kortkritik

Messells musik trækker vejret dybt

Messell: »Disjecta Membra«
Messell: »Disjecta Membra«. © Textur
Messell: »Disjecta Membra«. © Textur

På sin anden udgivelse snitter komponist og producer Messell med kirurgisk præcision samples fra hinanden og sætter dem sammen igen. Strygere, blæsere, klaverer, vokaler, field recordings m.m. behandles og iblandes et væld af lyde af mindre akustisk karakter. De nedbrydes, rekonstitueres og finder nyt liv i nye sammenhænge. Til tider bevæger Messell sig så sikkert inden for den elektroakustiske ambients genrekonventioner, at overraskelser savnes. Men til trods for den velkendte lydpalet gør de detaljerige kompositioner indtryk, særligt brugen af vokalsamples i nummeret Sprækker og dets rumklangsomsvøbte kirkekor og den nynnende solostemme i Affekt. Stemmerne er dette albums ordløse historiefortællere.



Albummet ledsages af kunstner Gustav Løjes seks korte videovignetter bestående af forskellige usammenhængende dele, som behandles på samme måde som musikken: klippede, forandrede og understøtter på stemningsfuld vis den til stadighed udechifrerbare beretning.



Messell gør brug af en udvidet forståelse af larm og stilhed. Han spiller på vekselvirkningerne mellem dem, og disse kontrasteres igen med larmende stilhed og afslappende støj. Musikken får lov at trække vejret mellem klimakserne, og det er i disse smukke kontrastfyldte øjeblikke, at han viser sit værd.

kortkritik

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
25. october

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.