Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert.
Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for.
Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet.
De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument.
Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen.
Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.
Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.
På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.
A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.
Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod!
Teleevangelism
Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.
Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.
Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du.
Fandt mig ikke umiddelbart fanget af de første numres drømmende electronica. Men måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde, for pludselig blev jeg lysvågen og opmærksom, da en klarinets sprøde træklang på tracket »Delicate Memories« gav mig kuldegysninger.
Mønsteret fortsætter det meste af resten af albummet, et gennembehageligt og ufarligt univers af syntetiske lyde, der lejlighedsvis får besøg fra den organiske verden. Højdepunkterne er, foruden føromtalte track, »Fantasia Night«, hvor fuglekvidder spiller en birolle, og »Midnight Angel«, hvor englen med kvindestemmer synger til os.
Og så bliver der skruet op for tempo og intensitet på de sidste tre numre med energi til at skubbe os ud af den drømmetrance, resten af albummet forsøger at sætte os i. Ikke banebrydende, men helt igennem behageligt.
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.
Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.
Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«
Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.
Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.