Bent Sørensen
29
© PR
Bestræbelsen er den samme i de to erindringsbilleder, der som en uhørt luksus materialiserer sig her gennem DR Symfoniorkestrets adrætte arbejde. Nemlig at stille et nostalgisk vemod – romantiske strygere, klagende glissandi – op over for moderniteten.
Hvordan lyder nuet? Enten som storbyens susende trafik i L’isola della città med Trio con Brio som fremskudt hovedperson eller som et vedvarende skrig af skiftevis klanglig opfindsomhed og monoton udstrakthed i Second Symphony.
Mest fortællende virker mødet i den raffineret konstruerede trippelkoncert, hvor et spilledåseenkelt klaver klinger af fugal barndomslængsel, men afbrydes af kontrabassernes støjende borebehov: erindringsflugten saboteret af vejarbejde, Bent Sørensen som underspillet – og uventet – humorist.
Hører man værket som et møde mellem nostalgi og nutid, lægger man også mærke til, at de to kombattanter forsones. En stammende, snurrende uro sætter sig i den erindrende, der til sidst indser støjens potentiale og ender med at skabe endnu skønnere klang ved at invitere dissonansen indenfor.
Det er et finurligt og betagende erindringsspil, Sørensen tegner op. Det er også albummets stærkeste værk, for sekundsymfonien føles som indspillet musik mere forceret i sin dualisme, end den gjorde i koncertsalen, der bedre understøttede klangens rumlige vandring og den dramatiske vekselvirkning med slagtøj.
Ikke desto mindre: to fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.
Alexandra Hallén og Krumbuktus opførte en række værker under overskriften »Alexandras Spectacle«. © Alexander Banck-Petersen
»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.
Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!
Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!
»Sakramente (Natsange)« blev opført af Erica Giacoletto, Kalle Hakosalo, Matias Seibæk og Tomek Szczepaniak. © Alexander Banck-Petersen
»Kroppen er ikke i rummet, den bebor rummet,« skriver fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, og jeg mærker det som et nervesus, da det pludselige udsyn af kroppene foran mig absorberer kirkerummet: en nærved nøgen kvindekrop som centrum i trekantsformation af tre mandlige kroppe klædt i sort.
Sakramente (Natsange) af kropskomponisten Jeppe Ernst simrer af posthumanisme: kroppe, der bevæger sig, som var de forprogrammeret i en metronomstram synkronicitet, prædetermineret til at danne imitationer, spejlinger og kontrapunkter. Skinbarlige kroppe, der blinker og ryster, men på samme tid fremstår lige så artificielle og konstruerede som det partitur, der har sat dem sammen.
Værket består af tre satser, hvor den sidste er et ekko af den første. De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser. Bløde løft, en pludselig sitren i hånden, kontante fremadskydninger: Alt sammen udført med et imponerende fokus.
I andensatsen træder værket i karakter. Kvindekroppen bliver lagt ned i en positur, der både minder om da Vincis Den Vitruvianske Mand og Kristus på korset. Mandekroppene sætter sig på hug rundtom og iværksætter et voldsomt ritual, hvor dumpe slag og kvælertag blander sig med nænsomt strygende kærtegn.
Bevægelserne, der før virkede abstrakte, bliver nu til symbolske berøringer, som udtrykker en besidderisk ambivalens. De vil dominere, men er allerede domineret, sat sammen i rytmiske mønstre. Det er en form for afmagt, der udsulter humanismens naturaliserede kropsbegreb og på fornemste vis afslører mande- og kvindekroppen som dybt konstruerede størrelser.
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«. © Carl-John Hoffmann
Den første gang, jeg satte dette album på, fyldtes jeg næsten øjeblikkeligt af en nærmest barnagtig begejstring. En særegen kombination af overraskelse og genkendelsens glæde overkom mig. Jeg havde aldrig hørt albummet før, men det føltes, som om jeg alligevel havde hørt musikken før.
