kortkritik

Med harpen i drypstenshulen

Martin Stauning: »Harp Concerto«

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

18. august

Det er simpelthen et henrivende aparte stykke musik, Martin Stauning har bikset sammen her. Et opgør med ideen om, at harper er noget, der tryller folk i søvn – Zachary Hatcher river og flår til tider i instrumentet – men samtidig også et værk, der har en fundamentalt drømmende karakter.

Første sats genstarter sig selv to gange og lader distinkt opmålte instrumentgrupper gennemleve en slags urolig drøm: små, diskret hektiske fragmenter, måske fra musik, de engang har spillet, som nu hjemsøger dem. Det er et spindelvæv af strengespil, pludselige bjælder, pizzicato som minutur og brogede, udstrakte klange – små drømmemaskiner, der peger i hver sin retning, men ender med at finde hvile.

Omvendt med andensatsen, der går ind i roen og lader den udvikle sig. Først i en drypstenshule af træblokke, vandrende harpe og DR Symfoniorkestret som en fjern tåge. Siden stille dansende til en maracas-tango næsten uden bevægelse, en genfærdsballet. Ekstremt nøgne, men forførende klangrum.

Er vi vågne, eller sover vi? Tredjesatsen lyder af et vågent mareridt med sinistre alarmbølger og et omklamrende orkester. Og så, for første gang, harpen som blid, men også drilsk drømmebebuder. Lykkes det den at bryde ud af rædslen? Hvem ved, for i samme nu er værket ovre.

Martin Stauning sætter ikke punktummer, lader ikke forløsning give sig ud for sandhed. Han lader os skimte en hemmelig lydverden og abstrakte situationer, som nok skal hjemsøge os tilstrækkeligt. Formidabelt!

kortkritik

Soap Horse holdt tøjlerne stramt – måske lidt for stramt

Soap Horse + K Bech

Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson

Marta Bo

4. october

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.

Playliste

Mit navn er Holger Reenberg – vil du se min playliste?

2. october

»Musik er for mig et dagligt akkompagnement til mine mere eller mindre ligegyldige gøremål. Den kan sætte retningen eller aflede mig fra mit mål. Den skaber uerkendte længsler eller tilfredsstiller min umiddelbare tørst. Den giver mig euforisk energi eller hensætter mig i behageligt tungsind. Dens uhåndgribelighed og grundlæggende uforståelighed er måske det nærmeste, vi kommer noget himmelsk i religiøs forstand.«

Holger Reenberg er selvstændig kurator. Tidligere direktør på HEART Hernings kunstmuseum og kurator på Louisiana, Trapholt og Arken. Han har været kommissær for den danske pavillon på Venedig Biennalen.

kortkritik

En enkeltbillet til Illiyeen, tak!

Illiyeen x Thicket

Louise Steiwer

29. september

Illiyeen er billedkunstner Eliyah Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe, som kunstneren selv tilhørte indtil for få år siden. Siden 2019 har hun løbende tilføjet nationalsymboler i Illiyeens karakteristiske sorte farve, og i dag har staten sit eget postvæsen, nationalsang, uniform, flåde – og en liste af samarbejdspartnere, der løbende udvides.

Det er et smart koncept, på én gang stramt og helt åbent. Fordi staten er normadisk og kollektiv kan den opstå overalt og inkludere en større gruppe ligesindede kunstnere, eksempelvis Angel Wei fra Haloplus+ og poeten Zahna Siham Benamour. Den er et state of mind.

På Den Frie er det trommeduoen Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen og Dan Kjær Nielsen – der performede fra hver sin side af et todelt trommesæt. Gennem improviseret trommesolo så energisk, at trommestikker fløj gennem luften, udforskede de den fælles rytme, som opstod, faldt fra hinanden og ændrede karakter undervejs. Et passende symbol på Illiyeens fællesskab; en konstant forhandling og koordinering af tempo og bevægelse.

Undervejs afløstes tommerne af et indspillet lydværk, en sfærisk elektronisk komposition med lavmælt spoken words gemt i lydbilledet. Værket stammer fra én tidligere installation, men er blevet forlænget til lejligheden, hvor også akustiske elementer, indspillet af Cæcilie Trier og Xenia Xamanek, er føjet til. Det havde en sørgmodig, følsom vibe, der stod i stærk kontrast til heftigheden i trommernes buldren. Mesayers poetiske, sortklædte univers og Thickets på en gang stramme og improviserede energiudladning gled perfekt sammen til et fællesskab, man fik lyst til at blive en del af.

kortkritik

Stålgafler og silkeblød skrift

George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«

Henrik Marstal

28. september

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid.

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift.

kortkritik

Popsange der hellere vil være lieder

Bent Sørensen: »Popsange«

Niclas Nørby Jochumsen Hundahl

26. september

»Dine øjne er i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed.« Sådan lyder en af nøglelinjerne i åbningssangen til Bent Sørensens sangcyklus Popsange inspireret af tekster af Michael Strunge. Den slår tonen an og peger mod de gennemgående lyriske temaer: den altopslugende kærlighed, rejsen sammen mod et andet sted – og øjnene, altid øjnene, der dukker op i næsten hver eneste sang.

Mathias Monrad Møller synger med indlevelse og giver teksten liv, og samspillet med Linda Dahl Laursen er stærkt. Alligevel har Popsange langt mere karakter af lieder end af egentlige sange – ikke mindst på grund af tekstens til tider stærkt poetiske sprog. Den inderlige, næsten naive stemme i lyrikken får sit mest overbevisende modspil fra klaveret, som i »Illusion«, hvor det først følger og understøtter ordene, men snart bryder ud i hurtige, dissonerende anslag, der afbryder og næsten håner sangeren.

Men popmusikken anes hist og her. »Tid og rum« bygger på gentagelser med små variationer, som var det versene i en popsang. Og i »Hjertestrøm« farver Møller sin stemme med en klang, der uden problemer kunne passe ind på et popalbum – ikke mindst fordi klaveret her er spinkelt og legende og dermed giver stemmen friere plads.

Alt i alt er Popsange en behagelig lytteoplevelse, men jeg savner, at David Bowie og Lou Reed også mærkes på den musikalske front. Værket er nemlig klarest fornyende dér, hvor det tør tage poppen på sig. Tænk, hvis teksterne var blevet båret af faktiske vers, hooks og omkvæd – elementer, der kunne have gjort dem til reelle ørehængere.