Poesien i rensdyrets bagben

Der må være grænser for, hvor spændende et rensdyrs klikkende bagben kan være. Jeg havde nej-hatten på på vej ned til Tulle Ruths lydinstallation Tracks i Frederiksberg-bunkeren på Rolfsvej, der blev lavet om til galleri sidste år. For indspist, var min umiddelbare tanke.
Men jeg skulle ikke sidde længe på det bløde rensdyrskind i midten af den kolde bunker, før jeg måtte æde min skepsis. Stimulerende var det at lade sig bruse af det kildende ocean af kliklyde. Som en sort sol sværmede lyden rundt i små højttalere langs bunkerens cirkelrunding. Knipsende hvirvelvinde i 360 grader. Dér i vrimlen lød også en besynderlig ordløs korrespondance: den norske strubesanger Elfi Sverdrup i dialog med gryntende rensdyr. Man fornemmede tusinde års visdom klinge i de øffende vokallyde fra dybet i halsen, der lød som en røntgenundersøgelse af stemmens indre.
»Som en harpestreng, der bliver slået an,« forklarede Ruth efterfølgende selv kliklyden, der opstår, når rensdyret fører knoglen over en sene i bagbenet. Ingen ved helt hvorfor, de gør det. Måske kommunikerer de? Lyden har været en del af Ruths kunstneriske arbejde i fem år, og man forstår besættelsen, når man selv har lagt øre til.
Ruth skriver sig ind i en soundscape-tradition, som har et særligt magnetfelt i Norge, og det æstetiske greb i Tracks findes mange andre steder. Mediekunstner Gry Bagiøens syngende samtale med nordnorske pukkelhvaler i Instinkt (2017) eller Jana Winderens sprøde muslingeværk Listening with the Mussels (2021), er to nærliggende eksempler. Nyt land vindes der altså ikke. Men når mystiske lyde som rensdyrklikket har så svimlende en dybde, gør det ikke så meget.
Gadgets og gafler

På spillestedet Mayhem præsenterede tre kunstnere nye værker, der legede med forholdet mellem lyd og teknologi. Julie Østengaards Emergence mindede – med glasskårsskinger fuglekvidder og fjederagtige cikader – om en dystopisk udgave af de der »rainforest sounds to sleep to«-videoer på Youtube. Meget passende blev værket delvist livestreamet på publikums telefoner, der samlede sig til en stor organismisk højttaler.
Senere – med Piece for Ears – placerede Sandra Boss og perkussionisten Irene Bianco bittesmå højttalere i deres ører og ophøjede – endelig – stemmegaflen til et selvstændigt musikinstrument. De vibrerende gafler var værkets primære lydkilde, og publikum var kun i stand til at høre dem, når de nærmest var i berøring med musikernes ører. På den måde var værket en lille påmindelse om, at det at skabe musik også er at lytte.
Til sidst forvandlede Camille Roth elektromagnetiske bølger fra telefon- og wi-fi-signaler til industrielt klingende støj i værket Transmissions. Indrømmet: Kombinationen af stråling og den demonstrativt dystre, uheldsvangre æstetik gav mig i momenter en lidt anstrengende association til sølvpapirshatte og anti-5g-demonstrationer. Hvorfor, spurgte jeg mig selv, kan lyden af et wi-fi-signal ikke lige så godt være smukt?
Ingen af værkerne vil jeg huske som uforglemmelige lydlige oplevelser. Derimod var de fascinerende og sjove på nogenlunde samme måde, som når James Bond pludseligt fisker en eller anden besynderlig, lidt fjollet, men uden tvivl højteknologisk gadget frem fra sin smokings inderlomme.

