kortkritik

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«

3. october

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

Playliste

My name is Tze Yeung Ho – would you like to see my playlist?

21. january

»Music chews words, thoughts and ideas for me – and perhaps for others too – so that I can digest intentions, affect and meanings.«

Tze Yeung Ho is a Norwegian-Finnish composer. Tze Yeung's music is created at the crossroads of understanding, reflecting his multilingual upbringing. His works explore the territories of speech, translation in language, dramaturgy and poetics. Working with Scandinavian, Finno-Ugric and Chinese poetry and prose, his music treads on the fragile landscapes of (mis)communication through (un)spoken words. Close collaboration with living writers, storytellers and word-based artists is integral to his practice. His creations usually result in some form of music theatre. Tze Yeung holds a doctoral degree (PhD) from the Estonian Academy of Music and Theatre and a master's degree from the Norwegian Academy of Music.

Playliste

Mit navn er Anders Søgaard – vil du se min playliste?

15. january

»Musik for mig er et motorvejshotel. Åbent 24 timer i døgnet. Der er ingen receptionister, og man får ikke udleveret nøgler. Man vandrer søvndrukken rundt ad hotellets mange gange, fra dør til dør. Nogle døre står på klem, andre må man flå op. Bag dem alle er der værelser. Nogle er sparsomt møblerede, andre er fyldt til randen med dansende mennesker. Man kan opholde sig derinde et par minutter. Nogle rum vender man tilbage til. Mange er lidt kedelige, andre vælter nærmest én bagover. Allermest holder jeg af dem, jeg ikke rigtig kan orientere mig i. De rum, hvor jeg er i tvivl om, hvad der er gulv, og hvad der er væg. Og hvad inventaret egentlig skal bruges til. Alle rum sætter sig i én. Du forlader hotellet og kører videre ad livets motorvej. En anden end da du kom.«

Anders Søgaard er digter og professor i kunstig intelligens og filosofi ved Københavns Universitet. Han har skrevet elleve bøger og mere end 300 forskningsartikler. Han har tre børn og bor i et bofællesskab i Roskilde.

Playliste

Mit navn er Steen Jørgensen – vil du se min playliste?

14. january

»Musik for mig er overraskelse, konfrontation, det være sig med en hammer, det være sig med en fjer eller noget helt tredje. Fra højoktan virtuositet til en bildør, der smækker i natten.«

Steen Jørgensen er forsanger, medstifter, komponist og tekstforfatter gennem snart 45 år i Sort Sol. Har derudover deltaget i utallige genrevridende projekter, fx Grønvirke, Ginman/Jørgensen mm. Han er aktuel med orkesteret JØRGENSEN/BOTES og dennes tredje udgivelse Dråberne 5, 7, 8 & 11.

Playliste

Mit navn er Johannes Andersen – vil du se min playliste?

14. january

»Musik for mig er lige så vigtig som brød på bordet og luft i lungerne. Ifølge Spotify kan jeg se, at jeg (med min kone som støtte) har lyttet til Spotify i 48.113 minutter. Og jeg har lyttet til 4837 forskellige sange. Af 1276 forskellige kunstnere. Opgørelsen viser også, at jeg har lyttet til Bob Dylan i det der svarer til tre dage i træk. Jeg hører til det, der kaldes for de 0,5 procent mest dedikerede Dylan-fans. Han viser sig i øvrigt at være min ynglingskunstner. Nok ikke den største overraskelse, men alligevel.«

Johannes Andersen er lektor emeritus og samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Han har senest udgivet bogen Fra en anden verden, og i denne uge udkommer Bob Dylan. Nærvær og fravær. Endvidere er han aktiv musiker i Johannes Andersen & The Overheads, som jævnligt spiller Bob Dylan på dansk.

kortkritik

Nedbrydelsens kunst

August Rosenbaum: »Opløsning«

Dastan Marouf

11. january

Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis.

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.