Poesien i rensdyrets bagben
Der må være grænser for, hvor spændende et rensdyrs klikkende bagben kan være. Jeg havde nej-hatten på på vej ned til Tulle Ruths lydinstallation Tracks i Frederiksberg-bunkeren på Rolfsvej, der blev lavet om til galleri sidste år. For indspist, var min umiddelbare tanke.
Men jeg skulle ikke sidde længe på det bløde rensdyrskind i midten af den kolde bunker, før jeg måtte æde min skepsis. Stimulerende var det at lade sig bruse af det kildende ocean af kliklyde. Som en sort sol sværmede lyden rundt i små højttalere langs bunkerens cirkelrunding. Knipsende hvirvelvinde i 360 grader. Dér i vrimlen lød også en besynderlig ordløs korrespondance: den norske strubesanger Elfi Sverdrup i dialog med gryntende rensdyr. Man fornemmede tusinde års visdom klinge i de øffende vokallyde fra dybet i halsen, der lød som en røntgenundersøgelse af stemmens indre.
»Som en harpestreng, der bliver slået an,« forklarede Ruth efterfølgende selv kliklyden, der opstår, når rensdyret fører knoglen over en sene i bagbenet. Ingen ved helt hvorfor, de gør det. Måske kommunikerer de? Lyden har været en del af Ruths kunstneriske arbejde i fem år, og man forstår besættelsen, når man selv har lagt øre til.
Ruth skriver sig ind i en soundscape-tradition, som har et særligt magnetfelt i Norge, og det æstetiske greb i Tracks findes mange andre steder. Mediekunstner Gry Bagiøens syngende samtale med nordnorske pukkelhvaler i Instinkt (2017) eller Jana Winderens sprøde muslingeværk Listening with the Mussels (2021), er to nærliggende eksempler. Nyt land vindes der altså ikke. Men når mystiske lyde som rensdyrklikket har så svimlende en dybde, gør det ikke så meget.
»We live in the same house, we go to the same school,« lød det fra Pavilion-scenen. De syv piger fra Star Feminine Band, der er mellem 10 og 17 år, var langt fra deres hjem i Benin. De var kommet for at smitte os med det nære venskab, der stråler fra deres solbeskinnede musik: Intuitiv og hjemmestrikket highlife – ofte lidt vakkelvorn – men til gengæld imødekommende, legende og energisk.
De tre piger i front, som spillede forskelligt håndholdt perkussion, vekslede mellem at synge og danse. Der sprællede en ivrig begejstring i de synkrone bevægelser. Et særligt moment opstod, da resten af bandet sluttede sig til danserne på midten af scenen for at opføre et traditionelt ritual. Autenticiteten nåede helt ud til teltpløkkerne.
Men Star Feminine Band var bestemt ikke kun kommet for underholde. Koncerten var båret af en punket understrøm, der hele tiden kradsede imod den dansevenlige overflade. Udråbstegnene i teksterne – efter sigende om tvangsægteskaber og omskæring – var ikke til at tage fejl af, selvom de blev leveret storsmilende på et sprog, der nok var fremmed for de fleste i publikum.
Alle pigerne var udstyret med en mikrofon, og skiftedes til at lede de ultrasimple call-response-sekvenser. Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!
»Det var fandeme uhyggeligt,« overhørte jeg én sige på vej ud af teltet efter den kenyanske duo Dumas koncert på Gloria. Det var ikke svært at forstå, hvad de mente: Producer Martin Khanyas lydunivers af industrielle technorytmer, der banker mod trommehinderne som et trykluftsbor, uigennemtrængelige betonmure af hvid støj og black metal-agtige guitarriffs kombineret med Sam Karugus nærmest ubeskrivelige vokal – tænk mødet mellem Yoko Ono og en kaffekværn – er temmelig frygtindgydende.
Mens Dumas musik med rette kan betegnes som uhyggelig, gør det modsatte sig dog gældende for koncerten som helhed. Stemningen i teltet var intet mindre end euforisk og Karugu var nærmest overstrømmende i sin hengivenhed til publikum: Der var ingen grænser for, hvor meget han elskede hver og en, og det var lige før, at hver eneste person i rummet fik det at vide individuelt. Kærlighedserklæringerne fik selskab af utallige selvhjælpsagtige opfordringer: »Energize yourself! Embrace yourself!« I sig selv ret klichéfyldte udsagn havde det ikke været for musikkens brutalitet, der med tydelighed viste, at omfavnelsen af en selv ikke nødvendigvis behøver at være blid.