I teaterversionen af Lars von Triers sortrandede Melancholia (2011) hører vi, at planeten ikke er rask, før vi ser det. Søs Gunver Rybergs elektroniske musik starter blidt i ambient-dur (uden dog at være meditativ). Vi er jo til bryllup. Musikken er vidne. Den varsler de flossede nerver og ledsager uvejret i sindene, når Claire siger til sin søster Justine: »Jorden er ond. Du behøver ikke sørge over den.«
Rybergs kompositioner – primært fra scoret til katastrofefilmen Cutterhead samt albummet Coexistence – gør ikke stort væsen af sig; lydfladerne undviger sig melodier, gyset er ikke Wagner-ekstravagant som i Triers film, selvom fragmenter af Wagner (samt Györgi Ligeti og Eivind Aarset) også anes. Instruktør Anja Behrens lader den store trussel fra det ydre rum buldre som en hemmelig og usynlig kraft.
Undergangsfortællinger kræver undergangslyd. Triers billeder er så stærke, at de, med samme funktion som musik, lammer hjernen. Men fordi disse billeder mangler, og fordi filmens sparsomme tekst ikke egner sig vildt som traditionelt ordteater (de forskellige historier har svært ved at samle sig i Aarhus Teaters opsætning) fungerer Rybergs musik som en lydlig mise-en-scene. Lydene udtrykker hele filmen ekspressivt som en tilstand, og åbner døren til melankoliens kolde og ulogiske rum. Det mentale uvejr, måske også det planetariske, føles vel ikke sjældent netop sådan: på en gang frossent og elektrisk.

Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.
Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.
Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.
Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.

Hviledag (Anton Friisgaard) har muligvis lanceret en ny elektro-akustisk genre »silence«, idet ambiente elektroniske flader flettes sammen med mekaniske optagelser og tilsammen skaber et lydtapet, som er det omvendte af noise.
De ni tracks bevæger sig ubesværet fra et til det næste, og til tider sendes tankerne i retning af en støvet pickup, som hviler på sin vante plads. Sandsynligvis fordi de er indspillet med to spolebåndsoptagere med hovederne mod hinanden med en båndsløjfe (fysisk loop), der kører imellem dem og muliggør løbende optagelse.
Tekniske detaljer er vigtige, fordi analoge indspilninger og fravalget af overproduktion er en lise for øret i en tid, hvor wall of sound kombineres med et digitalt resultat, der er så finpudset, at lyden bliver kold og detaljeløs. Pausen er central på »Trancient Bodies«, der roligt skifter imellem korte intervaller af keys på en base af blød knitren og den hvide støj i sig selv, imens et nummer som »Enveloping« er én lang gentagelse af et kort melodistykke.
Album Found er den tiltrængte slidte og bløde lænestol, man sætter sig tilrette i efter en lang dag med mennesker, trafik, digitale apparater og deres lyde. En ren fornøjelse.

Under den korsfæstede Jesus stod SKY H1 og Mika Oki ved deres mixerpulte indhyllet i en to-tre meter høj cirkel af semitransparent hvidt stof. Elektroniske orgeldroner strømmede ud i rummet, blandede sig med lyden fra en røgmaskine. Over os bredte sig blåt lys.
Industrielle trommer og breaks blandede sig med det flydende soundscape tilsat fuglefløjt og melodisk synth indtil tunge basbeats tog over. Kunstnerne lignede pixelerede sort/hvide figurer i det runde tårn over en himmel skabt af lyskegler og røg. Angelisk synthkor afløstes af en basdrone, imens en solopgang brød frem i blå, røde og grønne nuancer.
Blåt lys og røg dannede lammeskyer, Jesus lyste op i glimt, kegler af stroposkoplys kastede sig ud over publikum, og det, som begyndte med orgeldroner og fuglefløjt, udviklede sig til et technorave med hårde og hurtige slag på elektroniske olietønder.
På tre kvarter havde SKY H1 og Mika Oki opbygget, gennemført og afsluttet et technorave. En imponerende bedrift, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt man skal høre hård house i en kirke, hvor flere kan være med, imens de kunstneriske og æstetiske aspekter af genren fremhæves og bevæger musikken fra lyssky undergrund til kunst i de hellige haller. Principielt: Ja. I praksis skabte de hvidkalkede vægge og hvælvinger en hård refleksion af lyd og lys, og det var usikkert, om kunstnerne havde taget højde for, at de ikke længere optrådte i en mørk natklub.
Et komprimeret kunstværk, der dog ikke kan konkurrere med sine rødder i deres naturlige habitat, hvor tid, bevægelse og rum er vigtige faktorer for den fulde oplevelse.
I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus.