kortkritik

Poesien i rensdyrets bagben

Tulle Ruth og Elfi Sverdrup: »Tracks« – udstilling/lydinstallation

Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

11. april

Der må være grænser for, hvor spændende et rensdyrs klikkende bagben kan være. Jeg havde nej-hatten på på vej ned til Tulle Ruths lydinstallation Tracks i Frederiksberg-bunkeren på Rolfsvej, der blev lavet om til galleri sidste år. For indspist, var min umiddelbare tanke.

Men jeg skulle ikke sidde længe på det bløde rensdyrskind i midten af den kolde bunker, før jeg måtte æde min skepsis. Stimulerende var det at lade sig bruse af det kildende ocean af kliklyde. Som en sort sol sværmede lyden rundt i små højttalere langs bunkerens cirkelrunding. Knipsende hvirvelvinde i 360 grader. Dér i vrimlen lød også en besynderlig ordløs korrespondance: den norske strubesanger Elfi Sverdrup i dialog med gryntende rensdyr. Man fornemmede tusinde års visdom klinge i de øffende vokallyde fra dybet i halsen, der lød som en røntgenundersøgelse af stemmens indre.

»Som en harpestreng, der bliver slået an,« forklarede Ruth efterfølgende selv kliklyden, der opstår, når rensdyret fører knoglen over en sene i bagbenet. Ingen ved helt hvorfor, de gør det. Måske kommunikerer de? Lyden har været en del af Ruths kunstneriske arbejde i fem år, og man forstår besættelsen, når man selv har lagt øre til.

Ruth skriver sig ind i en soundscape-tradition, som har et særligt magnetfelt i Norge, og det æstetiske greb i Tracks findes mange andre steder. Mediekunstner Gry Bagiøens syngende samtale med nordnorske pukkelhvaler i Instinkt (2017) eller Jana Winderens sprøde muslingeværk Listening with the Mussels (2021), er to nærliggende eksempler. Nyt land vindes der altså ikke. Men når mystiske lyde som rensdyrklikket har så svimlende en dybde, gør det ikke så meget.

Playliste

Mit navn er Hanne Boel – vil du se min playliste?

29. january

»For mig er musik en stadig påmindelse om, at der er så meget mere til livet end det, jeg lige her og nu tror – men det kræver, jeg opsøger og lytter. Her er fem sange, som jeg nyder at høre pt. De ligger alle og roder i perifirien af tracks, jeg ville ønske, jeg var en del af...«

Gennem knap 30 år har Hanne Boel befundet sig på toppen af den danske soulpopscene, og hendes kartotek tæller alt fra rock- og pophits til jazz og gospel. Med sin dybe, soul-inspirerede stemme og særprægede røst har Hanne Boel også markeret sig unikt på livefronten, hvor hendes koncerter er i høj kurs. Boel har netop udgivet albummet Norwegian Recordings med de to guitarister Jacob Funch og Jens Runge.

kortkritik

Jazzmusiker går hybrid

Nikolaj Hess: »Melody«

Jeppe Rönnow

26. january

Hybridmusik er en mærkelig størrelse. Engang hed partiturmusikkens møde med improvisationsmusikken crossover. Jazzpianisten Nikolaj Hess genopliver denne genre med sin nyeste udgivelse Melody – skrevet til violinisten Cæcilie Balling og indspillet med Danmarks Underholdningsorkester, komponisten selv og hans faste jazztrio.

De to forskellige genrer udvander tit hinanden, for hvor jazz/pop/rock ofte kræver et tight beat, gør kompositionsmusikken det netop ikke – en for mekanisk rytme kan ødelægge det hele her. Men i »Birds« og »Waves«, der indleder det halv time lange værk, lykkes det faktisk Hess ikke at falde i denne genrefælde. Trommesættet bruges som percussion eller stille baggrund med whiskers og Ballings violinstemme står stærkt og mere klar af kontrasterne. Udtrykket er svævende og stemningsskabende, men i de tre satser med betegnelsen Melody er de musikalske ideer ikke stærke nok i et symfonisk partitur. De rytmiske dele forvirrer mere end de bidrager til helheden, og det bliver for rodet og mister retning, hvor Hess lader alle musikere improvisere frit. Cæcilie Balling fanger dog noget intenst med sin violintone, særligt i den lange cadenza.

I den afsluttende »Choral« opstår der pludselig en helt anden kvalitet. Hess har gennemkomponeret en lille koralmelodi, som både er enkel men også kompleks i stemmeføringerne. I smuk, nyromantisk stil bruger han både orkestret og soloviolinen, så rørende og sårbare musikalske øjeblikke opstår. Mere af det en anden gang! Det er godt at eksperimentere og bryde genrerne op – det har vi brug for i øjeblikket. Så indspilningen bydes velkommen, om end det er en svær størrelse.

Playliste

Mit navn er Camilla Dayyani – vil du se min playliste?

23. january

»Musik er for mig at være i kontakt med noget større. Jeg er ikke religiøs, men med musikken kommer jeg i kontakt med noget spirituelt eller åndeligt, både som musiker og lytter. Samtidig kan musikken skabe unikke møder mellem mennesker. Det nonverbale er en perfekt ramme for kulturmøder, fordi vi med det samme connecter med noget større og vigtigere, som alle mennesker på jorden forstår.«

Sanger og komponist Camilla Dayyani er vokset op i Danmark med sine søskende, sin danske mor og iranske far. Hendes vej ind i musikken er gået via skolekor, violin timer på musikskolen og soulbands m.m. i gymnasietiden. Senere forelskede hun sig pladask i Billie Holiday og de store klassiske jazzsangerinder. Herfra var det jazzens tonesprog, der optog hende i årene på musikkonservatoriet og de første år af hendes karriere. Det udgangspunkt kan man høre på hendes tidligere udgivelser: Silver and Gold (2005), Anadyomene (2007), Come My Way (2009) og Rummet Fyldt (2013).

På det aktuelle album Mine Miniaturer sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder i sine kompositioner. Albummet er tænkt som et samlet værk for ensemblet, som består af strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Hun synger og reciterer på dansk, persisk og engelsk.

Hun har før kredset omkring musikken i lyrikken, og bl.a. skrevet musik til og indspillet digte af Pia Tafdrup, Dan Turéll, Johannes Jensen og Piet Hein. Nysgerrigheden har ført Camilla Dayyani rundt i genrerne. Hun har sunget moderne klassiske værker af Morten Olsen med Athelas Ensemblet, indspillet moderne jazz med sine egne kvartetter, sunget børnemusik på YouTube-succesen Sangskattekisten, sunget iransk popmusik fra 70’erne og meget andet.

Playliste

My name is Charlotte Rowan – would you like to see my playlist?

18. january

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.

Playliste

My name is Bill Frisell – would you like to see my playlist?

1. january

Bill Frisell’s career as a guitarist and composer has spanned more than 40 years and many celebrated recordings. From Aaron Copeland and Charles Ives to Bob Dylan and Madonna. His mantra is simple: »I like when it's impossible to tell at first if something is black or white, or country or blues, or whatever«.

Born in Baltimore, Bill Frisell played clarinet throughout his childhood in Denver, Colorado. His interest in guitar began with his exposure to pop music on the radio.