Ichiko Aoba
1
Ichiko Aoba i Musikhuset København. © Dario Stolze
Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.
Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik.
Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme.
»Your eyes are in reality luminous tunnels to another reality.« So goes one of the key lines in the opening song of Bent Sørensen’s song cycle Popsange, inspired by texts by Michael Strunge. It sets the tone and points toward the recurring lyrical themes: all-consuming love, the shared journey toward another place – and the eyes, always the eyes, appearing in almost every single song.
Mathias Monrad Møller sings with great sensitivity, bringing the text to life, and his interplay with Linda Dahl Laursen is strong. Yet Popsange has much more in common with lieder than with actual songs – not least because of the text’s at times highly poetic language. The tender, almost naïve voice of the lyrics receives its most convincing counterpoint from the piano, as in »Illusion«, where it first follows and supports the words, only to break out into rapid, dissonant chords that interrupt and almost mock the singer.
Still, traces of pop music can be found here and there. »Tid og rum« builds on repetitions with small variations, much like the verses of a pop song. And in »Hjertestrøm«, Møller colors his voice with a timbre that could easily fit on a pop album – not least because the piano here is delicate and playful, giving the voice more freedom.
All in all, Popsange is a pleasant listening experience, but I miss the presence of David Bowie and Lou Reed on the musical front. The work is at its most innovative where it dares to embrace pop. Imagine if the texts had been carried by actual verses, hooks, and choruses – elements that might have turned them into true earworms.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
© PR
On Kaikō – the trio Treen’s second release – saxophonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė, and percussionist Jan Philipp demonstrate confidence, mutual trust, and a distinct musical adventurousness. The opening track »Hylē« unfolds with rattling percussion and strikes seemingly aimed directly at the piano strings, stumbling forward over an underlying drone. The saxophone cuts in with phrases that sound at once admonishing and bewildered. Nothing feels meticulously calculated; instead, the music is carried by a keen awareness of the three musicians’ individual voices within the shared soundscape.
The same basic formula unfolds across the album’s three other pieces, yet always in new variations. On »Kinetic«, Dahl’s saxophone emerges with much greater weight, its slowly growing crescendo mirrored and challenged by Preisaitė’s piano. Improvised music can often slip into polite holding patterns, with the musicians taking turns in the spotlight – but not here. Dahl, Preisaitė, and Philipp appear as three drifting islands without anchors, propelled by their own currents yet inexorably drawn in the same direction. The result is both sudden shifts and an organic flow that can pull the listener into a trance, if one surrenders and simply lets the sound wash over.
It is precisely the trust between them that allows the three to play freely, without fear of leaving or losing each other. In doing so, they create a momentum that is hard to resist – whether one chooses to let the islands drift past or to float along in their current.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
Illiyeen er billedkunstner Eliyah Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe, som kunstneren selv tilhørte indtil for få år siden. Siden 2019 har hun løbende tilføjet nationalsymboler i Illiyeens karakteristiske sorte farve, og i dag har staten sit eget postvæsen, nationalsang, uniform, flåde – og en liste af samarbejdspartnere, der løbende udvides.
Det er et smart koncept, på én gang stramt og helt åbent. Fordi staten er normadisk og kollektiv kan den opstå overalt og inkludere en større gruppe ligesindede kunstnere, eksempelvis Angel Wei fra Haloplus+ og poeten Zahna Siham Benamour. Den er et state of mind.
På Den Frie er det trommeduoen Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen og Dan Kjær Nielsen – der performede fra hver sin side af et todelt trommesæt. Gennem improviseret trommesolo så energisk, at trommestikker fløj gennem luften, udforskede de den fælles rytme, som opstod, faldt fra hinanden og ændrede karakter undervejs. Et passende symbol på Illiyeens fællesskab; en konstant forhandling og koordinering af tempo og bevægelse.
Undervejs afløstes tommerne af et indspillet lydværk, en sfærisk elektronisk komposition med lavmælt spoken words gemt i lydbilledet. Værket stammer fra én tidligere installation, men er blevet forlænget til lejligheden, hvor også akustiske elementer, indspillet af Cæcilie Trier og Xenia Xamanek, er føjet til. Det havde en sørgmodig, følsom vibe, der stod i stærk kontrast til heftigheden i trommernes buldren. Mesayers poetiske, sortklædte univers og Thickets på en gang stramme og improviserede energiudladning gled perfekt sammen til et fællesskab, man fik lyst til at blive en del af.
1.4992679355783
28.09.2025
Stålgafler og silkeblød skrift
George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«
© Miklos Szabo
Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid.
I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.
Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift.
»Dine øjne er i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed.« Sådan lyder en af nøglelinjerne i åbningssangen til Bent Sørensens sangcyklus Popsange inspireret af tekster af Michael Strunge. Den slår tonen an og peger mod de gennemgående lyriske temaer: den altopslugende kærlighed, rejsen sammen mod et andet sted – og øjnene, altid øjnene, der dukker op i næsten hver eneste sang.
Mathias Monrad Møller synger med indlevelse og giver teksten liv, og samspillet med Linda Dahl Laursen er stærkt. Alligevel har Popsange langt mere karakter af lieder end af egentlige sange – ikke mindst på grund af tekstens til tider stærkt poetiske sprog. Den inderlige, næsten naive stemme i lyrikken får sit mest overbevisende modspil fra klaveret, som i »Illusion«, hvor det først følger og understøtter ordene, men snart bryder ud i hurtige, dissonerende anslag, der afbryder og næsten håner sangeren.
Men popmusikken anes hist og her. »Tid og rum« bygger på gentagelser med små variationer, som var det versene i en popsang. Og i »Hjertestrøm« farver Møller sin stemme med en klang, der uden problemer kunne passe ind på et popalbum – ikke mindst fordi klaveret her er spinkelt og legende og dermed giver stemmen friere plads.
Alt i alt er Popsange en behagelig lytteoplevelse, men jeg savner, at David Bowie og Lou Reed også mærkes på den musikalske front. Værket er nemlig klarest fornyende dér, hvor det tør tage poppen på sig. Tænk, hvis teksterne var blevet båret af faktiske vers, hooks og omkvæd – elementer, der kunne have gjort dem til reelle ørehængere.