Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.

Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes. 

Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra deres rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.

Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som de hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad.