Orgel, ynde og bad ass-minimalisme
Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.
Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.
I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet.
At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere.
De abstrakte, collage-lignende »Movements« på libanesiske Raed Yassins Phantom Orchestra er endnu et stykke samtidskunst født af coronakrisen. Som et fjernt ekko fra en tid, de fleste allerede har fortrængt, har den eksperimenterende kunstner samlet en række optagelser indspillet af en broget skare af Berlin-musikere – alle med ét fælles udgangspunkt: improvisation.
Over knap en time samler Yassin disse optagelser i syv progressive suiter, der strækker sig fra cirka 9 til 20 minutter. Og selvom det til tider bliver så sonisk kaotisk, at man må lede med lys og lygte efter et fælles lydmæssigt holdepunkt, er det en kreativt pirrende lytteoplevelse, når håndspillet percussion, baltisk folkesang og koto (japansk harpe) smelter sammen – vel at mærke uden, at musikerne nogensinde har været i samme rum.
Her gemmer sig en enormt inspirerende idé, der trækker lige meget på sampleæstetik og samtidskunst. Især fordi værkerne angiveligt er skabt ved hjælp af intet mindre end 12 pladespillere, hvilket tilfører et strejf af tilfældighed. Man må formode, at dette har krævet en betydelig grad af planlægning – hvilket kun gør det mere vildt, når man eksempelvis hører sammenspillet mellem modularsynth og trommer på »Movement III« eller den næsten gyseragtige kontrast mellem happy jazz-trompet, rablende vokaler og dæmonisk præpareret klaver på »Movement IV«.
Til tider er idéen bag værket mere fascinerende end selve lyden, men alt i alt er Phantom Orchestra et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos. Et sidste ekko af pandemien – om at stå sammen hver for sig.
There is plenty of space around the many different sounds and voices narrating Central American horror stories on Honduran-Danish artist Xenia Xamanek’s album Germinate. The words »germinate« and »wilt« appear in the title, serving as fitting markers for the blossoming, bubbling, futuristic, and slightly eerie soundscape. A handful of voices fill the ears with mechanical, intense connections, swirling impressions of nature and language into the brain.
The album is a rare reinvention of the oratorio, the 18th-century religious opera genre featuring sung text fragments and wordless music. A significant departure from the dance floors Xamanek used to curate. Here, singers and an electro-acoustic soundscape tell stories through two simple, word-heavy recitatives, two arias with chanting narration, and electronic soundscapes.
There’s a calmness in Xenia Xamanek’s approach that can become utterly addictive. The material from their ancestral storytelling – and perhaps even the chanting narrative style – sets a scene that feels both warm and familiar. Yet at the same time, it turns original and alien as the calm of the words is challenged by dense patterns of simple sonic elements interacting with each other.
Oratorios in the 18th century lasted three hours and can easily feel distant and irrelevant today. But Xamanek’s album, rooted in the cuentos y leyendas de Honduras they heard in their childhood, offers three-quarters of an hour of presence – one that unexpectedly points forward.
Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.
Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes.
Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra deres rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.
Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som de hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad.
Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet.
»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt. Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.
Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.
Saturday night at Huset’s Xenon stage was a true laboratory of sound, body, and technology. Two vastly different artists explored the expressive possibilities within sound and performance art. First, the Icelandic composer Sól Ey presented her performance Hreyfð («she is moved« in Islandic) wearing a suit equipped with microphones, speakers, and gyroscopes, her movements were transformed into sound. Through slow, deliberate motions, Ey tuned into different frequencies. Each gesture created a new auditory universe – ranging from soft, ethereal tones with the finest textures to distorted and aggressive noises, from cosmic whispers to fragmented radio signals that reminded me of NASA’s Voyager recordings. In complete silence, the audience observed Ey as she explored the sounds of outer space.
Afterward, the Japanese drummer Ryosuke Kiyasu stepped forward like a sonic warrior. With nothing but a snare drum, a table, and a microphone, he unleashed a relentless 30-minute sonic assault. He screamed, pounded, and perspired. He used both his own body and drumsticks. The audience held their breath as Kiyasu attacked his snare drum like a man determined to break through the limits of sound from within. And when he finally collapsed onto the floor, the room erupted in cheers.
While Sól Ey wove an intricate dialogue between technology and movement, Ryosuke Kiyasu launched a frontal attack on the material’s resistance. Both confronted the boundaries of sound with uncompromising dedication, demonstrating that sound art is not just about playing – but about transformation.