Anna Ullman
4
Anna Ullman: »De sidste drømmere«. © Gads Forlag
10.
november
Ja! har jeg lyst til at råbe under læsningen: Ja, Ullman! Slut med den udglattende afpolitisering af kulturlivet – selvfølgelig har musik en politisk dimension! Hvor forfriskende, at en portrætbog om 50 års Roskilde Festival også er en diskussionslysten langtekst om den skiftevis progressive og reaktionære rockkulturs stigning og fald i en dansk 68-kontekst.
Teksten er tydeligt skrevet i forskellige temperamenter: fra pligtskyldige søgninger i arkiver og aviskorte interviews til poetiske vidnesbyrd fra teltkuplerne og kønspolitisk ildskrift om poptimismens opgør med rockens og hippietidens chauvinisme. Ullman er simpelthen så irriterende god, når hun skriver sig helt ud og giver pokker i portrætgenre og formidlerrolle.
Nuvel, det sker ikke hele vejen igennem De sidste drømmere, som bakser lidt med forholdet mellem overflade og dybde i forsøget på at spejle 50 års politisk udvikling i festivalen. Stor mundfuld. Men også stor og umådelig tiltrængt inspiration for landets forfattere af musikbøger.
© Kirsten Nijhof
8.
december
Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.
De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.
Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge.
Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.
© PR
3.
december
Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.
Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.
Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.
Playliste
Mit navn er Jonas Struck – vil du se min playliste?
2.
december
© Malthe Ivarsson
»Musik betyder meget for mig – både som livslang følgesvend og i kraft af mit arbejde som filmkomponist og musiker i diverse bands. Som filmkomponist læser jeg manuskripter og oversætter det, jeg læser til musikalske følelseslag. Det er en virkelig spændende kreativ proces og det fedeste arbejde. Som komponist, producer og guitarist i diverse bands undersøger jeg forskellige musikalske universer. Derudover er jeg pænt vild med vinyl og ynder at spille som DJ. Elsker musik!«
Jonas Struck er flmkomponist – senest Apolonia, Apolonia og Fuld af Kærlighed. Guitarist og komponist i Swan Lee, Worn Out Sun, Astral Cinema og senest i den nye dreampop-duo Dreamstruck med Karen Krogshøj.
Playliste
Mit navn er Magnus Plejdrup – vil du se min playliste?
29.
november
© Malte Bulow Photography
»Musik for mig er en måde at komme i kontakt med dybtsiddende og svært beskrivelige følelser og erkendelser, som sjældent kommer til overfladen, men som jeg finder stor livsværdi i at beskæftige mig med. Kun langdistanceløb kommer for mig tilnærmelsesvis tæt på at kunne det samme!«
Magnus Plejdrup (f. 1995) er komponist og dirigent, baseret i Aarhus. Han er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Kammerorkester og med i den kunstneriske planlægning bag Aarhus Kammermusikfestival. Han har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Talentpris i 2023 og Léonie Sonnings Musikfonds Talentpris 2022. Han studerede fra 2018-21 klassisk komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium og i 2021-23 orkesterdirektion ved Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow. Blev i 2024 udvalgt til første generation af det nye danske initiativ Dirigentløftet.
Playliste
My name is Katarina Gryvul – would you like to see my playlist?
28.
november
Katarina Gryvul. © Sam Clarke
»For me music is meditative chaos.«
Katarina Gryvul is a Ukrainian composer, violinist, music producer, and founder of Gryvul School. She emphasizes timbre as the primary element of form in her compositions. positioned between classical and electronic scenes, she has developed a unique way of composing that melds classical contemporary approaches with modern music technology. Gryvul works in the field of ambisonics and multichannel composition, utilizing live electronics for instruments and voice alongside analog modular synths. At the heart of her artistic vision lies the concept of duality, a theme intricately woven into every facet of her musical expression.