Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

may

kortkritik

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«

Jakob Gustav Winckler Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler.

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«.

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.

24.04.2025

My name is Liza Sirenko – would you like to see my playlist?

»For me, music is work and a way to escape it. Music is the fanciest way of communication and therefore the most delicious food for analysis. It is what prolongs your feeling for longer than you can physically hold. Music is something after which you say: 'I’m glad you didn’t use words'. After all, it’s something that makes your commute or chores shorter, and this time-controlling function is the very first and foremost mystery I love about it.«

Liza Sirenko is a music theorist and music critic from Kharkiv, Ukraine. She is a co-founder and board member of the Ukrainian media about classical music The Claquers. She is a former Fulbright Visiting Scholar at the Graduate Center, CUNY (New York, USA), and a graduate of National Music Academy of Ukraine (Kyiv, Ukraine). Her current interests include processes in the classical music industry, contemporary opera in Ukraine, and a role of postcolonial moves in these. Liza is a former PR Director of the Kyiv Symphony Orchestra, currently working as a Program Officer at the Goethe-Institut Ukraine.

17.04.2025

Mit navn er Xavier Bonfill – vil du se min playliste?

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

15.04.2025

Vi hedder Nausia – vil du se vores playliste?

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

Feel Yourself Becoming Nature Again

apr

kortkritik

Cecilia Fiona & Sophie Søs Meyer: »Ghost Flower Ritual«

Henrik Friis

Frozen human bodies and faces shaped and painted like ceramics are meticulously carried around by flower sculptures that have abandoned their static nature. The roles are reversed. Nature becomes the living environment that grants the clay humans small, temporary lives in Ghost Flower Ritual at Copenhagen Contemporary.

The piece is a live installation with musicians and performers, where 34-year-old composer Sophie Søs Meyer has collaborated with visual artist Cecilia Fiona, who is of the same age. It’s a sensorially overwhelming, yet dramatically subdued ritual. Over the course of forty-five minutes, we sit together beneath a giant flower and sense the performers’ meticulous, slow movements. Meanwhile, soundscapes and small pulsating figures from four string players and a flute shape a landscape of colors, tones, and movements that melt together – filling the high-ceilinged room with auditory and visual presence. We are part of a whole.

I love the wild costumes that descend strangely from the sky. I love being part of the ritual that heals our forgotten connection to nature, which is the very foundation of our lives. I love the sound of stroked, plucked, and blown wood from Athelas’ musicians. Culture is nature. The human animals and the flowers are part of the greater consciousness. It’s all a hyper-complex mechanism. Cecilia Fiona possesses an extraordinary visual and creative abundance in her intricate details, and Sophie Søs Meyer is precise and intriguing in her swaying tonal figures that change slowly and meticulously. Until one flower blows into the large conch shell. Then the ritual is over.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

12.04.2025

Mit navn er Matias Seidelin – vil du se min playliste?

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.