Når nogen synger direkte ind i dit øre midt om natten
Midt i Carl Nielsens »Solen er så rød mor« rammer tusmørket salen. Så følger højskolesange og vuggeviser, kørt gennem et elektronisk filter og gerne i mol. Marie Højlund og Den Sorte Skoles bearbejdninger af sange om natten udspiller sig i et elegant twilight/chiaroscuro-univers a la Floria Sigismondis Christina Aguelira-video »Fighter« eller The Fifth Element. Her er vemodets røst. Sunget solo eller i kor, sakralt, forvrænget, spøgelsesagtigt og på en baggrund af noise. Som afdøde stemmer, der er kommet tilbage for at sidde ved sengen og hjælpe den endnu vågne videre. Musik har altid assisteret i overgangsriter og endda fungeret som vidundermiddel til søvnløse grever.
Dramaturgien i Natten er inspireret af søvnstadier: Let søvn, REM, drøm, mareridt, opvågning – alt er flydende, cyklisk som døgnet, og det vibrerende soundscape efterligner nattens lov, hvor fornuften er itu og giver plads til erotisk gnubbende performere på en hestekarusel, K-pop-energi, mega goth og en uskyldig rytmeboks. 30 stykker musik, akkurat som i Goldberg Variationerne, er ret mange. Ofte er de dog ordnet i medleyer, og denne teaterkoncert er mere en stemningsrapport fra et ulogisk rum, natten, et privat sted, som vi alle genoplever hver dag, men som det er svært at rapportere fra. Derfor har vi alle dage poetiseret det manglende lys. Den ældste sang er i øvrigt fra 1642.
Når Natten er bedst, favnes og italesættes mørkets hemmelige rum med en elektrisk nerve og fornemmelsen af, at nogen synger direkte ind i dit øre. Varme synths ledsager disse sange om somre uden sol, ikke for mange eksperimenter men med masser af melodi – og i momenter er det som at lytte til natsværmere. I det gamle teaterrum bliver vi bevidste om at huske at lytte til verden, eller når nogen synger for os, også i halvslumrende tilstand.
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
På sit debutalbum som solomusiker præsenterer den norske pianist Anja Lauvdal ti diskrete numre. Ikke diskrete i den forstand, at de mangler karakter – for det gør de på ingen måde – men derimod i den matematiske betydning: De fremstår alle formfuldendte og forskellige fra hinanden.
Fra den pitchshiftende »The Dreamer«, der med sine let oscillerende strygersamples lyder lettere psykedelisk og drømmende; til regnskovspastorale i »Clara.« De dub-agtige rytmiske samples i »Sukkertare« til det kaleidoskopiske, repetitive afsluttende nummer »Xerxes Shore.«
Der foregår mange ting, men alligevel passer de sammen i et større hele, hvilket i høj grad kan attribueres til albummets miks, der på én og samme tid lader alting stå i skarp relief, og samtidig nærmest svøber hele udgivelsen i et lydmæssigt lunt tæppe.
Fællesnævneren for alle albummets numre er en følelse af ømhed. Når klaveret i »Xerxesdrops« fx spiller lidt sære, tangerende til uhyggelige akkorder, akkompagneres de af blødere, mere behagelige synths og rumsterende samples. Dette spil mellem det foruroligende og beroligende, ængstelse og accepten af samme, er en grundpille i ambientmusik, udlagt af selveste Brian Eno ved genrens fødsel. Og Lauvdal navigerer spændingsfeltet på fornem vis. Med nøje afmålte doseringer af mystik og hverdagskomfort, overraskelser og kendinge er From a Story Now Lost en nær perfekt eksekveret lille udgivelse.
På papiret er Nausias andet album lige noget for mig. Jazz? Tjek. Kraut- og støjrock? Tjek og tjek. Formår den københavnske kvintet at skabe en blanding, der fremhæver de særegne kvaliteter ved hver genre? Også tjek.
Til at starte med var jeg en dog smule i tvivl – det er som om, udgivelsens første to numre bliver brugt på at finjustere blandingsforholdene. Kompositioner, der træder lidt for meget vande; og lovede forløsninger, der lige mangler det ekstra, der skal til, for at de kan leve op til deres potentiale.
