Mit navn er Mikkel B. Grevsen – vil du se min playliste?
Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.
Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.
Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.
Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange.
Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.
Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe.
Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar.
De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv?
Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.
»Musik for mig er en ven og en udtryksform. Du kan grine, græde, danse og udtrykke dig på så mange måder med musik, om du modtager eller deler, så er musikken ofte et vindue ind til sjælen.«
Hervé Toure er en dansk-ivoriansk skuespiller, sanger og sangskriver. Toure indtager Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen »Allez Allez«, der trods den franske titel er årets eneste sang, som bliver sunget på dansk. Toure har også tidligere været professionel fodboldspiller i den franske 3. division, og derudover har han også foldet sine talenter ud på Det Kongelige Teaters skrå brædder i Arven, som i 2023 vandt en Reumert.
Hvis den japanske komponist og musiker Keiichiro Shibuyas nye album ANDROID OPERA MIRROR skulle opsummeres med et enkelt ord, ville det ord være »bombastisk«. Allerede fra første nummer »MIRROR« bliver lytteren bombarderet med glidende synthvioliner, blæsere og en robotstemme, der intonerer eksistentialistiske spørgsmål, som, ironisk nok, er blevet skrevet af en AI.
Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor. Men inden albummet er halvvejs ovre, begynder den konstante pompøsitet at tære på charmen. »On Certainty« giver med sine allestedsnærværende strengeinstrumenter og tætpakkede arrangementer sjældent musikken og lytteren plads til at trække vejret. Shibuya og hans androidstemme siger utroligt meget hele tiden, og det er så overvældende, at meget lidt af det rent faktisk har tyngde. Når alt føles som et episk crescendo eller den forventede forløsning på samme, går virkningen tabt.
Enkeltvis er flere af numrene ellers ganske spændende: »Midnight Swan (Android Opera ver.)«, der lyder som åbningsnummeret til en mørk og romantisk anime, og sidste nummer »Scary Beauty (Vocal and Piano ver.)«, der brillerer ved netop at skære fedtet fra og fokusere på kompositionens emotionelle kerne, som kommer så meget stærkere til udtryk med den simplere instrumentering. For når lytteren ikke konstant overvældes, så får romantikken, melankolien og de eksistentielle spørgsmål lov til at gøre indtryk. Desværre er ANDROID OPERA MIRROR en lytteoplevelse, der ærgrer med sin mangel på en subtilitet, som ellers ville have klædt den.