kortkritik

Når synthesizere spirer: Filip Leymans organiske debut

Filip Leyman: »Soft Light«

28. august

Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

kortkritik

På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«

Andrew Mellor

19. august

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Playliste

Mit navn er Rikke Frisk – vil du se min playliste?

16. august

Rikke Frisk. © Ida Guldbæk Arentsen

»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«

Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.

Playliste

Mit navn er Rasmus Bang – vil du se min playliste?

16. august

»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«

Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland.

Playliste

Mit navn er Julie Østengaard – vil du se min playliste?

12. august

»Musik er for mig en drivkraft og et sted jeg altid kan høre til, både alene og med andre. Den er en invitation ind i andres virkeligheder og forbinder på tværs af identitet og kultur. Meget magisk!«

Julie Østengaard arbejder med elektronisk lyd og komposition i installatoriske og performative formater. Hendes tidligere værker har inkorporeret elementer som advarselssirener, trafikstøj, mobiltelefoner, hjerneimpulser og indholdet af et gammelt skibsværft. I de seneste år har hun beskæftiget sig med identitet og kollektive idealer i vestlig kultur og hvordan sociale, teknologiske og psykologiske forhold former vores liv. Julie er aktuel med udstillingen MADE TO BREAK på Regelbau 411. Udstillingen er en installatorisk fortolkning af hendes kommende album Slug Barbie, som hun også optræder med i koncertformat på Struer Tracks 2025.

kortkritik

Modstandens trommer

Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«

Seb Doubinsky

12. august

Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.

Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.

Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.