tidsskrift for ...
Det er simpelthen et henrivende aparte stykke musik, Martin Stauning har bikset sammen her. Et opgør med ideen om, at harper er noget, der tryller folk i søvn – Zachary Hatcher river og flår til tider i instrumentet – men samtidig også et værk, der har en fundamentalt drømmende karakter.
Første sats genstarter sig selv to gange og lader distinkt opmålte instrumentgrupper gennemleve en slags urolig drøm: små, diskret hektiske fragmenter, måske fra musik, de engang har spillet, som nu hjemsøger dem. Det er et spindelvæv af strengespil, pludselige bjælder, pizzicato som minutur og brogede, udstrakte klange – små drømmemaskiner, der peger i hver sin retning, men ender med at finde hvile.
Omvendt med andensatsen, der går ind i roen og lader den udvikle sig. Først i en drypstenshule af træblokke, vandrende harpe og DR Symfoniorkestret som en fjern tåge. Siden stille dansende til en maracas-tango næsten uden bevægelse, en genfærdsballet. Ekstremt nøgne, men forførende klangrum.
Er vi vågne, eller sover vi? Tredjesatsen lyder af et vågent mareridt med sinistre alarmbølger og et omklamrende orkester. Og så, for første gang, harpen som blid, men også drilsk drømmebebuder. Lykkes det den at bryde ud af rædslen? Hvem ved, for i samme nu er værket ovre.
Martin Stauning sætter ikke punktummer, lader ikke forløsning give sig ud for sandhed. Han lader os skimte en hemmelig lydverden og abstrakte situationer, som nok skal hjemsøge os tilstrækkeligt. Formidabelt!
På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.
Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.
»For me, music is all that vibrates.«
Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.
»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.
»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?
The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?
»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«
Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.
»Experience with music involves contact between humans and something beyond it. With contact I believe that people are affected in a way that changes them, even though the change can be very small. You may be transformed into something you still do not know what is.«
Kristine Tjøgersen is a Norwegian composer and clarinet player living in Oslo. Her compositional practice is characterized by curiosity, imagination, humor and precision. Through her work, she creates unexpected auditory situations through playing with tradition. She has a special interest in the interplay between the visual and the auditory and how they affect each other.
Nature in motion and process is often reflected in her works, and collaboration with researchers and biologists is for her a source of new sound and scenic ideas that allows her to incorporate organic forms into the music. As Tjøgersen puts it: »By giving nature a voice in the concert hall, I want the audience to get to know valuable forms of life, and to raise awareness of what can be lost if humans continue to change nature.«
Her works have been performed by Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR and WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra, and the Bergen Philharmonic Orchestra, as well as at festivals such as ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik, and Ultima.
