kortkritik

Leg med luft

Jónas Ásgeir Ásgeirsson: »Fikta«

20. october

Det er ikke kun luft, Jónas Ásgeir Ásgeirsson artikulerer med sit akkordeon – også land, natur og historie sættes i vibrationer. I de gletscher-tunge bevægelser og »piv-i-røv«-fugles lette og barnlige lyde opleves ikke kun velklang og fortælling. Man fornemmer også en søgen efter identitet. En søgen med fri bevægelighed mellem rødder og nyskabelse, det seriøse og legende, tungt og let… og naturligvis Island. Albummets kerne er netop denne søgen, der er indlejret i albumtitlen, som både refererer til middelalderens musikbegreb musica ficta og det islandske ord »fikta«, der betyder »at lege med«.

Fikta er et projekt om Island. Dels fordi tre generationer af islandske komponister er repræsenteret, og dels fordi landet har en lidt underkendt historie med akkordeonet. Et vidt omfavnende projekt med en lidt mangelfuld kuratering. For før pladen er slut, opstår tanken: Er den pluralitet, der fortælles om, helt afspejlet i musikkens spændvidde? Og hvor er kvinderne?

Med det sagt er Fikta ikke den typiske solistudgivelse, hvor et individ og instrument showcases, og pladen placerer sig i et krydsfelt mellem historie, æstetik og identitet på en måde, man sjældent ser i klassiske udgivelser. Der er noget på spil, når Ásgeirsson beskriver sit ophav, og som lytter forstår man både kompleksiteten og umiddelbarheden i det spørgsmål.

Playliste

Mit navn er Anna Juuliska Nykvist – vil du se min playliste?

31. march

»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«

Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.

kortkritik

Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd

Mathias Reumert Group feat. Anna Caroline Olesen & Hsiao-Tung Yuan

Sofus Preisel

30. march

Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.

Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.

Playliste

Mit navn er Brian Nygaard – vil du se min playliste?

30. march

»Musik er sjælens sprog. Den korteste vej mellem mennesker adskilt af afstand, tid eller savn. Udover poesi, er musik det tætteste, vi kommer på kærlighed uden fysisk berøring. Musik er en større energikilde end fossile brændstoffer og musik kan vise os verdner, vi ikke vidste fandtes – inde i os selv. Få ting kan få os til at lette røven hurtigere end musik kan. Og nærmest intet andet kan endelig få os til at holde kæft.«

Brian Nygaard er journalist hos Weekendavisen, hvor han skriver om cykelsport og kunst. Der udgiver han også nyhedsbrevet Hjertets Bjerge, der tilbyder en anderledes refleksion over den gamle sport. Han har udgivet flere bøger om samme emne, blandt andet Iltgæld sammen med kunstneren Erik A. Frandsen (Gyldendal 2020). Han arbejder også som ekspertkommentator hos DR under Tour de France. Nygaard har en kandidatgrad i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i semantik og epistemologi, men det teoretiske har ikke tynget hans virke de seneste år, hvor han udover journalistgerningen er begyndt at producere pinot noir fra det kolde klima ved Stillehavskysten i det nordlige Californien under sit nye label, Oceanic.

kortkritik

The Cello Within the Comfort Zone

Josefine Opsahl: »Cytropia«

Henrik Friis

27. march

There are twelve tracks on Josefine Opsahl’s album Cytropia, each with the duration of a rock song. Remarkably, there is a straight line from the first to the last – both in timbre, rhythm, melody, atmosphere, and playing. The ears are embraced by a gentle melancholy created by small cello figures in long sequences, with a slow-moving cello melody on top. Some parts in minor, others more open.

She is receiving quite a lot of praise these days for her many projects – an opera and a ballet – alongside her work as a cellist-composer, and it must almost be due to the highly accessible, cohesive, and dreamy sound she consistently delivers. I must admit that I have become somewhat skeptical along the way. Both as a musician and as a composer, I wish she would challenge herself with new approaches and new visions for the stories her music should tell. On Cytropia, we approach a constant state of uniform sound, evoking thoughts of the deliberate inertia of New Age composers.

There are quite beautiful moments along the way. The track »Cyborg« is crystal-clear in its surface. A piece like »Leaverecalls«, in its mechanics, the American minimalism of Philip Glass. But once again, one misses displacements and rhythmic additions that could challenge the static soundscape. The last hundred years of experimentation have expanded the battlefield of cello playing. Opsahl draws on some of these experiences to create her own small mechanical accompaniments for herself. Yet, the setup with a sequencer and a cello seems limiting in allowing Opsahl to explore timbres and ideas where the gravity of melancholy can truly be felt.

kortkritik

Celloen inden for komfortzonen

Josefine Opsahl: »Cytropia«

Henrik Friis

27. march

Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent.

Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti.

Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.