kortkritik

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen
13. june

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

Playliste

Mit navn er Josephine Philip – vil du se min playliste?

7. may
© Fryd Frydendahl

»Musik for mig er der, hvor jeg kan fordybe mig og udforske. Musik kan give energi og skabe ro. Jeg holder meget af at lytte til musik, både live og indspillet, og jeg elsker at lave musik, skrive og skabe, og mest af alt elsker jeg at synge. Musik for mig skaber forbindelse til andre mennesker og giver mulighed for at dele en oplevelse, og det er smukt!«

Josephine Philip er sanger, komponist og performer og en aktiv del af den danske musikscene i en række forskellige samarbejder. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti med Ane Trolle, grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic, en del af pop-noir duoen Darkness Falls, og hun har skrevet musik og optrådt med Trentemøller. Josephine Philip er den ene halvdel af performanceduoen Philip | Schneider, som lige nu laver musik til danseforestillingen Planètes i Reims, Frankrig. Desuden driver hun sammen med Hannah Schneider plade/kunstselskabet Midnight Confessions, hvor hendes første soloalbum We Get Lost And Found udkom i 2022. Josephine er også radiovært på DR P8. Lige nu arbejder Josephine på sit andet studiealbum.

Playliste

Mit navn er Simon Steen-Andersen – vil du se min playliste?

5. may
© PR

»Jo mere jeg forsøger, jo mere umuligt synes det at definere eller overhovedet at indgrænse 'musik'. Jeg har ofte små epifanier omkring delaspekter – fra det rent akustiske eller perceptions-fysiologiske til dens egenskaber som bærebølge eller (repertoiret) som en form for fælles underbevidsthed, men formår ikke at sætte det på skrift. I forbindelse med min aktuelle playliste, kan jeg nævne, at jeg ved opførelser af historiske værker ofte får et sug i maven af clashet mellem det sprællevende nærvær og den enorme afstand til en helt anden tid, en helt anden kultur.« 

Simon Steen-Andersen (født 1976) er en Berlin-baseret komponist og iscenesætter, der arbejder med en multidisciplinær tilgang til musikalsk performance og koncertsituationen, hvilket resulterer i værker placeret mellem kategorierne musik, performance, teater, koreografi og film. Han er aktuel med forestillingen Don Juans Inferno, som netop er blevet nomineret til en Reurmert.

Playliste

Mit navn er Anna Jalving – vil du se min playliste?

27. april
© Matias Bager

»Musik er mit håndværk, min levevej og min store passion. For mig kan musik åbne rum til fantasiens verden, noget magisk og energigivende.«

Anna Jalving er violinist og performer, der beskæftiger sig med musik indenfor en bred vifte af genrer. Som musiker elsker Anna at befinde sig i spændingsfeltet mellem tradition og nyskabelse. Den røde tråd i hendes virke er nysgerrighed. Annas musikerskab kommer til udtryk i hendes kreative projekter Toile, DUO og Quatuor Umlaut, som solist, samt i ensembler og orkestre i ind- og udland. Anna Jalving er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Danmark og The Advanced Master in Contemporary Music i Belgien ved Ictus og Spectra Ensemble 2018-2019.

Playliste

Vi hedder Smag På Dig Selv – vil du se vores playliste?

23. april
© Petra Kleis

»Musik for mig er et privilegie«

»Musik for mig er det fedeste.« 

»Musik for mig er noget fucking lort.«

»Musik for mig er venskab.«

»Musik for mig er at køre i bil til Jylland og vente på, at der sker noget.«

Smag På Dig Selv er en trommeslager og to saxofonister. Deres musik er en cocktail af punk, jazz, pop, hip-hop, afrobeat, og endda 90'er-dance. Siden de tre venner – Oliver Lauridsen, Thorbjørn Øllgaard og Albert Holberg – fandt sammen i 2018, er de blevet kendt for at sparke folk ud på dansegulvet og udfordre den traditionelle koncertoplevelse. Deres optræden på Roskilde Festival 2022 efterlod publikum i sveddryppende ekstase, med anmeldere der roste deres »onde, piv-frække technojazz og tibetanske strubesang«. Siden har de spillet udsolgte koncerter over hele Danmark.

kortkritik

Hvad en ventetone fortæller om livet

Beachers: »Off the Hook«
© PR
© PR
23. april

Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!

Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.

Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.

Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.

Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.