Bent Sørensen
29
»Dine øjne er i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed.« Sådan lyder en af nøglelinjerne i åbningssangen til Bent Sørensens sangcyklus Popsange inspireret af tekster af Michael Strunge. Den slår tonen an og peger mod de gennemgående lyriske temaer: den altopslugende kærlighed, rejsen sammen mod et andet sted – og øjnene, altid øjnene, der dukker op i næsten hver eneste sang.
Mathias Monrad Møller synger med indlevelse og giver teksten liv, og samspillet med Linda Dahl Laursen er stærkt. Alligevel har Popsange langt mere karakter af lieder end af egentlige sange – ikke mindst på grund af tekstens til tider stærkt poetiske sprog. Den inderlige, næsten naive stemme i lyrikken får sit mest overbevisende modspil fra klaveret, som i »Illusion«, hvor det først følger og understøtter ordene, men snart bryder ud i hurtige, dissonerende anslag, der afbryder og næsten håner sangeren.
Men popmusikken anes hist og her. »Tid og rum« bygger på gentagelser med små variationer, som var det versene i en popsang. Og i »Hjertestrøm« farver Møller sin stemme med en klang, der uden problemer kunne passe ind på et popalbum – ikke mindst fordi klaveret her er spinkelt og legende og dermed giver stemmen friere plads.
Alt i alt er Popsange en behagelig lytteoplevelse, men jeg savner, at David Bowie og Lou Reed også mærkes på den musikalske front. Værket er nemlig klarest fornyende dér, hvor det tør tage poppen på sig. Tænk, hvis teksterne var blevet båret af faktiske vers, hooks og omkvæd – elementer, der kunne have gjort dem til reelle ørehængere.
1.079754601227
30.06.2023
Man må godt spille arty cello på Roskilde
RF 2023: Jules Fischer & Josefine Opsahl: »It doesn’t look like anything to me«
© Andreo Michaelo Mielczarek
Fremtidsrejser, utopier, aktivistisk og meget arty anti-hverdag – dét er Roskilde Festival, især her i 2023, og der har Josefine Opsahl selvfølgelig fået plads. I performanceværket It doesn’t look like anything to me (tænk sci-fi-serien Westworld) flåede hun ikke i celloens strenge, men formede langsomt et neoklassisk score med folkemusik fra gamle dage (eller måske folkemusik fra fremtiden?), mens fire performere gled rundt i knæbeskyttere, brød ud i soul, brydekæmpede og fodstampede i rundkreds.
I midten af det hele, med publikum omkring sig, sad Opsahl, i spidse støvler, den skarpe lydlige iscenesætter – skruede op og ned for ambience, som man gør i værker, der også har en visuel side og et budskab, her kold maskulinitet versus ny sårbarhed. Ikke storladen, mere tilbageholdende, dejligt befriet for unødig svulstighed. Skarpt.
Opsahl passede godt til Roskildes kuraterede eksperimentarium, Platform-scenen, hvor kunstarter blandes og stilles i nyt lys for et nysgerrigt publikum. I en halv time fik hun Dyrskuepladsen til at lytte til cellomusik og se Jules Fischers cool koreografi. Den medrivende totaloplevelse stoppede brat. Det gør totaloplevelser. Efter sidste cellostrøg stod stilheden tilbage. Mange fik en på opleveren. Det var arty. Det må man godt på Roskilde.
© PR
Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.
Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, derfor er jeg« til »jeg tror, derfor kunne jeg være det.«
© PR
Who will we be in the future? It is the rather obscure question the Aarhus-Copenhagen theater group I DER has chosen to pose in their sound-only play presented at the Institut for X in Aarhus. The set is minimal, each spectator/listener sitting alone in a cubicle, surrounded, yet isolated, from the others. Earphones are distributed to each of us, and we are sitting, facing the wall or another spectator. The story unfolds, supported by atmospheric music: Synthesizers, Rhodes-piano, computer sounds. Three characters – hence, voices – reach our ears: the »producer« of the sound »document«, a woman without a name or an identity, an A.I. which feeds on the information transmitted by the female character as she discovers the successive Earths, each reborn after a disaster.
The story is straightforward science-fiction, with an existential twist: can an A.I. become »someone« using another's experience and memories? Can man and machine live together in the future, without one replacing the other? Although slightly limited by its format – the sound effects are quite basic, and maybe more experimental effects could have enhanced the story even more – the experience is pleasant and mind-teasing, reformulating the classic Descartes sentence, »I think, therefore I am« into »I think, therefore I could be.«
© PR
Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede.
Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund.
Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt.
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian
Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.
Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.
Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.
I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.
Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.
