kortkritik

Når eksperimentet bliver tragisk smukt

Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«

26. june

»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.

Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.

Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.

kortkritik

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Henrik Marstal

18. october

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

kortkritik

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«

Therese Wiwe Vilmar

16. october

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.

Playliste

Mit navn er Bjarke Niemann – vil du se min playliste?

10. october

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

Playliste

My name is Motis Necrojam – would you like to see my playlist?

6. october

»Music is the pursuit of original failure...«

Motis Necrojam is the singer and collager with the Noseflutes and The Clicking Stick, a pair of combos from the old English Birmingham times, adorned with new-times dedication to derailment, approved by Sir John Peel, via their four live sessions for his mighty BBC Radio programme, occasional treaders of the boards, musicians with alias obsessions. One thing Necrojam has is a digit on the diminishing pulse.

Playliste

Mit navn er Katrine Muff – vil du se min playliste?

6. october

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).