Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.
Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.
Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.
Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.
Luft, altings forudsætning, er også altings udfordring. Driver man rundt en fredag på talentfestivalen Spot i Aarhus, er det ikke kun den kraftige vind, der rusker i nervøse ører, det gør også unge popvokaler med luft, al for megen luft, på stemmebåndene.
Mødet med Maria Dybbroes klare altsaxofon i den albumaktuelle flimringskvintet Caktus bliver derfor også et møde med det, som mange musikere må have glemt i øjeblikkets spurt mod stjernerne: den klanglige kernes forførende sandhed, den luftløse nøgenheds hårdhed og appel.
I hendes blæs høres ingen hvislen, men en helt ren, maritimt blågrøn lyd. Fra Dybbroes lukkede øjne og fuglede bevægelse udgår en impuls, der får hvert livgivende pust til at sætte sig i saxen som en hele tiden foranderlig tone. Alt bliver til udvikling: nervøs tremolo, bugtende intensitet, letblæst piblen og hele tiden dette antiluftige, skorpede hjerte i klangen.
Ledsaget af melankolsk skærende cello, grundprikkende kontrabas, let bølgende trommer og endnu en altsax, denne i kontrasterende luftige klæder, er mødet med Caktus’ ømt trukne melodier og henslængte plateauer en undtagelse af tæt ro og opmærksomt lyttende fællestrance på Spot.
Det er, kort sagt, en påmindelse, ja et opdrag, om at gennembryde luftagtighedens tekniske fernis og turde satse hele sit musikalske projekt på sandhedens alter. Alt er kerne. Og Caktus’ kerne, Dybbroes uimodståelige klang, er en livgivende kilde af kaktusvæske i en ørken af luftspejlinger.
I Skuespilhuset giver den tværæstetiske musikforestilling Hex stemme til en række historiske personer under 1600-tallets uhyrlige trolddomsprocesser. Der er udelukkende kvinder både på og bag scenen, og manuskriptet af Olga Ravn og Liv Helm er skrevet over historiske retsdokumenter, teologiske skrifter og gamle magiske remser.
Monologerne flyder med stor musikalitet og står stærkest ved en magisk voksdukkes poetiske vidneberetninger: »Hvis jeg havde haft øjne, der kunne græde, havde jeg grædt.« Kvinderne bevæger sig langsomt som Butoh-ånder og gjalder gåsehudsfremkaldende flerstemmig sang over melankolske folketoner og ritualistiske trommerytmer. Jeanett Albeck er værkets komponist og performer også selv sammen med en perkussionist og en cellist. Hun personificerer renæssancesamfundets ultimative horrorfantasi – djævlen selv – og sætter undervejs gang i en grotesk dæmondans med åben mund og svirpende nippletassels over pulserende trancemusik, ond latter og kvindestøn i loop. Henover resonerer hendes dæmonisk manipulerede stemme tungt og ironisk: »Når kvinder tænker alene, tænker de ondt.« Det er som et syretrip gået galt.
Forestillingen er så sansemættet, at den bliver uklar i sin historiefortælling. På trods af smukke og stærke idéer undervejs, sidder man som publikum tilbage med en usamlet oplevelse og en følelse af at være slået omkuld uden forklaring. En ujævn sammenblanding af mange kunstneriske udtryk og niveauer af tid gør, at man aldrig helt kan give sig hen til den samlede fortælling. Som et uforståeligt ritual, der er lukket inde i sig selv.
Der er så tyst i Ørestaden
En elektronisk produceret drone tystnede det ellers snakkesalige publikum i kunsthallen Simian, der onsdag aften fremstod som en stor åben kælder badet i blåt lys. Her havde den svenske lydkunstner, komponist, musiker m.m. Catherine Christer Hennix samlet en reduceret udgave af den nydannede gruppe Kamigaku Ensemble: Udover Hennix selv på det japanske rørbladsinstrument shō var også ligeledes svenske Ellen Arkbro på trompet og Marcus Pal på elektronik og stemme. Trompettonerne var lange og kun afbrudt af behovet for at trække vejret. Snart kom Hennix på shō med og Pal med messende sang. Forholdet mellem de fire elementer – den kontinuerlige drone, den æteriske shō, den jordnære trompet og den menneskelige sangstemme – udviklede sig på små, men meget interessante måder. Musikerne var i en konstant søgen efter hinandens tonearter, og når de mødte hinanden rigtigt, ringede samklangen på den helt magiske måde.
