Mig og Carl Nielsen
Instruktør Magdalena Zięba-Schwinds nye dokumentar Carl Nielsen – Between Heaven and Earth, en mestendels engelsksproget film om selveste Danmarks nationalkomponist, er et yderst kompetent stykke håndværk, der dog gerne måtte have taget sig mere tid til de dybere samtaler.
Den forhenværende 100-kroneseddelprydende Nielsen var en stor kunstner, men samtidig ikke et geni, han var ligesom dig og mig, skal det forstås. Seeren trakteres med prangende lysekroner, sommerdage i den fynske natur, besøg i barndomshjem og koncertsale. Skuespiller og komiker Tue Hoé gør det udmærket som omvandrende Nielsen i beige søndagssæt, blød hat og glimt i øjet. Klicheerne hober sig op, men de virker jo. Og de krydres heldigvis med nogle små greb, der fryder – som når Hoé til allersidst bryder den fjerde mur i overensstemmelse med Nielsens sjette og sidste symfoni.
Jeg savner dog mere stillingtagen til den folkekære komponist og hans oeuvre. Filmens mest interessante øjeblik er, når Fredrik Schøyen Sjölin, cellist i Danish String Quartet, stiller spørgsmålstegn ved Nielsens forhold til den såkaldte »danske folkesjæl«: Var hans musik med til at skabe den? Eller blev musikken blot præget af en allerede eksisterende folkesjæl? Det er et spørgsmål, der desværre ikke udforskes videre.
Det hele glider så let – en anelse for let. På kun lidt under en times spilletid er det begrænset, hvor meget man kan nå at få med. Men når nu det er ingen ringere end den musikalske nationalhelt Carl Nielsen, kunne man godt have ønsket sig mere.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.