kortkritik

Læg ørerne ind i de langsomme toners mange smukke lag

Mette Nielsen: »Frozen Moments« 
© HEIN Photography
© HEIN Photography
26. may

Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på. 

De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.

Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag. 

kortkritik

Én, to, tre, fire!

Passive/Aggressive: »Festskrift IV, Rhythm«
© WinWin artlab/Shutterstock.com
© WinWin artlab/Shutterstock.com

Passive/Aggressive har indbudt en række musikere fra den danske under- og mellemgrund til refleksion over en af musikkens helt basale bestanddele. Forsøget på at italesætte noget så intuitivt og instinktivt som rytmik har kastet et væld af forskelligartede bidrag af sig, og samlingen overrasker positivt med sin mangfoldighed.

Som et kærlighedsbrev dedikeret til dette allestedsnærværende fænomen flyder Festskrift IV over med kreative og uventede indslag. Alt fra maleri, collage, partiturer og digterier til essays, strøtanker og dialog. Der har endda indfundet sig musik, tilgængeligt via QR-kode. Skiftevis personligt, esoterisk og konkret.

Festskriftets intentionelt åbne format leverer mindst lige så mange kvalificerede bud på, hvad rytme betyder, som der er bidragsydere. For Lisbeth Diers handler det for eksempel om det fællesskab, der opstår, når ens egen rytme møder andres. Kresten Osgood skriver imidlertid om filosofien i trommeslagerens virke, mens Lasse Munks essay drejer sig om personlighed i computergenereret musik. Andre når frem til deres pointer på mindre letgengivelige – men ikke desto mindre interessante – faconer.

Fælles for alle bidragene er, at de lægger op til endnu flere spørgsmål. De inspirerer til eftertanke og en større forståelse for, hvordan ikke blot en af musikkens, men en af selve livets absolutte hjørnesten, kan sanses og omtales.

kortkritik

Forsigtigt, vildt forsigtigt, fremad

Pulsar Festival: »2-3-4-5-4-3-2«
© Fran_kie/Shutterstock.com
© Fran_kie/Shutterstock.com
13. march

De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.

I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.

Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?

Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.

Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.

Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.

kortkritik

Velkommen, torne og katastrofer

Pulsar Festival: »Orgel og strygere«
© Nomeko/Shutterstock.com
Orgel og strygere var temaet ved Pulsar Festivals andendag. © Nomeko/Shutterstock.com
12. march

Jamen sikket besynderligt værk, altså, Marianna Filippis Caught in Your Chrysalis, We Grow for akkordeon, violin og cello. Så fuldt af elegant melodiøsitet og filmharmonisk fremdrift, en slags helt uskyldig komposition uden antydningen af et kritisk forhold til sin egen eksotiske skønhedssøgen. Godt, gammeldags smukt. Onde tunger vil sikkert sige, det er sådan, komponister skriver, inden konservatoriet kommer og ødelægger dem.

Så er der mere masochisme – gudskelov, var jeg ved at sige – over de udholdte orgeltoner og nøgterne bratschstrøg i Asger Valentins Orgel & bratsch, som er helt omvendt skåret ind til benet, men alligevel har plads til intim sødme i sin toakkorders tredjesats. Mådehold og ydmyghed, plads til lytteren. Jo nærmere man kommer sin egen selvstændige kunstneriske kerne, des færre toner skal der ofte til.

Åh, og så en finurlig, lille sag af Lasse Winterbottom, Pineapple for orgel, som måske ikke rigtig har nogen retning, men i det mindste har den gæstfrihed at skændes med sig selv hele vejen derhen, inden værket så beslutter sig for brat at holde op. Nå ja.

Og fint nok, for det giver plads til Matias Vestergårds … à la mémoire de … for violin, som er bedre i stand til at afgrænse et forløb. De fineste lyse toner, der afbryder sig selv og begynder forfra med et mere virtuost sigte for til sidst at ende i et lynbugtende leje fyldt med tempo og percussivitet. Inden, selvfølgelig, musikken vender opbyggeligt hjem og har lært lidt på vejen.

