tidsskrift for ...
Det startede godt. Josefine Opsahl ejer evnen til at sætte scener: Cellistens nye cellokoncert Hands for Århus Sinfonietta gik fra noget mysteriøst, hemmeligt, neoklassisk, folkemusikalsk (klart den bedste del) til noget neoromantisk. Og sad man på første række, blev man let blæst bagover af den megen action. Sad man lidt på afstand, var oplevelsen – ihvertfald hos mig – en anden: Musikken bragede ud i salen og mindede om adskillige Hollywood-films lykkelige slutninger, som fx den oprindelige Avatar-films over-the-top happy ending, hvor alle de gode kræfter til slut slår sig sammen og sejrer. Opsahls pompøse cellokoncert virkede lige så endimensionel. I en tidsalder med evindelige »posings« kan kunsten risikere at klinge lige så hult og overfladisk som den flottest opsatte selfie.
Hvis storladent i sig selv kan opfattes som et positivt statement, så er denne anmeldelse positiv. Elsker man det hurtige og glamourøse, ville man have nydt Opsahls Hands.
Klassiske musikere siger, det er på Spot, det sner. Måske får Opsahl ny musik ud til et bredere publikum. Som populærmusik duer det nok ok. Men så taler vi om to forskellige kunstkulturer, to forskellige forbrugskulturer. Et klassisk publikum ville dog næppe blive glade for et opblæst værk i den bogstaveligste forstand, hvor det storladne får så frit spil for galleriet. Hvor store løfter og armbevægelser fejer dybde og subtilitet af banen. Men måske er det bedste spørgsmål, om en nutidig cellokoncert må stryge én med hårene, om den må lyde lige så flygtig som en Instagram-story, og om det er et problem, hvis den minder mest om et døgnflue-pophit, selvom komponisten i programteksten citerer selveste Immanuel Kant?
På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.
Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.
»For me, music is all that vibrates.«
Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.
»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.
»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?
The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?
»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«
Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.
»Experience with music involves contact between humans and something beyond it. With contact I believe that people are affected in a way that changes them, even though the change can be very small. You may be transformed into something you still do not know what is.«
Kristine Tjøgersen is a Norwegian composer and clarinet player living in Oslo. Her compositional practice is characterized by curiosity, imagination, humor and precision. Through her work, she creates unexpected auditory situations through playing with tradition. She has a special interest in the interplay between the visual and the auditory and how they affect each other.
Nature in motion and process is often reflected in her works, and collaboration with researchers and biologists is for her a source of new sound and scenic ideas that allows her to incorporate organic forms into the music. As Tjøgersen puts it: »By giving nature a voice in the concert hall, I want the audience to get to know valuable forms of life, and to raise awareness of what can be lost if humans continue to change nature.«
Her works have been performed by Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR and WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra, and the Bergen Philharmonic Orchestra, as well as at festivals such as ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik, and Ultima.
