kortkritik

Klarinettens længsel hos vidt forskellige komponister

Jonas Frølund: »Solo Alone and More«

23. august

Klarinetbegavelsen Jonas Frølund viser hvor stærk meget forskellige komponister fra de sidste små 100 år spiller sammen. Solo Alone and More er båret af en generøs glæde over instrumentet – men også af en længsel. Carl Nielsens solokadence fra klarinetkoncerten længes mod humor. Bent Sørensens smukke, let tågede klange længes mod en folketone, og herfra tager Frølund os umærkeligt til Mette Nielsens meget fine Alone fra 2021, der som et stille råb fra mørket søger efter mening. Med dobbelttoner udforsker hun grænserne i instrumentet (her en basset-klarinet).

Først herefter giver Frølund os klassiske mesterværker som klarinetsolosatsen fra Messiaens Kvartet til Tidens ende – og den melankolske skalmeje fra 3. akt af Wagners Tristan & Isolde (arrangeret for klarinet). Den ene med længsel mod den endelige befrielse, den anden en dødelig såret Tristans længsel efter at Isoldes skib skal vise sig i det fjerne. Hvorfor spiller de så utrolig godt op ad Gunnar Bergs soloklarinetstykke (der dog er for lang), Poul Ruders’ Tattoo for One og ikke mindst Simon Steen-Andersens tyve år gamle De profundis? Fordi Jonas Frølund er en musiker, der ser et dybere lag eller to ned, og får fat i musikkens kerne gennem sit instrument. Hernede taler mange komponister med hinanden – selvom de er adskilt af mange år eller af døden selv. Sammensætningen giver mening.

Frølund har ikke så meget luft på sin tone, der ikke er lige så varm som fx hos klarinetgeniet Martin Fröst. Men han får inderlighed og musikfilosofisk mening ud af toner, der ikke i sig selv lægger op til den store sammenhæng. Jonas Frølund har en længsel mod at formidle stor musik gennem sit enkle rørinstrument, og det lykkes med den særlige samling af værker her.

Playliste

My name is Tze Yeung Ho – would you like to see my playlist?

21. january

»Music chews words, thoughts and ideas for me – and perhaps for others too – so that I can digest intentions, affect and meanings.«

Tze Yeung Ho is a Norwegian-Finnish composer. Tze Yeung's music is created at the crossroads of understanding, reflecting his multilingual upbringing. His works explore the territories of speech, translation in language, dramaturgy and poetics. Working with Scandinavian, Finno-Ugric and Chinese poetry and prose, his music treads on the fragile landscapes of (mis)communication through (un)spoken words. Close collaboration with living writers, storytellers and word-based artists is integral to his practice. His creations usually result in some form of music theatre. Tze Yeung holds a doctoral degree (PhD) from the Estonian Academy of Music and Theatre and a master's degree from the Norwegian Academy of Music.

Playliste

Mit navn er Anders Søgaard – vil du se min playliste?

15. january

»Musik for mig er et motorvejshotel. Åbent 24 timer i døgnet. Der er ingen receptionister, og man får ikke udleveret nøgler. Man vandrer søvndrukken rundt ad hotellets mange gange, fra dør til dør. Nogle døre står på klem, andre må man flå op. Bag dem alle er der værelser. Nogle er sparsomt møblerede, andre er fyldt til randen med dansende mennesker. Man kan opholde sig derinde et par minutter. Nogle rum vender man tilbage til. Mange er lidt kedelige, andre vælter nærmest én bagover. Allermest holder jeg af dem, jeg ikke rigtig kan orientere mig i. De rum, hvor jeg er i tvivl om, hvad der er gulv, og hvad der er væg. Og hvad inventaret egentlig skal bruges til. Alle rum sætter sig i én. Du forlader hotellet og kører videre ad livets motorvej. En anden end da du kom.«

Anders Søgaard er digter og professor i kunstig intelligens og filosofi ved Københavns Universitet. Han har skrevet elleve bøger og mere end 300 forskningsartikler. Han har tre børn og bor i et bofællesskab i Roskilde.

Playliste

Mit navn er Steen Jørgensen – vil du se min playliste?

14. january

»Musik for mig er overraskelse, konfrontation, det være sig med en hammer, det være sig med en fjer eller noget helt tredje. Fra højoktan virtuositet til en bildør, der smækker i natten.«

Steen Jørgensen er forsanger, medstifter, komponist og tekstforfatter gennem snart 45 år i Sort Sol. Har derudover deltaget i utallige genrevridende projekter, fx Grønvirke, Ginman/Jørgensen mm. Han er aktuel med orkesteret JØRGENSEN/BOTES og dennes tredje udgivelse Dråberne 5, 7, 8 & 11.

Playliste

Mit navn er Johannes Andersen – vil du se min playliste?

14. january

»Musik for mig er lige så vigtig som brød på bordet og luft i lungerne. Ifølge Spotify kan jeg se, at jeg (med min kone som støtte) har lyttet til Spotify i 48.113 minutter. Og jeg har lyttet til 4837 forskellige sange. Af 1276 forskellige kunstnere. Opgørelsen viser også, at jeg har lyttet til Bob Dylan i det der svarer til tre dage i træk. Jeg hører til det, der kaldes for de 0,5 procent mest dedikerede Dylan-fans. Han viser sig i øvrigt at være min ynglingskunstner. Nok ikke den største overraskelse, men alligevel.«

Johannes Andersen er lektor emeritus og samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Han har senest udgivet bogen Fra en anden verden, og i denne uge udkommer Bob Dylan. Nærvær og fravær. Endvidere er han aktiv musiker i Johannes Andersen & The Overheads, som jævnligt spiller Bob Dylan på dansk.

kortkritik

Nedbrydelsens kunst

August Rosenbaum: »Opløsning«

Dastan Marouf

11. january

Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis.

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.