Således oscillerede de tre musikere koncerten igennem, en opbyggende bølgegang mellem fundet og mistet samstemmighed i en kælderstilhed, der kun aperiodisk blev afbrudt af publikums skridt, host og ølåbning. Intet andet end skønheden i Hennix, Arkbro og Pals søgen efter indbyrdes harmoni. Koncerten sluttede med den samme enkeltstående drone som den startede med, og en vis forvirring over, hvorvidt opførslen rent faktisk var færdig. For mit vedkommende kunne de tre musikere godt have fortsat en stund endnu.
Et nyt oratorie af Hugi Guðmundsson giver Maria Magdalene en klar stemme som apostel med et tæt forhold til Jesus. Med oldgamle apokryfer som tekstligt udgangspunkt består The Gospel of Mary af en række korte satser for sinfonietta, kor og solosopran. Hypnotiske meditationer spilles af blot et enkelt blæserinstrument med strømmende melismer og fungerer som en slags auditiv søjlescenografi, der rammesætter fortællingen i et mellemøstligt univers. Ligesom hovedpersonen selv står de helt alene, og det er smukt og ekstremt nærværende. Fra den første basklarinetmeditation stiger pulserende strygere op til ivrige xylofonstrømme og et svævende lydtæppe af menneskestemmer. Hele satsen bliver mere og mere højtregistreret og dirrende, til musikken næsten splintrer.
Som en græsk tragedie har koret både en kommenterende og en dramatisk rolle, hvor herrerne agerer Jesu disciple og kvinderne en slags forlængelse af Maria Magdalenes eget væsen. Schola Cantorum Reykjavicensis lægger stemme til og klinger flot over Århus Sinfoniettas flydende teksturer. Maria Magdalene synges af norske Berit Norbakken med en sopranstemme af drømmende vægtløshed og intens skønhed. På en gang stærk og sårbar er Norbakkens stemme omsluttet af kor og instrumenter, først nærende og beskyttende og siden mere voldelig, rå og klaustrofobisk. Hugi Guðmundsson skriver fantastisk for stemmer, og særligt værkets stille momenter er de mest magiske. Den rene menneskelighed eksisterer som et barn i os alle, bliver der proklameret, men Maria Magdalene bliver dog næsten for ren i sin godhed til for alvor at inspirere til radikal humanisme, for hvad er hun mere?
Tingene er ikke, som de plejer på Sort/Hvid. Efter vi har hængt vores jakker, bliver vi bedt om at gå udenfor, så alle bliver blæst igennem af en frisk forårsvind. Da dørene åbnes, længes vi derfor alle efter underverdenen og skynder os ind – og bliver prompte givet hver vores maske og lukket ind i en mindre labyrint, som det ellers er op til os at gå på opdagelse i. Langsomt begynder de at synge en sang, og før vi ved af det, bliver vi gennet ind i nogle lidt mere normale rammer med stolerækker og en scene.
Orfeo er mange ting: Det er en teaterkoncert, der giver os beretningen om Orfeus’ rejse til underverdenen, med Monteverdis evigt genkendelige musik. Det er også en hyldest til Monteverdis opera, med nye akkompagnementer komponeret af Rasmus Zwicki, der ikke føles forcerede. Det er også total(musik)teater, da vi får lov at synge med på skuespillernes simple og forførende klagesang. Og før vi ved af det, sendes vi tilbage i labyrinten, og nu er vi virkelig en del af underverdenen, for vi inviteres til at tage del i aktiviteterne i underverdenen.
Orfeo er en forestilling, der først og fremmest lykkes med at give en følelse af længsel – vi har aldrig nok tid, der hvor vi er. Lige som jeg var begyndt at finde rundt i labyrinten, blev jeg smidt ud, lige som jeg længtes efter endnu en Monteverdi-arie, stoppede musikken, og lige som jeg turde nærme mig Madam Nielsen og række hånden frem, begyndte klagesangen igen, og vi blev bedt forlade underverdenen. Den samme symmetri, der er i Monteverdi, oplever vi også i Orfeo.
Min gåsehud har endnu ikke lagt sig, og jeg længes tilbage til underverdenen, til at synge med, til at høre Monteverdis musik. På den måde var noget, som det plejer på Sort/Hvid, for det er en oplevelse, der bliver siddende.