kortkritik

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen
13. june

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

kortkritik

Syntetisk citron i Aarhus

EMP Legacy – Music & Sound Art
© Julie Hugsted
© Julie Hugsted
5. june

Indvielsen af Else Marie Pades Plads ved Godsbanen i Aarhus skulle have fundet sted i august 2020, men blev pga. corona udskudt. Og 27. maj stod behagelige toner i flydende kontrast til den grå betonplads, da de elektroniske kunstnere Tobias Sejersdahl & Sophia Sagaradze (ALF) åbnede med mixede live optagelser, der sendte øregangene tilbage til 90’ernes konsolspil. Et syntetisk citronduftende pissior, toiletbåsene, foyeren og entréen på Radar udgjorde rammen for HAUMANS lydinstallation Creeper – syv minutters mix af reallyde fra spillestedet blandet med synth og vokal flød konstant frem og tilbage igennem rummenes højttalere i et varierende mønster programmeret af Sophia Sagaradze. Omend værket var spændende, havde det vundet ved individuelle lyde i de forskellige rum. 

Sophie Birch brillerede ved langsomt at forme sit blide soundscape af metalliske vindklokker og klarinet i live loops, klangflader og gæsteoptræden fra en saxofonist. Koncerten kulminerede med stærk vokal indhyllet i tunge rytmer a la Björk og Portishead. Intensiteten tog af, og hun sluttede med en enkelt drone og sang på knæ foran mixerpulten.

Men hvor var sammenhængen mellem det udmærkede – omend noget nedskalerede – arrangement og Else Marie Pade?

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

kortkritik

Det store ingenting

Kasper Rofelt: »Dichotomy«
© Dichotomy
© Dichotomy
26. may

Det er sundt at kede sig, siger mennesker, som ofte keder sig. Godt nyt, i så fald: for Ensemble Storstrøms portrætalbum af Kasper Rofelt er årets kedeligste udgivelse. Med længder!

Her er alt, hvad den kedsomhedsglade har brug for: generiske værker med etudepræg; musikere, der tæller takter i stedet for at spille musik; dynamik og klanglig opfindsomhed på niveau med en ventetone. Musikalsk æter, simpelthen.

Musikken virker helt befriet for selvkritik, helt ubevidst om sin egen ferskhed. Tag titelværket: først en glidning her, en opbremsning der, et pizzicato, en klynge – idéløsheden sat i toner. Måske et afsæt for en spejling, en dramatisk dikotomi?

Drøm videre. Da kammerværket vender sig om og skal til at formidle sin kontrast, udøver klaverets slæbende skalaløb og tomme morsesignaler den ferskeste dramatik af alle.

Det lyder, som om nogen løfter låget af en osteklokke, der har stået på konservatoriet siden starten af 00’erne. Hører nogen virkelig en kunstnerisk vilje her, et temperament?

»Bank-bank-bank,« lyder det mod slutningen af albummet. Det er ikke skæbnen, der banker på. En harpe kører i rille, klaveret triller monotont. Hvem er det dog, der banker? Ikke nogen, åbenbart. Ingenting. Og lyden kommer indefra.

kortkritik

Nådesløs massage 

Merzbow & Arcane Device: »Merzbow & Arcane Device«
© Merzbow & Arcane Devine
© Merzbow & Arcane Devine
26. may

Da jeg så, at japanske Merzbow og amerikanske Arcane Device havde lavet et album sammen, var jeg med det samme både nysgerrig og lidt overrasket: Nysgerrig fordi både Merzbow og Arcane Device gennem fire årtier har stået bag nogle af støjmusikkens efter min mening mest spændende udgivelser, men også overrasket fordi de for mig at se repræsenterer to vidt forskellige æstetiske retninger inden for genren. Hvor Merzbows musik er overvældede og grænseoverskridende som at befinde sig inde i en mastodontisk, brutalistisk betonbygning imens den er ved at blive revet ned, er Arcane Devices musik ulmende, fremmedgørende og let uhyggelig som at stirre dybt ind i de intenst mørke felter i et Mark Rothko-maleri. Hvordan forener man to musikalske universer, der begge er kendetegnet ved fuldstændig kompromisløshed? 

