Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.
Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer.
Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.
Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.
Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
På sit debutalbum som solomusiker præsenterer den norske pianist Anja Lauvdal ti diskrete numre. Ikke diskrete i den forstand, at de mangler karakter – for det gør de på ingen måde – men derimod i den matematiske betydning: De fremstår alle formfuldendte og forskellige fra hinanden.
Fra den pitchshiftende »The Dreamer«, der med sine let oscillerende strygersamples lyder lettere psykedelisk og drømmende; til regnskovspastorale i »Clara.« De dub-agtige rytmiske samples i »Sukkertare« til det kaleidoskopiske, repetitive afsluttende nummer »Xerxes Shore.«
Der foregår mange ting, men alligevel passer de sammen i et større hele, hvilket i høj grad kan attribueres til albummets miks, der på én og samme tid lader alting stå i skarp relief, og samtidig nærmest svøber hele udgivelsen i et lydmæssigt lunt tæppe.
Fællesnævneren for alle albummets numre er en følelse af ømhed. Når klaveret i »Xerxesdrops« fx spiller lidt sære, tangerende til uhyggelige akkorder, akkompagneres de af blødere, mere behagelige synths og rumsterende samples. Dette spil mellem det foruroligende og beroligende, ængstelse og accepten af samme, er en grundpille i ambientmusik, udlagt af selveste Brian Eno ved genrens fødsel. Og Lauvdal navigerer spændingsfeltet på fornem vis. Med nøje afmålte doseringer af mystik og hverdagskomfort, overraskelser og kendinge er From a Story Now Lost en nær perfekt eksekveret lille udgivelse.
På papiret er Nausias andet album lige noget for mig. Jazz? Tjek. Kraut- og støjrock? Tjek og tjek. Formår den københavnske kvintet at skabe en blanding, der fremhæver de særegne kvaliteter ved hver genre? Også tjek.
Til at starte med var jeg en dog smule i tvivl – det er som om, udgivelsens første to numre bliver brugt på at finjustere blandingsforholdene. Kompositioner, der træder lidt for meget vande; og lovede forløsninger, der lige mangler det ekstra, der skal til, for at de kan leve op til deres potentiale.
Ved tredje nummer overbeviser orkestret mig endelig – men så gør de det også med stil. »Zug« lever med sin godstogsenergi op til sit navn, med krautsk tempo og Isak Schiødt og Oskar Fayes to saxofoner, der i ren tegnefilmsstil desperat lægger spor foran trommeslager Laurits Schmidts og bassist Milo Aurvigs rytmiske lokomotiv. En musikalsk togulykke i slowmotion, som pirrer både hofter og hjerne. Også »Celebration Song« fortjener fremhævelse. Spooky baggrundssynth, Christoffer Beeses kantede, støjende guitar, saxofonernes mere konventionelle, opløftende melodi og afhængighedsskabende rytmik – i perfekt blandingsforhold.
At navigere flere forskellige genrer er en svær balancegang. Og selvom jeg en gang eller to fanger mig selv i at ønske, at kvintetten bare lige havde tilføjet lidt mere af dette eller hint, eller en smule mere eksplosion i det crescendo, så er det samlede værk et album, der fortjener masser af lyttere.
»Hu hu hu hu hu!« Publikum kaldte på det mongolske band, som trådte på scenen med vind i håret, publikumskontakt og stolthed over at være krigere, rytterfolk. Shamanistiske, sprængfulde af maskulin stamina og med strubesangens lange vibratovokaler og sangteknikker, der kunne få Lemmy Klimister til at tage hatten af fra det hinsides.
Traditionelle mongolske streng- og bueinstrumenter, tunge trommer, selvsikker elguitar, træfløjte og jødeharpe gik op i en højere enhed med mowhawks, undercuts, tung metal, syrerock og psychobilly. Nummeret »Gjenkis Khan« åbnede med stille bastoner, hæs vokal, bløde strøg over strengene og siden en eksplosion på rytmegruppen. Så udsyret metal og headbanging i »Wolf Totem«, tunge meditative droner i »Black Thunder« og den shamanistiske »Shoog Shoog«, der blev omsat til heavy.
Det var en stilsikker hitparade fra et band, der holdt energien samtlige sekunder i halvanden time. Aftenens sidste ekstranummer var en hyldest til heltene i Metallica, og således forlod The Hu scenen efter at have spillet »Sad But True« med mongolsk tekst og otte mand høj instrumentering.
Koncerten var en påmindelse om musikkens dialektik, hvordan kunsten ikke har grænser, kun broer. Ingen stjæler hinandens kultur, men hylder den, og inspirationen flyder frem og tilbage på tværs af verdensdele og årtusinder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
I computerspillet The Forest Quartet tager vi rollen som Nina, den netop afdøde saxofonist fra kvartetten, hvis død ikke underligt har efterladt bandet i krise. Vi besøger de resterende tre medlemmer som et spøgelse, der via sang og knips kan interagere med de levendes verden. I løbet af en samlet spilletid på lige knap halvanden time lærer vi mere om historien bag bandet og deres indbyrdes relationer – og at de hver især slås med en mental diagnose. Disse diagnoser bliver omdrejningspunktet for vores interaktion med dem, i forsøget på at genoprette deres lyst til fortsat at spille musik.
Visuelt og sonisk er spillet virkelig helstøbt, og styrken findes i de skift, vi udsættes for, når vi dykker ned i de enkelt bandmedlemmers psyke, der hver især domineres af melankoli, angst og raseri. Musikken i spillet, velspillet hyggejazz komponeret af Kaspar Vadsholt, bliver i løbet af spillet mere og mere fyldig, som medlemmerne vender tilbage. De enkelte toner, man som spiller kan frembringe, bliver herved løbende harmoniseret forskelligt, men mere fylder musikken ikke i fortællingen. Musikken er et mål i spillet, men knap så meget et middel.
The Forest Quartet er et utroligt fint spil med en helstøbt æstetik, der minder om en interaktiv film. Det er hverken banebrydende musikalsk eller fra et spil-design-perspektiv, men dette gør også appellen ekstra bred, så de fleste vil med fornøjelse kunne spille med.