There is plenty of space around the many different sounds and voices narrating Central American horror stories on Honduran-Danish artist Xenia Xamanek’s album Germinate. The words »germinate« and »wilt« appear in the title, serving as fitting markers for the blossoming, bubbling, futuristic, and slightly eerie soundscape. A handful of voices fill the ears with mechanical, intense connections, swirling impressions of nature and language into the brain.
The album is a rare reinvention of the oratorio, the 18th-century religious opera genre featuring sung text fragments and wordless music. A significant departure from the dance floors Xamanek used to curate. Here, singers and an electro-acoustic soundscape tell stories through two simple, word-heavy recitatives, two arias with chanting narration, and electronic soundscapes.
There’s a calmness in Xenia Xamanek’s approach that can become utterly addictive. The material from their ancestral storytelling – and perhaps even the chanting narrative style – sets a scene that feels both warm and familiar. Yet at the same time, it turns original and alien as the calm of the words is challenged by dense patterns of simple sonic elements interacting with each other.
Oratorios in the 18th century lasted three hours and can easily feel distant and irrelevant today. But Xamanek’s album, rooted in the cuentos y leyendas de Honduras they heard in their childhood, offers three-quarters of an hour of presence – one that unexpectedly points forward.
»Music to me is – having spent a lot of time listening, composing, and thinking about it – still, essentially, a mystery.«
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
»Music for me is a universal tool for opening myself for feelings. It may be anger. It may be happiness or sadness. Music may make you wanna dance or cry. But it never leaves you indifferent to the emotional load it brings. Good music, at least. Music may tell stories. It may as well be a background, or a soundtrack for the moment, for the day, for life. That being said, music for me is a company for everyday. And I’m quite lucky that it’s my company at work as well, I guess.«
Jan Janczy is a Polish journalist and radio host at Radio Nowy Świat. His main fields of professional interest are Northern Europe, international affairs and music. He interviewed among others 3x Grammy Awards winner Fantastic Negrito, Röyksopp, Alabaster DePlume, Archive, Trentemøller and Mogwai. In 2024 together with JazzDanmark, Kultur(a) and Radio Nowy Świat he released a podcast series devoted to the history of Polish-Danish jazz connections. He is a Swedish philologist by education.
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
»Musik rammer mig stærkest, når den vækker længsel. Når jeg mærker den som et stik i maven, kan jeg begynde at tro på en oprigtighed i verden.«
Marta Bo er 24 år, bratschist på fritidsbasis og bachelorstuderende i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er netop startet som praktikant i Seismograf.