For mig personligt opstod der til tider en grad af kognitiv dissonans i mødet mellem elskværdighed og aggression: Karugu måtte for min skyld gerne være ondere ved sit publikum. Dog er der – i en postmoderne verden, hvor alle grænser flyder sammen – noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie.
»Det her er ikke et religiøst ritual,« annoncerede Arooj Aftab midt i sin koncert, »vi er bare nogle idioter.« Det var heldigt, at Aftab selv rettede op på misforståelsen, for hun havde næsten formået at narre mig: Der hviler en religiøs – eller i hvert fald mytologisk – aura over den pakistanskfødte sangerinde – hendes sørgmodige, længselsfulde sange og hendes stemme: blid og porøs som slidt silke og fyldt til bristepunktet med billeder og fortællinger. Som den tætte, violette dis, der fyldte scenen og langsomt vældede ud over publikum, svævede hendes stemme søgende ind og ud af de repeterende og hypnotiserende arrangementer, som hendes to medmusikere – en guitarist og en kontrabassist – omhyggeligt byggede om omkring hende.
Oplevelsen var nærmest uhørt stemningsfuld, om end det ærgrede mig en smule, at hendes koncert var placeret i et mørkt og helt aflukket telt frem for på en udendørs scene i solskin, hvor Aftabs støvede, sepiatonede, ørkenagtige lyd i endnu højere grad ville komme til sin ret. Aftab, der havde taget solbriller på til lejligheden, lod også i første omgang til at være overrasket over de fysiske omgivelser. Det var indtil hun begejstret udbrød: »Dark and smoky… just like my heart!«.
Aftab virkede opsat på ikke udelukkende at lade sig definere af den dybe melankoli, der præger hendes sange: Især mindede hendes måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mig om Leonard Cohen. Som for eksempel da hun – som kommentar til den førnævnte melankoli – tørt bemærkede: »I'm happy with the return of emo«.
Det er en helt særlig eufori, der gemmer sig i tasteinstrumentet embaire, som det ugandiske ensemble Nakibembe Xylophone Troupe selv har bygget. På Gloria-scenen blev den banket ud igennem træet i en beruset tilstand af intens spilleglæde. Det var et nærved uvirkeligt sammenspil, vi blev præsenteret for: Tolv hænder spillede, men der var kun én krop.
Koncerten startede med hammerslaget som grundpuls – som om instrumentet skulle bygges på ny. Én efter én kom truppen på scenen og bød ind med nye rytmiske lag i opbygningen. Da alle var på plads i kredsen rundt om instrumentet, forsvandt fornemmelsen af de enkelte dele, og helheden tog over. Pulsen viste sig at være skizofren: Netop som man troede, man havde fundet 1-slaget, meldte en anden metrik sin ankomst. Så kunne man starte forfra med at finde hoved og hale i de rytmiske celler, der konstant delte sig og fandt sammen i nye molekyler.
Tempoet var svimlende højt hele vejen igennem koncerten, hvor ensemblet også inducerede trancen igennem call-response sang, mens de spillede. Utrætteligt lænede musikken sig konstant fremad, men kom aldrig i nærheden af at vælte. Ensemblet havde en ufattelig – nærmest telepatisk – fornemmelse af hinandens bevægelser og placerede ikke et eneste slag uden for fællesskabet. Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse.
Den oplagte feststarter havde jeg ikke spået CERN-forsker Dr Lawrence Lee til at være. Men på Roskilde Festival kan alting ske. Her er minimal techno og oscilloskoper lige så dansevenligt som Dua Lipa på en Soundboks. Hvis man har fået øl nok.
Min egen promille var nok for lav, da kittelklædte Lee indtog Flokkr-pavillonen med sit audio-visuelle projekt Colliderscope. Der var ikke meget andet at komme efter end gimmick – som et indslag til Niels Bohr Instituttets fredagsbar. Oscilloskopernes kurver var koblet på den elektroniske musik, men nogen medrivende eller indsigtsfuld sonifikation, var der absolut ikke tale om.
Lydene var ligeså knastøre som en forelæsning i partikelfysik. Men publikum ville ikke sove i timen. Bassen fik fat, musikken blev mere house-klubbet, og der skulle ikke engang et »hvad-så-Roskilde!« til for at få folk i stødet. Festligt var det, men man fik hurtigt grint af, da musikken viste sig at være et stort formmæssigt rod, ufrivillig lo-fi, alt for spids i toppen. Da Lee til sidst hev den elektriske klarinet frem for syvende gang, var ideerne udspillede for længst. Bare en smule æstetisk resonans, havde gjort underværker.