Kaj Duncan Davids musik drypper, bobler, trækker vejret tungt og udånder, vokser og fortaber sig. Den er fyldt med vokallyde – menneskelige, eller et stykke softwares imitationer? Et sprog de- og rekonstrueret. Synths, der til tider simulerer analoge instrumenter. Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.
De elektroniske flader, blip og blop samt stemmer iblandes lejlighedsvis dyrelyde. Alt fra heste, grise og hunde til frøer, katte og fugle får lov til at istemme sig koret. Især katten på titelnummeret frembringer konsekvent et smil på læben. Der er noget mystisk, mytisk, men også absurd humoristisk over det.
All Culture Is Dissolving er som en kedel i kosmisk størrelsesorden, hvori al eksistens er blevet kogt ned til en ny ursuppe – og dette er, hvordan det lyder. Det flyder over af liv, eller i hvert fald en approksimation af det. Overraskelsesaspektet er nu ved nærmere bekendtskab gået tabt, men begejstringen er ikke aftaget.
Vanessa Amara: »Music for Acoustic Instruments & Feedback«. © Posh Isolation
Music for Acoustic Instruments & Feedback får tiden til at stå stille. Kombinationen af akustisk instrumentering – klaver, klokker, akkordeon med mere – og feedback giver albummet en overjordisk kvalitet. Klokkerne på intronummeret »Bells« er hørbart til stede. De findes, i lighed med de andre instrumenter på albummet, et sted derude i verden. Deres lyde er på et tidspunkt blevet optaget og er nu blevet en del af nærværende udgivelse.
Feedbackens uigenkendelighed forplumrer dog billedet. Det er, som om jeg kan placere musikken i sted, men ikke i tid. Jeg henføres til dagdrømme, hvori tidens kontinuerlige og fremadrettede march ikke kan tages lige så for givet, som man gør det i sin vågne tilstedeværelse. Klaveret i »Piano & Two Tape Loops« skyller frem og tilbage, mens båndoptagelserne pludrer i baggrunden.
Der er noget ved disse numre, der sætter gang i den frie association, en midlertidig frigørelse fra min egen kødelige eksistens. De somme tider melankolske, somme tider sangvinske simple melodier, der svæver over en underskov af feedbackens flimrende, summende droner. Vanessa Amara gør sig i en form for underspillethed, der opfordrer til både mere og mindre fokuseret lytning. Begge tilgange anbefales herfra.
Bára Gísladóttir og Skúli Sverrisson: »Caeli«. © Sono Luminus
En verden af iskold sol og helvedsblomster toner frem i Gísladóttirs musik; bredt hvislende droner sat over for kontrabassens på samme tid meditative og foruroligende botanisering. Det er storladent, men ukunstlet, en bombastisk ensartethed i en to timer lang raptus. »Solen størkner blodig, imedens den brænder,« som Baudelaire skrev.
Kun rent undtagelsesvis viger Gísladóttir og Sverrisson bort fra hovedsporet på Caeli, for eksempel med de klagende mågeskrig og konturerne af et strygerarrangement på »Caeli movendi sunt et terra«. For sproget er fundet, deres opgave er blot at lade det flyde. Hyl mod månen!
Jeg kan ikke lade være et krydslæse Gísladóttir – månens og den evige vinters besynger – med den soloptagede og lige så hyperproduktive digter Cecilie Lind: »Jeg er solen, der stod op om natten,« skriver hun i Mit barn, langdigtet om fødslen af den sorte sols baby og den personlige undergang spejlet i galaksens, »mor / mord / dødssol«.
Umuligt er det at fjerne blikket fra himmellegemer i kollaps, hvad end det er måne eller sol (ét fedt bag apokalyptiske briller). Og det er vel sådan, jeg lytter til Caeli og Gísladóttirs improvisatoriske partiturcirkler, som en myg fanget af det lys, der vil udslette den. Som en myg, der ser en komponist finde sit sprog og bade sig i den overflod af lyd, det taler.