Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar. 

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv? 

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.