Når nu Jeppe Ernsts strenge studier af kroppens musikalitet ikke helt forløses i Émile Sadrias sort-hvide kortvideoer på Medicinsk Museion, så er det ikke, fordi det kompositoriske greb ikke er beundringsværdigt.

Ernst har overtalt en af den ny musiks store helte, basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, til at strippe ned til et par hvide underbukser og følge tolv af komponistens tavse partiturer, som hver især fokuserer på én kropsdel.

Han bøjer ryggen, folder nakkehuden og vrider skuldrene, så bevægelsen modsvarer nodeværdier. Det er billedskønt og fint anatomisk sansende, men fornemmer man også musikken i motorikken?

Kun sjældent. Dels saboterer den naturlige museumsstøj Ernsts subtile rytmik. Dels savner man tydelige temposkift og den skarpe præcision, som er lettere at formidle med kvikke fingerspidser end besværlige hofter.

Det føles hurtigt fastlåst, når albuer bevæges stift fra side til side som en skibskran. Omvendt sitrer videoerne af poesi, når øjenlåg i closeup bliver til blid sommerfugledans. Jeg savner helt ind i sjælen at se de forskellige kropsdele spille op mod hinanden i polyfone, humørfulde splitscreens i stedet for æstetisk flotte, men sterile solostudier.

Jeppe Ernst ville sikkert kalde mig vulgær.

Museet opfordrer til, at man følger med i partituret via QR-koder, men visningen er frustrerende nok ikke tilpasset telefoner. I stedet burde noderne være afbildet nær videoskærmene. Det er måske i deres stille, utopiske poesi, at Anatomisk sangbog har det bedst.

Michael Gira og Kristof Hahn, begge kendt fra bandet Swans, har ganske givet kigget så langt ned i afgrunden, at den også ser ind i dem. Denne tilstand har Nietzsche på dybdeborende vis beskrevet i Hinsides godt og ondt. Men Gira og Hahn var ikke sjæleløse. Tværtimod viste de en ny sårbarhed og erfarne refleksioner over det mørke, deres kunst udspringer af. Princippet om maksimal lydstyrke blev holdt i hævd, så toner materialiserede sig og gik gennem marv og ben. 

Der var skåret ind til benet med den akustiske guitars repetitive, uforløste minimalisme, og Giras grusomme poesi i verdensklasse trådte knivskarpt frem. Stemmen var melodiøs, sort som natten og stærk på »The Beggar« fra Swans’ kommende album. Man kunne tænke om Gira, at han er et ubehageligt menneske, men i hans præsentation af »When Will I return«, der handler om et overgreb på hans kone, stod det smerteligt klart, at han blot fungerer som medium for menneskets ondskab.

Hahn lagde ikke en dæmper på sin fortid i noise, industrial og elektroakustik, da han loopende og legende opbyggede et støjende lydtæppe med sin distortede lapsteel, mens intensiteten andre steder blev afløst af rene toner, harmonisk melodiøsitet og vokal fuld af tysk Sehnsucht. Denne aften var det 50 års jubilæum for Roxy Musics debutalbum, og med en fortolkning af »If there is something« sendte Hahn en kærlig hilsen til bandets saxofonspiller, som er hovedinspirationen til hans unikke lapsteel-teknik.

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

Tænk at Bill Frisell kunne lokkes helt ud til en flække i Midtjylland (til sin eneste koncert i Danmark i år). Men det er netop den rurale folkemusik, som i Frisells hjemland hedder Americana, som han i talrige projekter har dyrket. 

Frisell tilhører ikke skolen af hurtige guitarister, og i Harmony-bandet har hans guitar ikke engang hovedrollen. Det har den menneskelige stemme som tungt åndende og melankolsk anker. Vokalisten Petra Haden men også Hank Roberts (cello) og Luke Bergman (akustisk guitar) sang sig ned i den amerikanske muld med vejrbidte all time-pejlemærker som Pete Seeger’s »Where Have All The Flowers Gone«. Frisell selv kommenterede med underspillet low-key-guitar, gav plads og rum til vokalerne og fortællingerne i sangene. Overraskelsen i settet var Bowies »Space Oddity«, spillet så lavmælt og flydende, at man blev overbevist om, at også den sang var kammermusik, skabt på den fladeste jord med adgang til rapgræs og bluegrass.

Frisell er nok den største stjerne, som har spillet på Klejtrup Musikefterskole, der i år fylder 25 år. Men superguitaristen, som engang har lavet et album med titlen Guitar in the Space Age! var så grounded og cool i sin tyste væren. På nethinden voksede en billedstrøm af amerikanske prærier.  

He does not want to be political, he says in interviews. The listener must make up his own mind, the artist must not dictate anything. So that's why Jacob Kirkegaard with Landet (The Land) – a commissioned piece for Gong Tomorrow – created a completely neutral portrait of Danish agriculture... that sounded like hell on earth.

We stood huddled together between four speakers and listened intently for an hour. To the pigs' machines, to the cattle's, to the chickens: hydraulic suction, metallic meat grinders and deafening noise. All experienced at such close range and with such crystal clear recording that you got the acute feeling of being the next animal on the slaughter bench.

But not only that. Kirkegaard, the scoundrel, had seen with devilish agility the potential in the industrial rhythm of the machines. Just as you stood frozen in fear, he created hard techno out of the inferno. Separated the treble hiss from the dumpy bass, got down to the fundamentals of the sound, and forced us to rock to the beat of the horror. And perhaps worst of all: the animals were mercilessly absent, only the machines spoke.

I am ashamed to admit that it was very fascinating. Some machines hid like hidden alarms in the background, others lay smouldering, while a few stepped forward and became frenetic beats, staged by white noise brushes and darkness falling in the room.

Well, he pulled ashore a little halfway through the piece and led us out into the light: to manure spreaders and windmills, where the sound wasn't shot right back into our heads. And thereby perhaps saved us from eternal perdition. Fair enough. Thank you, well. But also: Party pooper!