Ved tredje nummer overbeviser orkestret mig endelig – men så gør de det også med stil. »Zug« lever med sin godstogsenergi op til sit navn, med krautsk tempo og Isak Schiødt og Oskar Fayes to saxofoner, der i ren tegnefilmsstil desperat lægger spor foran trommeslager Laurits Schmidts og bassist Milo Aurvigs rytmiske lokomotiv. En musikalsk togulykke i slowmotion, som pirrer både hofter og hjerne. Også »Celebration Song« fortjener fremhævelse. Spooky baggrundssynth, Christoffer Beeses kantede, støjende guitar, saxofonernes mere konventionelle, opløftende melodi og afhængighedsskabende rytmik – i perfekt blandingsforhold.
At navigere flere forskellige genrer er en svær balancegang. Og selvom jeg en gang eller to fanger mig selv i at ønske, at kvintetten bare lige havde tilføjet lidt mere af dette eller hint, eller en smule mere eksplosion i det crescendo, så er det samlede værk et album, der fortjener masser af lyttere.
»Hu hu hu hu hu!« Publikum kaldte på det mongolske band, som trådte på scenen med vind i håret, publikumskontakt og stolthed over at være krigere, rytterfolk. Shamanistiske, sprængfulde af maskulin stamina og med strubesangens lange vibratovokaler og sangteknikker, der kunne få Lemmy Klimister til at tage hatten af fra det hinsides.
Traditionelle mongolske streng- og bueinstrumenter, tunge trommer, selvsikker elguitar, træfløjte og jødeharpe gik op i en højere enhed med mowhawks, undercuts, tung metal, syrerock og psychobilly. Nummeret »Gjenkis Khan« åbnede med stille bastoner, hæs vokal, bløde strøg over strengene og siden en eksplosion på rytmegruppen. Så udsyret metal og headbanging i »Wolf Totem«, tunge meditative droner i »Black Thunder« og den shamanistiske »Shoog Shoog«, der blev omsat til heavy.
Det var en stilsikker hitparade fra et band, der holdt energien samtlige sekunder i halvanden time. Aftenens sidste ekstranummer var en hyldest til heltene i Metallica, og således forlod The Hu scenen efter at have spillet »Sad But True« med mongolsk tekst og otte mand høj instrumentering.
Koncerten var en påmindelse om musikkens dialektik, hvordan kunsten ikke har grænser, kun broer. Ingen stjæler hinandens kultur, men hylder den, og inspirationen flyder frem og tilbage på tværs af verdensdele og årtusinder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
I computerspillet The Forest Quartet tager vi rollen som Nina, den netop afdøde saxofonist fra kvartetten, hvis død ikke underligt har efterladt bandet i krise. Vi besøger de resterende tre medlemmer som et spøgelse, der via sang og knips kan interagere med de levendes verden. I løbet af en samlet spilletid på lige knap halvanden time lærer vi mere om historien bag bandet og deres indbyrdes relationer – og at de hver især slås med en mental diagnose. Disse diagnoser bliver omdrejningspunktet for vores interaktion med dem, i forsøget på at genoprette deres lyst til fortsat at spille musik.
Visuelt og sonisk er spillet virkelig helstøbt, og styrken findes i de skift, vi udsættes for, når vi dykker ned i de enkelt bandmedlemmers psyke, der hver især domineres af melankoli, angst og raseri. Musikken i spillet, velspillet hyggejazz komponeret af Kaspar Vadsholt, bliver i løbet af spillet mere og mere fyldig, som medlemmerne vender tilbage. De enkelte toner, man som spiller kan frembringe, bliver herved løbende harmoniseret forskelligt, men mere fylder musikken ikke i fortællingen. Musikken er et mål i spillet, men knap så meget et middel.
The Forest Quartet er et utroligt fint spil med en helstøbt æstetik, der minder om en interaktiv film. Det er hverken banebrydende musikalsk eller fra et spil-design-perspektiv, men dette gør også appellen ekstra bred, så de fleste vil med fornøjelse kunne spille med.