Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.
Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer.
Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.
Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.
Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.
Lars Hannibal har skabt kinesisk musik på en kvarter lang digital udgivelse. Fire numre med digte fra Tang Dynastiet (618-907), som ifølge komponist og guitaristen selv er »et spejl og en fortidig kommentar til den menneskeskabte klimakrise«.
I Kina vil de sikkert diskutere teksternes oversættelse og den musikalske autenticitet. Svenske lyttere vil nok diskutere klima, og straks stille sig skeptisk overfor, at Hannibal er fløjtet to uger til Sydfrankrig til Jørn Utzons sommerhus for at skrive musik med en klimadagsorden. Tyskerne vil lugte epigonisme, og i USA vil de diskutere kulturel appropriation, og om det overhovedet er tilladeligt for en hvid, vestlig mand at skabe kinesisk musik. I Irland vil de sikkert være glade for, at Stephen Yesetas kontratenor har et irsk, folkemusikalsk præg pga. accenten og den rene brug af pentaton-skalaen. Her i Danmark vipper jeg mellem benovelsen over så stærke musikere som Michala Petri på lækre, dybe fløjter samt Gert Mortensens delikate brug af de percussive instrumenter, og om det fungerer at lave øreappetitlige klange med et kinesisk islæt. Eller om det primært spejler os selv.
Hannibal har skabt smuk, billedskabende musik, der bestemt lyder autentisk – godt hjulpet på vej af Xu Ziling på den kinesiske erhu og topklasse produktion ved Preben Iwan. Men lytter vi blot til vor egen fordom om Kina? Selvom de enkle melodier ikke kan tåle for mange genlytninger, bliver jeg dog indfanget af klangæstetikken, og får en stærk lyst til at høre mere ægte kinesisk musik. Derfor er værket en god øreåbner. Ikke for sin mærkelige snak om klima.
Guitarist og producer Tomas Kærups solodebut befinder sig i et lidt uheldigt grænseland. Til den ene side finder man støjende lydflader, mens man på den anden side mødes af clean, afslappede licks. Disse to forskellige tilgange til guitarspillet kan sagtens fungere sammen – og gør det indimellem også her – men alligevel mangler der noget. Efter den ellers ganske lovende »Prelude I – Interior«, udstiller titelnummeret en manglende samhørighed. Et meget repetitivt rent guitarstykke, der gradvist akkompagneres af feedbackede melodier. Der bygges tydeligvis op mod noget men uden forløsning.
Guitaren er det åbenlyst bærende element i alle albummets ni kompositioner, men af et så guitardrevet album at være, så kunne instrumentet godt være blevet brugt til mere. De forvrængede guitarer får mig til at ønske, at der blev skruet op for intensiteten, mens de mere tilbagelænede melodier derimod får mig til at ønske det modsatte.
Først på albummets næstsidste nummer, »Coast of Bretagne«, falder alting i hak. Her smelter de forskellige elementer sammen og danner et større hele. Bløde elektroniske blip og blop klukker afsted over et oprørt hav af feedback og distortion. I havet anes en lille redningsvest af akustisk guitar. Tænk hvis resten af albummet lød mere som dette nummer! Desværre bruges det meste af spilletiden ikke i det grænseland, hvor enkeltdelene overlapper, men i det tommere rum ved siden af.
Rumklangsfyldte akkordflader og melodi på wurlitzer-piano. Sat til sydende bækkener og velstemte tammer, klokker og rasleanordninger. En nordisk let melankoli, hvor farverne er matte og nedtonede men lækre. Sådan lyder Svaneborg Kardybs tredje album Over Tage. Fra det dybe og følsomme, over det mediterende og repeterende til det frie, fabulerende og jammede. Sidstnævnte viser, at duoen har mindst et ben placeret i en nordisk jazztradition.
Musikken – udgivet på det internationale Gondwana Records – er en rar men også ufarlig lytteoplevelse. Aarhus-duoen er klart bedst, når de arbejder med en art minimalistisk tilgang, fx titelnummeret hvor et vedholdende beat i trommerne spænder et rytmisk net ud, hvorpå tangenterne drejer toner og temaer rundt. Men det vellydende er også, hvad der afholder Svaneborg Kardyb fra for alvor at komponere nyskabende musik. Her efterstræbes et ensartet og homogent udtryk, hvor elementerne helst skal flyde mest muligt ind i hinanden. For ofte kommer de to instrumenter derfor til blot at danne baggrund for hinanden, som om de begge venter på den anden. Når så en ny musikalsk ide indtræder, efterlades indtrykket af en musik, der står i stampe. Mest af alt savner jeg abstraktioner – indslag der tør bypasse det samlende princip og bryde ud af det hermetisk sfæriske rum, der i for høj grad præger kompositionerne på Over Tage.
Kollision kunne med sin sfæriske mystiskhed kombineret med støjende elementer og tunge beats være soundtracket til en David Lynch-film. Filmkomponist og lyddesigner Josefine Skov skaber flydende elektroakustiske soundscapes i grå nuancer og blå toner ved hjælp af analoge og digitale optagelser og processeringer, som går op i en højere enhed af computergenerede klange såvel som konventionelle og hjemmelavede instrumenter.
Numrenes progression matcher konstant stemningerne, hvor »Puls« skaber en cinematisk oplevelse krydret med trommebeats a la trip hop, bevæger titelnummeret sig langsomt fra det drømmende til en kulmination af keyboards, lyden af tunge strygere og støj.
Kollision er håndværksmæssigt stærkt og byder på alternative eksperimenter uden at blive krævende. Skov formår i et univers af skæve toner og mol at skabe en fløjlsblød, legende lethed, der kaster et poetisk skær over en kold og mørk regnvejrsdag i november, november, november, november.
Så er der endelig godt nyt til de mange husejere med gasfyr. Sultanen af nedsablinger i primetime, Thomas Blachman, har med suiten Oh Yes My Maker skabt et værk, der består af så rigelige mængder varm luft, at energikrisen nu må være ovre.
Blachman har i forbindelse med udgivelsen udråbt sig selv til den symfoniske musiks frelser. Og forberedt gud og hvermand på, at »parnasset« og »snobberne« nok vil synes, at suiten – der foreligger som ren og skær MIDI-musik, fordi genialitet ikke kan holdes nede – er noget »frygteligt lort«.
Det er simpelthen en fornøjelse, når udgivelser ledsages af så nøjagtige anmeldelser fra kunstnerens egen hånd, at man ikke føler trang til at opponere. For Blachmans plastiske MIDI-suite er en kontrarevolution. Han er på sin største mission hidtil: at overbevise os om, at fortiden er fremtiden.
I dette parallelle univers væves revolutionens lydtæppe af Schönbergs ekspressionisme, Stravinskijs neoklassicisme, Bernsteins symfoniske jazz og tidligere tiders filmmusik. Jovist, det lyder tungt som et arkivskab, støvet som gammel cognac og mørkt som en undereksponeret spionfilm. Men tjek det her ud:
Musikken spilles af et computerprogram! Et vaskeægte computerprogram. Kan man forestille sig noget mere moderne? Thomas Blachman, der nu i tyve år har solgt sig selv som originalitetens sendebud, kan ikke. Han kalder det »en ny æstetisk dagsorden for kontrapunktisk partiturmusik«.
Men »frygteligt lort« ligger bare bedre i munden.