Poesien i rensdyrets bagben
Der må være grænser for, hvor spændende et rensdyrs klikkende bagben kan være. Jeg havde nej-hatten på på vej ned til Tulle Ruths lydinstallation Tracks i Frederiksberg-bunkeren på Rolfsvej, der blev lavet om til galleri sidste år. For indspist, var min umiddelbare tanke.
Men jeg skulle ikke sidde længe på det bløde rensdyrskind i midten af den kolde bunker, før jeg måtte æde min skepsis. Stimulerende var det at lade sig bruse af det kildende ocean af kliklyde. Som en sort sol sværmede lyden rundt i små højttalere langs bunkerens cirkelrunding. Knipsende hvirvelvinde i 360 grader. Dér i vrimlen lød også en besynderlig ordløs korrespondance: den norske strubesanger Elfi Sverdrup i dialog med gryntende rensdyr. Man fornemmede tusinde års visdom klinge i de øffende vokallyde fra dybet i halsen, der lød som en røntgenundersøgelse af stemmens indre.
»Som en harpestreng, der bliver slået an,« forklarede Ruth efterfølgende selv kliklyden, der opstår, når rensdyret fører knoglen over en sene i bagbenet. Ingen ved helt hvorfor, de gør det. Måske kommunikerer de? Lyden har været en del af Ruths kunstneriske arbejde i fem år, og man forstår besættelsen, når man selv har lagt øre til.
Ruth skriver sig ind i en soundscape-tradition, som har et særligt magnetfelt i Norge, og det æstetiske greb i Tracks findes mange andre steder. Mediekunstner Gry Bagiøens syngende samtale med nordnorske pukkelhvaler i Instinkt (2017) eller Jana Winderens sprøde muslingeværk Listening with the Mussels (2021), er to nærliggende eksempler. Nyt land vindes der altså ikke. Men når mystiske lyde som rensdyrklikket har så svimlende en dybde, gør det ikke så meget.
Krængebøgen har ordet!
Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie.
Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…
Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.
Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.
Marcherende sørgesang
Elegi; sørgesang. Musikhistorien er fuld af dem. Helt uforglemmelig er eksempelvis Stravinskys ultrakorte, men knusende »Elegy for Solo Viola« (1944), hvor hver eneste tone er ved at briste af smerte. Smerten er også til stede i ELEGI, et samarbejde mellem den eksperimenterende rocktrio SVIN og Århus Sinfonietta, men værket er uden tvivl mest interessant i de allermest sangvinske af dets ti satser.
Som for eksempel i fjerde sats, hvor en Sarangi – et indisk strygerinstrument – igen og igen punkterer den sparsomme og meditative atmosfære med en lyd, jeg bedst kan sammenligne med en svirpende klinges. Og i femte sats, der stort set udgøres af en enkelt, uigennemtrængelig trommehvirvel, som synes uendeligt at tiltage i intensitet uden nogensinde at nå et klimaks inden den, uden varsel, kollapser – tilsyneladende under sin egen vægt. Allerbedst er syvende sats, der med buldrende slagtøj og staccato blæsere lyder som et militært marchorkester, der trodsigt og heltemodigt kæmper sig gennem kraftig modvind.
I øjeblikke som disse siger SVIN og Århus Sinfonietta noget vigtigt: At det kan være et lige så kraftfuldt udsagn om sorgen at holde den ud i strakt arm – at marchere videre gennem vinden på trods af den – som det kan være at overgive sig til den. I sine bedste øjeblikke lyder ELEGI som et forsøg på at finde et sprog for sorgen hinsides melankoliens klichéer – og dermed at udfordre, hvad en elegi overhovedet kan være.
Finsk rumfærd
Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.
Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter.
Twin Peaks og skattesnyd
Emil Friis’ musik til DR-dokumentaren I Skattely fra 2013 er netop blevet genudgivet som enkeltstående album. Friis benytter en sparsom men ekstremt effektiv orkestrering, hvor guitaren, der nogle steder giver associationer til introtemaet fra Twin Peaks, er i partnerskab med en synth.Guitaren kan ofte klare sig med enkle akkordbrydninger over intuitive akkordprogressioner, mens synthen tager sig af de underliggende droner. Musikken er herved alt andet end dominerende og kompleks og resulterer effektivt i en dyster atmosfære. Men der mangler alligevel noget… de billeder, den voiceover, det narrativ, musikken skal skabe stemningen til. Og dette er styrken ved musikken.
Særligt pladens sidste nummer, »Chasing the Man« gav mig et stød. Nummerets intro havde ikke været helt fremmed på et The Weeknd-album, og det drive, der pludselig kommer. skaber en smuk kontrast til resten af Friis’ album. Det er lige før, jeg ikke ønsker, at de nogensinde skal fange ’the man’. Denne jagtmusik er mesterlig! Tror det er første gang, jeg har oplevet, at det at lytte til musikken, har givet mig lyst til at se en dokumentar – jeg ønsker at opleve helheden!
Vokalbruset skærer i hjertet
Na’na’n’n’naa… Tungen slår smut med konsonanter, der strømmer ud af ganen og bliver til et korisk bølgehav. Den panoramiske vokaleffekt er én af multikunstneren Caroline Shaws yndlingslyde. Et skummende brus om de mest intense øjeblikke i hendes kompositioner. »We will be your refuge«, synger vokalensemblet Dekorum dramatisk håndsrækkende i slutningen af tredjesatsen på liveindspilningen af Shaws To the Hands, der også citerer fra Emma Lazarus’ sonnet til Frihedsgudinden. I toppen pibler sopranerne lysende som en fakkel over det frygtsomme ocean.
Endelig en hel koncert herhjemme, der portrætterer den Pulitzervindende amerikanske komponist. Sammen med strygekvartetten Halvcirkel, udvidet med kontrabas, giver Dekorum et sitrende liv til nogle af de mest interessante nedslag i Shaws oeuvre. De to ensembler rammer hver for sig og sammen akkurat den enkle klarhed, som gør at Shaws kompositioner virkelig kan skære sine længsler i hjertet.
Tag bare præludiet til To the Hands. Her forvandler en nynnende chant, der bader i lysende stråler fra overtonestrygere sig pludseligt til et stort tutti – leveret patosfyldt som i en Spielberg-film. Selvfølgelig efterfulgt af na’na’n’n’naa. Hårene rejser sig!
Desværre drukner en del af de mere subtile detaljer i rumklangen fra Musikhusets sal. Det er specielt synd for strygekvartetterne. Det imponerende pizzicatostillads, som Halvcirkel bygger med milimeterskarphed i den svære triodel i menuetten Entr’acte, fornemmer man først rigtig, når det bliver væltet til sidst. Udgivelsen ender altså på godt og ondt som lyden af noget, man er gået glip af.