Jeg måtte lige tjekke kalenderen: var jeg blevet transporteret tilbage til år 2006? Klangen på »Coral«, titelnummeret på den nye EP fra Olof Dreijer, lyder nemlig meget som lyden af Dreijers gamle familieband The Knifes Silent Shout-album. Kolde fm-klange, der lige nøjagtigt har nok bevægelse i sine overtoner til, at de bliver dejligt interessante at fordybe sig i. De kolde synthesizere varmes dog dog hurtigt op i mødet med latinamerikanske klokker, der sammen med en brølende bas ændrer nummerets fokus fra klang til hoftevrik.
Det er ikke noget nyt greb at sætte funktionelt dansemusik i møde med et tæppe af omgivelsesmusik. Wolfgang Voights GAS-projekt har excelleret i at vise, hvad der sker, når et klangtæppe møder en puls, man kan danse til, og danske Kasper Marott har omvendt vist, hvor meget man kan variere et housenummer ved at kombinere det med feltoptagelser af lydmiljøer.
Desværre bliver Coral en smule blodfattig. Klokkernes claver når aldrig helt op i den polyrytmiske intensitet, som man kender det fra eksempelvis samba, og de omgivende lyde virker halvbagte. Det er synd, for den støjende kakofoni, der findes i eksempelvis samba, havde været et oplagt klangmateriale at bearbejde, for Dreijer er virkelig dygtig til at bearbejde lyd. Det hele lyder lækkert.
EP'ens resterende to numre er skabt med præpareret klaver og fuglefløjter. Her viser Dreijer sig som en dygtig musiker, der får lavet nogle virkelig flotte gestikulationer med klaveret, som lyder meget mildt af et præpareret klaver at være. Fløjterne er også et godt valg, fordi de giver en spøjs halvnaturlig klang, der smukt tegner et rum op. Men det lyder også bare som en boullionterning af virkelig meget ambientmusik, man har hørt før.
Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.
Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.
En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.
Et hørespil! Det er de færreste komponister, der trækker den kanin op af hatten ved deres debutkoncert. Men det gjorde Matias Vestergård, da han afsluttede sine studier ved DKDM i slutningen af marts. Missede du det? YouTube!
Det er egentlig først halvvejs i Korte breve fra en lang rejse, at værket rigtig kommer til sin ret. Indtil da har musikken holdt sig på afstand: koret og kammerensemblets evindelige – okay, ganske muntre – staccato, sopranens messende talesang om sin verdensomsejling og en hang til effektmageri, som retfærdigvis kan tilskrives hørespilgenren.
Men så samles herresangerne – klædt som matroser – om et akkordeon og kaster sig ud i charmerende pastichesang. Sopranen (selveste Signe Asmussen) slutter sig til og slipper for første gang kræfterne løs. Pludselig smager det af noget, og resten af de otte scener vender op og ned på hele rollefordelingen.
Til sidst har hørespillets skuespiller, Signe Thielsen, overtaget rollen som sanger, mens Asmussen stjæler hendes megafon. Alle, selv musikerne, har forladt deres plads, og i ottende scene vandrer en mikrofon rundt på scenen, samtidig med at klaveret trækker i retning af musical.
Sådan en, en storslået musical, håber jeg, efter at have set det ganske finurlige, timelange hørespil, at Matias Vestergård kommer til at skrive, nu han er sluppet ud af konservatoriet. Og det er altså ikke hånligt ment!
Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del.
Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.
Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.
Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.
Med deres Xenon-residency havde Lydkollektivet Newclear og billedkunstner Jakob Steen sat sig for at skabe møder. Møder mellem natur og kultur, musik og billedkunst. Det var dog desværre netop i mødet, at helhedsoplevelsen blev svækket. Billedsiden var det svageste led. Nogle få sekvenser gjorde sig bemærket ved deres kompositioner, temaer og farver – nogle lignede nærbilleder af levende materier, andre organiske former i kosmisk størrelsesforhold. Men for størstedelens vedkommende forblev det desværre undervældende.
Den øjensynligt ikke helt gennemtænkte opstilling hjalp heller ikke – de fire kunstnere havde placeret sig i midten af lokalet, med stole til publikum i en halvmåne omkring sig, og med skærmen til billedmaterialet for enden af lokalet. Med den uheldige bivirkning, at man som tilskuer måtte vælge mellem enten at beskue videokunsten på fjernt hold og gennem klyngen af musikere, eller sætte sig i halvmånens yderpunkter, hvorfra man kun kunne rette sin opmærksomhed på én ting ad gangen.
De musikalske aspekter var heldigvis langt mere givende. Med analog og digital percussion, synths, samplers og trompet skabte Newclear og Steen en levende, ofte pulserende lyd. En abstraktion over naturen i sin mangfoldighed, samt de lige så mangfoldige måder, vi som mennesker møder den. Men det centrale møde – det mellem musikken og billedkunsten – blev besværliggjort af et uligevægtigt kvalitetsforhold og underligt manglende holistisk tilgang.
En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang?
ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt.
Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen.
Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage.