Modsat arkitektonisk

dec

kortkritik

Soft Items: »H«

Soft Items: »H«. © Sensorisk Verden

Rasmus Weirup Rasmus Weirup. © Rasmus Weirup

Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.

Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.

Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.

H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.

Nogle børn leger bedst alene

oct

kortkritik

Oneohtrix Point Never: »Again«

Rasmus Riegels Rasmus Riegels. © Rasmus Riegels

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

03.10.2023

Mit navn er Heida Karine Johannesdottir Mobeck – vil du se min playliste?

»Musik er frihed. Eller en vej til frihed. En måde at tænke sammen uden for sprogets kategorier. En vej til nye begyndelser. En måde at lytte til/opleve/deltage i verdens livlighed.«

Heida Karine Johannesdottir Mobeck kunstneriske baggrund er som udøvende tubaist og komponist inden for fri improvisation, free jazz, eksperimenterende pop og samtidsmusik. Sideløbende med musikken har hun arbejdet med andre æstetiske udtryk, billedkunst, poesi, kuratering, drevet pladeselskab, scenografi og musik til danseforestillinger. Hendes kunstneriske handlinger, der på mange måder har afløb, men hun ser det som en helhed, en udforskning af overgangen mellem improvisation og komposition, i samspil og med et socialt udgangspunkt, med forskellige materialer i tid og rum.

På Ærø gror musikken vildt

sep

kortkritik

Første Kvartal: »Ærø«

Kristoffer Møllegaard Kristoffer Møllegaard. © Kristoffer Møllegaard

Et af de fantastiske aspekter ved improviseret musik er, at den i visse øjeblikke kan begejstre med en overraskende, uforudset samhørighed. Således er det delvist tilfældet på den elektro-akustiske improvisationskvartet Første Kvartals debutudgivelse Ærø. Albummets to første numre gør gode indtryk. »Nyt, grønt« med en saxofon og en synth, der stikker i vidt forskellige retninger, et lydbillede, der i bratte ryk ekspanderer udad, men alligevel stadig fastholder en delt kerne. »I stedet for ingenting« med bølgende modulerende, spacy synth og en melankolsk melodi på klaveret. Simpelt, men af den årsag effektivt. Med det tredje nummer, »Forkastet«, synes inspirationens lys at dæmmes en smule. Den prominente saxofon over en mørk og mystisk bund vækker mindelser om Bowies berlinertrilogi, men vækker desværre ikke meget mere end det. En ærgerlig stilstand præger albummets midte, som først uddrives igen i syvende nummer, »Gro«, der i lighed med det første til stor effekt spiller på modsætningsforholdet mellem en raspet saxofon og en synth, der virker til at ville noget helt andet end blæserinstrumentet.

Den resterende del af udgivelsen vender igen tilbage til et smukt fungerende samspil mellem de fire musikere, men det understreger blot det ærgerlige midterstykke, der mangler den magi, som improvisationsmusik ellers kan være katalysator for. Når det virker, virker det rigtig godt. Ærgerligt, at det ikke gør det hele tiden.

Et blodsultent corona-genfærd

sep

kortkritik

Stormglas: »ACROSS«

Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Kan man sige, at Karlheinz Stockhausen med sin Helikopter-Streichquartett foregreb pandemisloganet »sammen hver for sig«? Tyskerens satellitforbundne strygere roterer i baghovedet, mens jeg hører den nye EP ACROSS af Stormglas aka akkordeonist Andreas Borregaard og guitarist Mikkel Sørensen. Da pandemien lukkede verden ned, åbnede den samtidig for en ny strømning af kompositorisk 5G-core. En bølge af ukuelig optimisme, som Stormglas red med på ved at sende noder og grafiske partiturer til alverdens musikere, som så sendte lydfiler retur. På ACROSS er sporene blevet samlet. Og nu, hvor corona føles som en fjern fortid, lyder værkerne også som et genfærd fra dengang, vi troede, at pandemien ville forandre alting.

Æteriske træblæsere breder sig som en tåge om lytteren på »Quiet Autumn«. En grådkvalt violin spøger i baggrunden, og pludselig er vi lokket ind i et musikalsk rum uden vægge. Som et sonisk Zoom-møde bliver nye instrumenter lukket ind og ud af lokalet og bidrager til den ulmende mosekonebryg.

Spøgelsesæstetikken – med hviskestemmer og bagvendte lydoptagelser – bliver næsten for subtil på EP’ens to første numre. Det er først, når den til sidst i »Sometimes I Walk Backwards« med sit kompositoriske helikopterperspektiv kammer over i blodsulten horror-klaver og jagtende woodblock, at man for alvor mærker apokalypsen. Spooky.

24.09.2023

Mit navn er Lil Lacy – vil du se min playliste?

»At skabe musik handler om at samarbejde, at være i dialog, at lytte – og derfra at komponere og skabe lyd, musik og værker.«

Lil Lacy er en dansk/amerikansk komponist og musiker, som har udforsket musik indenfor mange genrer og udtryksformer, fra eksperimenterende noise-cello og avantgarde kor til stedspecifikke iscenesatte audiovisuelle multikanals- og koncertproduktioner, til mere traditionelle orkesterværker. Hun har udgivet flere kritikerroste og prisvindende albums med forskellige bands og skabt musik til en række koncerter, forestillinger, film, installationer, dans og teater. Hun modtog i 2020 Léonie Sonnings Talentpris. Hendes seneste værker tæller orkesterværkerne Aurōra og Di drømm dæ bringe vos sammel for symfoniorkester, Dreaming in colors for Marianna Shirinyan (piano) og Torleif Thedéen (cello), der uropføres i oktober i Den Sorte Diamant, samt Jör∂ et multikanalsværk med manipulerede reallyde og musik skrevet for strygekvartet og trommesæt der vises som et audiovisuelt Gesamtkunstwerk med film og live dansere i Nordens Hus på Færøerne i oktober 2023.