kortkritik

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen
13. june

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

Playliste

My name is Bastian Zimmermann – would you like to see my playlist?

24. april
© PR

»A lot is projected onto music and making music – I'm careful, singing doesn't make you more intelligent and certainly doesn't make you a better person. It's like in sexuality. A lot of things go very consciously wrong for some people. Music like sex are means of communication, people come into contact and negotiate with each other and their instruments/tools and meet themselves in it. This is also the case when I listen to music – from every conceivable genre and context, even if I always notice that as a teenager I used to play a lot of jazz guitar.«

Bastian Zimmermann lives in Munich and works freelance in the areas of music and performance. As a dramaturge, he works with artists such as the soloist ensemble Kaleidoskop, Yael Ronen and Neo Hülcker. He is editor of the German speaking magazine Positionen – Texts on Current Music and curates projects such as »Music for Hotel Bars« and the festival Music Installations Nuremberg festival. His focus is on social aspects of making music, experimental music concepts and the questioning of bourgeois structures in contemporary music. In Spring 2025 he will take over the Wolke Verlag publishing house for books on music with Patrick Becker.

Playliste

My name is Sanne Krogh Groth – would you like to see my playlist?

24. april
© PR

»Music to me is… my work. I've landed in the best job in the world, where a core task is to discover new music, to learn its internal logic and aesthetics, who created it, and why. I'm a music researcher and have just returned from the island of Java in Indonesia with my research partner and husband Nils, where we've been visiting experimental musicians in Yogyakarta – artists we've now followed for seven years.

One recurring theme is the trance/horse dance jathilan (or jaranan), which several of the artists have introduced us to. Jathilan is on one hand an old Javanese ritual, and on the other hand a contemporary (village) culture in full development. There is no single historically 'correct' jathilan. It's a practice that follows an old spiritual ritual, but is also open to current Indonesian influences.

The playlist consists of three tracks by Senyawa, Gabber Modus Operandi, and Raja Kirik, all of whom have incorporated the ritual into their music. The fourth track was supposed to be a 'traditional' jathilan, but as far as I know, no such recording exists on Spotify. Instead, I found a related jaranan piece that includes a dangdut song – an ultra-popular genre that is often performed as part of a jathilan event. The final track is one of the most popular dangdut songs at the moment.«

Sanne Krogh Groth is Associate Professor of Musicology at Lund University, Sweden, where she conducts research on electronic music and sound art, currently with a focus on Indonesia. Sanne was editor-in-chief of Seismograf from 2011–2019. In 2015, she established Seismograf Peer, which she is still the managing editor of.

Playliste

My name is Liza Sirenko – would you like to see my playlist?

24. april
© Henry Detweiler

»For me, music is work and a way to escape it. Music is the fanciest way of communication and therefore the most delicious food for analysis. It is what prolongs your feeling for longer than you can physically hold. Music is something after which you say: 'I’m glad you didn’t use words'. After all, it’s something that makes your commute or chores shorter, and this time-controlling function is the very first and foremost mystery I love about it.«

Liza Sirenko is a music theorist and music critic from Kharkiv, Ukraine. She is a co-founder and board member of the Ukrainian media about classical music The Claquers. She is a former Fulbright Visiting Scholar at the Graduate Center, CUNY (New York, USA), and a graduate of National Music Academy of Ukraine (Kyiv, Ukraine). Her current interests include processes in the classical music industry, contemporary opera in Ukraine, and a role of postcolonial moves in these. Liza is a former PR Director of the Kyiv Symphony Orchestra, currently working as a Program Officer at the Goethe-Institut Ukraine.

Playliste

Mit navn er Xavier Bonfill – vil du se min playliste?

17. april
© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

Playliste

Vi hedder Nausia – vil du se vores playliste?

15. april
© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.