kortkritik

Når synthesizere spirer: Filip Leymans organiske debut

Filip Leyman: »Soft Light«
© Gianluca Grasselli
© Gianluca Grasselli
28. august

Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

Playliste

Mit navn er Victor Boy Lindholm – vil du se min playliste?

17. june
© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

Playliste

Mit navn er Jomi – vil du se min playliste?

16. june
© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.

Playliste

Mit navn er Allan Gravgaard Madsen – vil du se min playliste?

13. june
© Malthe Folke Ivarsson

Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.



 

kortkritik

03

© Øystein Nesheim
© Øystein Nesheim
kortkritik

Aphex Twin – byens vildeste wellness

Syd for Solen: Aphex Twin  
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.