 1. sats af Steingrímur Rohloffs Concerto grosso, som året efter sin uropførelse allerede nu findes i en glimrende indspilning med Aalborg Symfoniorkester, er ren og skær lokkemad. Inden værket med de fire adrætte messingsolister er omme, har et voldsomt symfonisk jordskred splintret idyllen.
Lige organisk udvikler det musikalske forløb sig måske ikke gennem alle fire satser, men Rohloffs uforfærdede, ja til tider hårdhændede, ridt gennem store kontraster har en egensindig charme. Fisken begynder for alvor at sprælle med det alarmistiske valdhorn i 2. sats, og helt radbrækket falder trompetens linjer i sidste sats, inden de fire solister simpelthen stiller sig op og råber »åh!«.
I partituret opfordrer Rohloff til at spille »på kanten af det mulige«, og det bud følger de involverede så afgjort. Fra strygerne, der skifter buen ud med vistnok blyanter, til en vibrafonist bevæbnet med strikkepinde. Grossoen har en fræk og alsidig symfonisk klang, der er lige så fuld af påfund som værkets dramatiske kamp mellem tindrende ro og det store, growlende sammenbrud.
Meget mere behændigt løssluppent og klangligt årvågent kunne året ikke skydes i gang på orkesterfronten, og så er banen da ligesom kridtet op. Næste!
