1.5
16.08.2022

Nostalgi med fremtiden for sig

Bent Sørensen: »The Island in the City«
© PR
© PR

Bestræbelsen er den samme i de to erindringsbilleder, der som en uhørt luksus materialiserer sig her gennem DR Symfoniorkestrets adrætte arbejde. Nemlig at stille et nostalgisk vemod – romantiske strygere, klagende glissandi – op over for moderniteten.

Hvordan lyder nuet? Enten som storbyens susende trafik i L’isola della città med Trio con Brio som fremskudt hovedperson eller som et vedvarende skrig af skiftevis klanglig opfindsomhed og monoton udstrakthed i Second Symphony.

Mest fortællende virker mødet i den raffineret konstruerede trippelkoncert, hvor et spilledåseenkelt klaver klinger af fugal barndomslængsel, men afbrydes af kontrabassernes støjende borebehov: erindringsflugten saboteret af vejarbejde, Bent Sørensen som underspillet – og uventet – humorist.

Hører man værket som et møde mellem nostalgi og nutid, lægger man også mærke til, at de to kombattanter forsones. En stammende, snurrende uro sætter sig i den erindrende, der til sidst indser støjens potentiale og ender med at skabe endnu skønnere klang ved at invitere dissonansen indenfor.

Det er et finurligt og betagende erindringsspil, Sørensen tegner op. Det er også albummets stærkeste værk, for sekundsymfonien føles som indspillet musik mere forceret i sin dualisme, end den gjorde i koncertsalen, der bedre understøttede klangens rumlige vandring og den dramatiske vekselvirkning med slagtøj.

Ikke desto mindre: to fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.

1.5
01.12.2021

門Mon – Port til ensomhed

Olga Szymula: »門Mon«
© Steffen Jørgensen
© Steffen Jørgensen

Under en konstant stråle af sand stod en performer. Sandet faldt ned over hendes skuldre, og det begyndte pludseligt at klø overalt på min krop. Der var helt stille på Teatret Gruppe 38. I komponisten Olga Szymulas 門Mon foregik al lyd binauralt i høretelefoner. Abrupte syntetiske lydflader, japansk oplæsning af fragmenterede tekststykker og evigt tilbagevendende elektronisk ødelagte korflader fløj helt tæt om ørene på os. 

Bag performeren, der langsomt begyndte at dreje rundt under sandstrålen, afspejlede abstrakte videoanimationer den komplekse lydside. Gennem animerede sandbølger, der konstant ændrede form, og forvredne, japanske naturbilleder rejste vi gennem en verden af ensomhed, hvor en fornemmelse af noget unheimlich var medpassager. 

At forsøge at forstå 門Mon til fulde var umuligt, og måske også overflødigt. Der foregik en sammensmeltning mellem kulturelle udtryk og traditioner. Alle forsøg på meningsdannelse blev forvrængede og afbrudte, som om de mange lag af sprog og udtryksudvekslinger mellem medier dannede deres egen utilgængelige virkelighed.

門Mon var med lyd, performance og videokunst i én samlet pakke højdramatisk og samtidig – uden at miste intensitet – uendelig langsom. Jeg sad i mørket, mens jeg blev opslugt af det evigt dalende sand, der faldt ned over performerens krop og fik indtryk af at være en del af en smuk eksplosion i slowmotion, i en verden fyldt med statisk dramatik. 

0.667
28.11.2021

Der var engang en westerncellist

»Niels Rønsholdt: »Country«
Jakob Kullberg. © Søren Rønholdt
Jakob Kullberg. © Søren Rønholdt

Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.  

Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical. 

Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen. 

Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige. 

1.5
27.11.2021

The computer has been feeling

Skarv: »Haptic Feedback«
Skarv. © Maria Leth Schütze
Skarv. © Maria Leth Schütze

Jeg ved ikke, om det nogensinde lykkedes at finde følelserne i maskineriet, men det lader til, at det er det, Mads Krue Bugge forsøger på sin nye ep Haptic Feedback, under navnet Skarv. En ep, der måske ikke finder nyt terræn i sin blanding af enormt minimalistisk glitch og ambient, men alligevel tager udgangspunkt i et specifikt koncept, hvor kunstneren skaber sig et scenarie, som har avlet de fem soundscapes frem på pladen.

Som et øjebliksbillede – måske af ensomheden under de sidste års ufrivillige isolation – leger Skarv med elektroniske flader og opbrudte, warpede lydforløb. Som den fremmedgjorte stemme på »Realistic Touch« eller det iturevne synth loop på »Computer Love«, der trods sin lånte titel fra genrens gudfædre, synes at søge efter en varm følelse af nærhed i de manipulerede loops, indtil den når hektiske, rytmiske tendenser i kompositionens anden halvdel.

Egentlig er det kun »Computer Love« og den ildevarslende »Lonely Again« – der lyder som en computers gråd – der fanger min opmærksomhed fuldt ud. Ellers bliver et par af sekvenserne en anelse for søgende og navlepillende. Men når Haptic Feedback er bedst, formår Skarv at få den rå maskine til at opnå store og triste følelser, hvilket er enormt bemærkelsesværdigt.

1
24.11.2021

Ocean af fjer

Frederik Sandfeld: »Fractionations«
© Frederik Sandfeld
© Frederik Sandfeld

Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde. 

Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det. 

Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations

0.667
24.11.2021

Enestående fremtidsflaskepost

Niels Rønsholdt: »Archive of Emotions & Experiences, Book 1«
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose

Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.

Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.

Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.

Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.