Svaret, viser det sig, ligger implicit i spørgsmålet: nemlig ved at fastholde kompromisløsheden. Fremfor at mødes et sted i midten, lyder Merzbow & Arcane Device som produktet af to kunstnere, der, på den bedst tænkelige måde, forsøger at sabotere hinanden: som en slags musikalsk tovtrækning, hvor begge forsøger at hive rebet ind på egen banehalvdel, og ingen nogensinde overgiver sig. Resultatet er en konstant afvekslende musikalsk oplevelse, hvor man som lytter har fornøjelsen af det ene øjeblik at befinde sig i en blidt summende massagestol for det næste at blive nådesløst tortureret med et tandlægebor. 

kortkritik

Verden gennem fortættet vanddamp

Randi Pontoppidan & Povl Kristian: »Life in Life«
© Randi Pontoppidan
© Randi Pontoppidan
23. may

Antydningens kunst. Er det ikke den, der hersker her? Jeg kigger op mod himlen og ser regnvåde skyer, lukker øjnene og lytter til vindspillet på albummets åbning. Noget sætter sig i bevægelse.

Klokkerne camouflerer sig hurtigt som elektroniske lysglimt, virkeligheden i let forvrængning. Da Pontoppidan træder ind med sin luftige og nære vokal – et blidt kaudervælsk – lyder det fonetiske vemod som et farvel til verden, som vi kender den.

Vi er trådt ind i en drøm. Jeg åbner øjnene og ser lyset skubbe skyerne rundt. I den nye verden mødes jeg af besatte vokalloops og dybe toneklynger i Povl Kristians afmålte klaverspil. En ursuppe. Cirklende akkordbrydninger chanter Pontoppidans længselsfulde, diskante linjer frem.

Hun gisper efter vejret, synger på ind- og udåndinger. Det lyder som en ny verdens fødsel. Og som et blidere supplement til Marcela Lucatellis mere monstrøse, ligeledes ordløse vokalkunst. Tilbageholdt antydning.

Life in Life indeholder kimen til et verdensopbyggende værk i større format. Det er mere interessant, når albummet viser virkeligheden gennem et slør – som på afslutteren »Rise«, hvor man ligesom befinder sig i fjern nærhed af en chanteuse – end når det søger meditativ ro på »Ocean of Bliss«.

Den forunderlige udgivelse er bedst, når Pontoppidan løfter os ind i den urolige drøm. Op i de grå skyer, hvor man ser ned på en forandret verden gennem fortættet vanddamp. Deroppefra ligner alting akkurat ikke sig selv. Sikke et syn.

kortkritik

Betagende båndstøj

Morten Riis: »Lad enhver minde os om«
© Morten Riis
© Morten Riis

Med kun synths og kassettebåndoptagere har Morten Riis skabt et album, der med sine selvpålagte begrænsninger opnår en fascinerende dybde. Et album, der med meget få virkemidler siger virkelig lidt og på samme tid virkelig meget.

Små musikalske bidder driver ind og ud af det hørbare felt. Ringer ind, brummer, hviner, hvisler og ringer ud igen. For det meste støt op og ned som et åndedræt, med lejlighedsvise bratte ophold. Mere eller mindre påvirket af kassetteformatets inhærente båndstøj. Selv de mest tyste øjeblikke er underlagt denne summen. Jeg elsker den tilstedelighed, det afføder. Teksturerne er nærmest fysiske. 

Albummet har en meget åben lyd. Den er minimalistisk, sommetider smuk. Men oftest er den der bare. Gør ikke megen væsen af sig på en utroligt tiltalende facon. Det ene øjeblik lyder det meget jordnært, det næste – sakralt. Riis leger med tyngde og lethed, og tyngdens lethed og lethedens tyngde på en måde, der synes at ophæve alle gængse relationer mellem dem. Som for eksempel nummeret »den støjende sol«, der i realiteten ikke spiller meget højere end resten af musikken, rent decibelmæssigt, men alligevel brager gennem højttalerne på hidtil uhørt maner. 

Det er betagende, hvor rigt, dybt og bevægende et stykke musik, Riis har sammensat af så undseelige elementer. Hans stille støj er tavs som en skygge i hjørnet af et rum – og kraftfuld som skyggens skaber og ødelægger.