kortkritik

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«

3. october

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

Playliste

My name is Iku Sakan – would you like to see my playlist?

25. november

Iku Sakan is an electronic musician from Osaka, Japan. his music focuses predominantly on the potential of emotional developments through the repetitive rhythmic patterns, rotating harmonics, and resonating melodies. The decades of collecting constantly shifting sound materials, melding improvisation, and DJ'ing practices, has led him to create his own unique niche of organic music in the late 2010s. His most recent works incl. a remix for the French composer Yann Tiersen (via Mute Records) and the forthcoming musique-concrete-inspired tone poem LP OMNITOPOEIA. When you ask Sakan what music is the answer is short: »Music is the healing force.«

Playliste

My name is Mike Sheridan – would you like to see my playlist?

18. november

»To me, music is about everything else.«

Mike Sheridan has been a part of the Copenhagen electronic musicscene since the mid 00’s. He entered the scene, barely in his teens, with his landmark debut album I Syv Sind (In Two Minds, 2008). Sheridan traced an ambient and dreamy approach, and with limited tools at hand, he constructed a teenage masterwork that few could have predicted. Among the first in his generation, Mike Sheridan launched his career to high acclaim, effectively crossing over to mainstream audiences.

Recent projects includes featuring on techno artist KÔLSCH’s album Isopolis (2021) and performances in Nicolai Howalt’s exhibhition A Journey: The Near Future at Gallery Martin Asbæk (2022). Yesterday Sherian released the album Atmospherics.

kortkritik

Voldsomt charmerende Volvo

Kresten Osgood: »Kresten Osgood & De Udeboende«

Kristoffer Møllegaard

9. november

Danmarks måske mest produktive musiker Kresten Osgood og hans 20 medlemmer stærke ensemble De Udeboende præsenterer med dette selvbetitlede album en liveoptagelse fra den aarhusianske Spot Festival. Koncerten er helt tilbage fra 2008, men det var øjensynligt en koncert, der – ligesom Osgood selv har ry for – stak i alle retninger.

Først fire covers. En skramlende, percussiontung version af »Voldsom Volvo«, så Gary Bartz’ »Celestial Blues« med Osgood på charmerende danglish-vokal og hvinende saxofoner, der i et spændende midterstykke truer med at få det hele til at falde fra hinanden, indtil en rytmisk elguitar trækker nummeret tilbage fra afgrunden. Bill Fays »I Hear You Calling« sætter tempoet ned, indtil »In the Army Now« skaber fællessangsstemning med kor og akustisk instrumentering.

Herefter begynder de originale kompositioner. En fortælling om Edalf, der på sin løbetur i middelklassedanmark anno 19XX er ved at skide i bukserne, dernæst »Det betyder jo så meget«, en sjov, men i virkeligheden også trist ode til dem i Osgoods omgangskreds, der måske tager en kende for meget coke. Sidst, men på ingen måde mindst, kommer »Deportivo La Coruña« med ultrakiksede synths, trommemaskiner og lyrik, og, som glasuren på kiksekagen, hammondorgelsolo.

Osgood og De Udeboende kommer således virkelig vidt omkring både genrer og stemninger med en sprudlende livs- og spilleglæde. Det er befriende rodet, kaotisk og fuldt af gode vibes. Hvad der mangler af rød tråd, kompenseres der mere end rigeligt for med ubestridt charme.

Playliste

My name is Lucky Lo – would you like to see my playlist?

6. november

»I play music to connect people and I sing melodies to encourage community. I believe in the transformative power of music and love.«

Lucky Lo's (Lo Ersare) mission is to unite people through music by shining a light on the dark sides of life and transforming our struggles and worries into joy and hope. In a time where mental illness is described as Denmark’s biggest public disease, Lucky Lo sees music as a vital tool for processing the challenges we face throughout life.

She was awarded Talent of the Year at the Danish music publisher’s awards, Carl Prisen, and the Swedish music critic's award, Skaps Prisen. Her recent album bears the title The Big Feel.

Playliste

My name is Johannes Sigurdsen – would you like to see my playlist?

30. october

»For me music is emotions, life, love and language. Food is like music, we can't avoid it, we strive for it because we need it. Music is art in past, present and future, it will always evolve in time – but at the same time timeless as well. Music stands where words fail.«

Johannes Sigurdsen is among the 13 artists nominated for the Nordic Council Music Prize 2023. Sigurdsen is from Nuuk, Greenland. Raised in Ikerasak. Self taught musician, guitarist, singer songwriter and music teacher. His nickname SIGU is also his artist name. SIGU is abbrevation of his last name: Sigurdsen. SIGU published his debut album Ujartaraat Qaamaneq in May 2022. He is recently student in Master of Music in pedagogical developement in RMC, Copenhagen.