Koncertens sidste værk: Esben Nordborg Møllers massive Ordet for orgel, nærmest en lille symfonisk skitse med en lifligt tonerig førstesats og en andensats med langsomme, tonstunge trinvise bevægelser opad kontrasteret af et langsomt dalende fyrværkeri. Slut med at længes mod skibskatastrofer; den sikre ståldød er ankommet, og den kan altså noget.

kortkritik

Pulsar i (meget) roligt pulserende åbning

Pulsar Festival: åbningskoncert
Festivalplakat for Pulsar Festival 2021. © Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Festivalplakat for Pulsar Festival 2021. © Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
11. march

For et år siden var Pulsar den sidste festival, der blev afholdt inden nedlukningen. I dag åbnede den så i en superslank udgave kun for den allermindste kammermusik, og åbningen var også rent tematisk et studie i enkelhed.

Først James Budinichs White Stone, en flaskepost fra den amerikanske minimalisme med sit hakkende tonegitter i violinen ledsaget af et blødt elektronisk klangtæppe. Den manglende kritiske refleksion over arven gør mig jo nok lidt rastløs, må jeg indrømme. Jeg spejder forgæves efter et strukturelt argument eller en klanglig ambition, der rækker ud over meditationen.

Lige så enkelt, men dog mere brutalistisk, er Ida Lundéns DadoDado for guitar, som hamrer marcherende repetitivt af sted. Et typisk studieværk, vel, med sin grundlæggende undersøgelse af instrumentet, men meget afgrænsede form; jeg glæder mig glubsk til at høre mere. (Opd.: Nå ja, kort var værket, men »studieværk« er måske lidt malplaceret, når Lundén selvfølgelig ikke er studerende. Beklager.)

Og så: Rob Durnins W’hood Thunk Kit for berøring af et flygel, aftenens højdepunkt. Tangenterne brugt som guiro, et instrumentalt teater med begge ben placeret i stilhedsgenren. Her er der lidt mere på færde rent formmæssigt, og tak for det: for den tålmodige granskning og stiliserede leg.

Loïc Destremaus Saxocloned for, ja gæt selv, går klangligt til værks, en klagende saxofonsirene med klapren og overtoner, der udvikler sig til en ret charmerende leg mellem fjerne ekkoer og nære pusterier med sin selvkloning. Og som leder oplagt over til Adrianna Kubica-Cypeks Into the Whale’s Eye for duvende basklarinet og metallisk liveelektronik, et værk med en ro, der lægger an til en længere samtale mellem de to solister, men hurtigt er ovre. Ligesom koncerten. Men så er vi da i gang, og hurra, altså, for det.

kortkritik

Modernistiske isfugle

Islands Symfoniorkester: »Occurence«
Islands Symfoniorkester: »Occurence«. © Sono Luminus
Islands Symfoniorkester: »Occurence«. © Sono Luminus

Det er svært at modstå fristelsen til at anlægge et borealistisk blik på et album med ny islandsk kompositionsmusik, især når coveret leger med isbjerge og kæmper.

Det ville dog være stærk tendentiøst at kalde de tre første værker – af Daníel Bjarnason, Veronique Vaka og Haukur Tómasson – for særligt islandske. Mest trækker de på en generel symfonisk tradition fra det 20. århundrede med ustabil tonalitet og ‘spjæt’ i orkesteret, til tider modstillet roligere og mere tonale passager.

Men ganske umuligt er det at høre Flutter af Thuridur Jónsdóttir som andet end en isfugl, der flyver mellem isbjerge og insekter. Sidstnævnte er i bedste Knud Viktor-ånd samplet på båndoptager – den islandske natur bringes helt tæt på. Så i sidste værk, Magnús Blöndal Jóhannssons Adagio, kan jeg nu kun høre nordlys og vulkaner, og jeg holder vejret, da Katla truer med at gå i udbrud. En spændende plade!