Moog til folket
En bedaget døs af musikhistorisk revisionisme meldte sig i Musikhusets forgyldte lokale: Nu skulle Minimoogen skrives ind i den klassiske kanon med koncerten The Minimoog Project. »Synthesizernes Stradivarius«, som hovedpersonen Sebastian Berweck varedeklarerede.
Der gik Darmstadt i den: Skulle vi nu til alt det med de »nie erhörte Klänge« én gang til? Ikke rigtig. Futurisme var ikke en del af startopstillingen. I stedet havde man sat retromani på banen i form af Dorit Chryslers theremin-tryllerier i værket Fracture 22. Magien udeblev i det forudsigelige plot, hvor instrumenterne startede i hver sit frekvensland men til sidst fandt sammen i fælles filtrering.
Heldigvis blev der skiftet ind med værker, der rent faktisk havde noget på hjerte. Juan David Perez’ støjende tandrodsbehandling i Abstraco Model – Ducil Artefacto gjorde nas. Misha Cvijovics filmiske granatchok Iktuarspok var – trods den slidte symbolisme – en smagfuld drone, som smidigt mixede Moogens bløde og hakkende kurver.
Befriende var det, da Kirstine Lindemann stødte til og førte synth-æstetikken væk fra sig selv og ind i kroppen. Værket TRIO fascinerede i sin telepati mellem de to performere, der – med lukkede øjne – virkede introspektive og forbundne på samme tid. Hænderne bevægede sig op og ned som scannere i penduler med den opkoblede vejrtrækning. Hvad viste Lindemanns røntgenbillede? En nysgerrig forløsning af Minimoogen som en del af et kropsligt ritual.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.