kortkritik

Nordmand omfavner fremtiden med glitch og tambourkorps

Øyvind Torvund: »A Walk Into the Future«

29. june

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.

Playliste

Mit navn er Else Torp – vil du se min playliste?

24. august

»Musik for mig er en nødvendighed. Nyt og gammelt. På tværs af alle genrer. Musik er noget helt essentielt menneskeligt – og for mig er stemmen det mest direkte kommunikerende instrument i verdenen.«

Else Torp debuterede i maj 2023 i tre koncerter med New York Philharmonic i et værk af den amerikanske komponist Julia Wolfe. Hun har tidligere optrådt med bl.a. BBC Philharmonic, Scottish Chamber Orchestra, Gulbenkian Orchestra, danske landsdelsorkestre, London Symphony Orchestra og Sydney Symphony Orchestra. Hun synger et omfattende repertoire af Lieder, danske sange og eksotiske værker som William Waltons Façade og Judith Weirs one-voice opera King Harald’s Saga. Else Torp er medlem af Paul Hillier’s Theatre of Voices og har optrådt på internationale scener som BBC Proms, Berliner Festspiele, Lincoln Center og ved flere udsolgte koncerter i Carnegie Hall. Else Torp har medvirket på snart 40 indspilninger på Dacapo, Ondine og Deutsche Grammophon og på den Grammy-vindende CD The Little Match Girl Passion (HMU, USA). I 2016 udkom duetten »Distant Sky« med Nick Cave og Else Torp på albummet Skeleton Tree samtidig med premieren på 3D-dokumentaren One More Time with Feeling om albummets tilblivelse. Hun sang live med Nick Cave and The Bad Seeds i Royal Arena og var igen biografaktuel et halvt år senere. I 2018 sang hun blandt andet Kaija Saariahos opera Only The Sound Remains på Paris' Opera Garnier, Teatro Real de Madrid og Lincoln Center i New York. Else Torp har medvirket i DRs Den klassiske Musikquiz, været deltager i Babettes Gæstebud med Brødrene Price, ligesom hun ofte interviewes til DR P2.

Playliste

Vi hedder Skammens Vogn – vil du se vores playliste?

20. august

»For os er musik saltet, vinen, forretten, hovedretten, desserten, opbygningen, forløsningen. Musik er også en masse mellemrum. Musik kan være til glæde og trøst for mennesker, og det er ganske smukt, synes vi. Ikke mindst er musik en vej (ud af mange) ind i altings altinghed.«

Skammens vogn er en trio bestående af digterpræsten Nikolaj Zeuthen, healeren Oliver Hoiness og den irske cannabisbonde Jakob Millung. Det er en gruppe baseret på et venskab fra folkeskoletiden, et kunstnerisk og spirituelt fællesskab, som snart har eksisteret i tyve år. Bandet slog igennem med albummet Asfalt (2013) og har siden da udgivet syv albums.

Skammens vogn er hverken highbrow eller lowbrow, men et sted midt i mellem. Eller måske snarere nobrow. Musikken har en folkelig appel, men er også blevet kaldt »en finger til ræset«. I deres tyve år lange karriere har de bevæget sig fra brutalistisk naivisme over ambitiøs avantgardepop og til underliggjort blues. Musikken er en blanding af genrer, og i midten af blandingen bor Zeuthens poetiske tekster, udtrykt med hans tilbagelænede og uskolede vokal. Bandet har ved flere lejligheder sagt, at musikken skal kunne undre og pirre dem selv.

Playliste

My name is Carolyn Goodwin – would you like to see my playlist?

16. august

»Music has always provided me with a clear pathway on which to navigate a meaningful life. It is imbued with a set of noble intentions that have taught me important lessons: the art of giving and receiving, how to grapple with the ever-shifting forces of tension and peace, what it is to trust the people who surround you, and the ability to let go.«

The Irish-born, Denmark-based composer-musician Carolyn Goodwin is a clarinetist and saxophonist, and the founder of Copenhagen Clarinet Choir. Her compositional work is driven by a desire to explore new frontiers in ensemble playing, bringing body and movement to the forefront, and combining the freedom of improvised music with her foundation in classical music. Goodwin's 2022 release with the Copenhagen Clarinet Choir, Organism, on the År & Dag label, has been described as »cranio-sacral therapy for the ear« and »a perfect cross between intelligent and sensory music.« It is these sound and performance parameters that have inspired composers like Marcela Lucatelli, Greta Eacott, and Anders Lauge Meldgaard to compose music for Goodwin’s ensemble.

Goodwin is a member of the trio Coriolis, alongside fellow saxophonists Maria Dybbroe and Nana-Pi Aabo Kim, as well as Jason Dungan’s Blue Lake project. She is also part of the musician collective Barefoot Records.

kortkritik

Årets symfoniske statement

Søs Gunver Ryberg: »Coexistence«

Sune Anderberg

16. august

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

kortkritik

Global opvarmning er virkelig nået til Aarhus

Lydenskab, Laura Bowler: »The Girl With the Hurricane Brain«

Niclas Nørby Jochumsen Hundahl

16. august

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde.

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus.