I komplet tavshed lyttede vi til lydene fra det ydre rum

mar

kortkritik

Sól Ey & Ryosuke Kiyasu

Niels Christian Dinesen © Niels Christian Dinesen

Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.

Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel.

Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.

03.10.2023

Mit navn er Heida Karine Johannesdottir Mobeck – vil du se min playliste?

»Musik er frihed. Eller en vej til frihed. En måde at tænke sammen uden for sprogets kategorier. En vej til nye begyndelser. En måde at lytte til/opleve/deltage i verdens livlighed.«

Heida Karine Johannesdottir Mobeck kunstneriske baggrund er som udøvende tubaist og komponist inden for fri improvisation, free jazz, eksperimenterende pop og samtidsmusik. Sideløbende med musikken har hun arbejdet med andre æstetiske udtryk, billedkunst, poesi, kuratering, drevet pladeselskab, scenografi og musik til danseforestillinger. Hendes kunstneriske handlinger, der på mange måder har afløb, men hun ser det som en helhed, en udforskning af overgangen mellem improvisation og komposition, i samspil og med et socialt udgangspunkt, med forskellige materialer i tid og rum.

På Ærø gror musikken vildt

sep

kortkritik

Første Kvartal: »Ærø«

Kristoffer Møllegaard Kristoffer Møllegaard. © Kristoffer Møllegaard

Et af de fantastiske aspekter ved improviseret musik er, at den i visse øjeblikke kan begejstre med en overraskende, uforudset samhørighed. Således er det delvist tilfældet på den elektro-akustiske improvisationskvartet Første Kvartals debutudgivelse Ærø. Albummets to første numre gør gode indtryk. »Nyt, grønt« med en saxofon og en synth, der stikker i vidt forskellige retninger, et lydbillede, der i bratte ryk ekspanderer udad, men alligevel stadig fastholder en delt kerne. »I stedet for ingenting« med bølgende modulerende, spacy synth og en melankolsk melodi på klaveret. Simpelt, men af den årsag effektivt. Med det tredje nummer, »Forkastet«, synes inspirationens lys at dæmmes en smule. Den prominente saxofon over en mørk og mystisk bund vækker mindelser om Bowies berlinertrilogi, men vækker desværre ikke meget mere end det. En ærgerlig stilstand præger albummets midte, som først uddrives igen i syvende nummer, »Gro«, der i lighed med det første til stor effekt spiller på modsætningsforholdet mellem en raspet saxofon og en synth, der virker til at ville noget helt andet end blæserinstrumentet.

Den resterende del af udgivelsen vender igen tilbage til et smukt fungerende samspil mellem de fire musikere, men det understreger blot det ærgerlige midterstykke, der mangler den magi, som improvisationsmusik ellers kan være katalysator for. Når det virker, virker det rigtig godt. Ærgerligt, at det ikke gør det hele tiden.

Et blodsultent corona-genfærd

sep

kortkritik

Stormglas: »ACROSS«

Jakob Gustav Winckler Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Kan man sige, at Karlheinz Stockhausen med sin Helikopter-Streichquartett foregreb pandemisloganet »sammen hver for sig«? Tyskerens satellitforbundne strygere roterer i baghovedet, mens jeg hører den nye EP ACROSS af Stormglas aka akkordeonist Andreas Borregaard og guitarist Mikkel Sørensen. Da pandemien lukkede verden ned, åbnede den samtidig for en ny strømning af kompositorisk 5G-core. En bølge af ukuelig optimisme, som Stormglas red med på ved at sende noder og grafiske partiturer til alverdens musikere, som så sendte lydfiler retur. På ACROSS er sporene blevet samlet. Og nu, hvor corona føles som en fjern fortid, lyder værkerne også som et genfærd fra dengang, vi troede, at pandemien ville forandre alting.

Æteriske træblæsere breder sig som en tåge om lytteren på »Quiet Autumn«. En grådkvalt violin spøger i baggrunden, og pludselig er vi lokket ind i et musikalsk rum uden vægge. Som et sonisk Zoom-møde bliver nye instrumenter lukket ind og ud af lokalet og bidrager til den ulmende mosekonebryg.

Spøgelsesæstetikken – med hviskestemmer og bagvendte lydoptagelser – bliver næsten for subtil på EP’ens to første numre. Det er først, når den til sidst i »Sometimes I Walk Backwards« med sit kompositoriske helikopterperspektiv kammer over i blodsulten horror-klaver og jagtende woodblock, at man for alvor mærker apokalypsen. Spooky.

24.09.2023

Mit navn er Lil Lacy – vil du se min playliste?

»At skabe musik handler om at samarbejde, at være i dialog, at lytte – og derfra at komponere og skabe lyd, musik og værker.«

Lil Lacy er en dansk/amerikansk komponist og musiker, som har udforsket musik indenfor mange genrer og udtryksformer, fra eksperimenterende noise-cello og avantgarde kor til stedspecifikke iscenesatte audiovisuelle multikanals- og koncertproduktioner, til mere traditionelle orkesterværker. Hun har udgivet flere kritikerroste og prisvindende albums med forskellige bands og skabt musik til en række koncerter, forestillinger, film, installationer, dans og teater. Hun modtog i 2020 Léonie Sonnings Talentpris. Hendes seneste værker tæller orkesterværkerne Aurōra og Di drømm dæ bringe vos sammel for symfoniorkester, Dreaming in colors for Marianna Shirinyan (piano) og Torleif Thedéen (cello), der uropføres i oktober i Den Sorte Diamant, samt Jör∂ et multikanalsværk med manipulerede reallyde og musik skrevet for strygekvartet og trommesæt der vises som et audiovisuelt Gesamtkunstwerk med film og live dansere i Nordens Hus på Færøerne i oktober 2023.

Gå dog hele vejen, DR!

sep

kortkritik

DR Vokalensemblet, Kalle Hakosalo: Drømme og profetier

Jeppe Rönnow

Jeg savner, at DR går hele vejen, når der eksperimenteres med repertoiresammensætningen. For hvor var det en god ide at lade Else Marie Pades vokalværk Dette er Vølvens spådom stå midt i Orlando di Lassos Sibylle-profetier i Studie 2 fredag aften med DR Vokalensemblet. De illegale kvart- og kvintparalleller i de rene kvindestemmer stod i smuk kontrast til Lassos renæssancetoner. Øret blev skærpet af begges musik.

Pades korte værk fra 1956 var en uropførelse, og Orlandos 12 satser over 25 minutter kunne godt bruge mere modspil af den art. P2-værten formidlede alle værkerne samvittighedsfuldt med mange ord, så koncertens profeti-koncept blev slået fast, men det ville have været befriende, hvis ny eller eksperimenterende musik havde stået uformidlet inde imellem Orlandos korsatser. Så øret engang imellem var blevet i tvivl, om musikken var 500 år, 50 år eller måske blot fem minutter gammel. Det sker på andre scener verden over lige nu – og nye og gamle klangverdener påvirker på mærkværdig vis hinanden undervejs.

Det kunne DR have gjort og fx ladet Nørgård-satsen stå inde i Orlando frem for at indlede koncerten, eller lade triumviratet af Suosalo (videokunstner), Supponen (komponist f. 1988) og Kalle Hakosalo (slagtøj, kendt fra NEKO3) skabe satser, der spillede direkte op med renæssancesatserne. I stedet stod de for Orakel, som over 45 minutter kørte i tomgang halvdelen af tiden. Alle muligheder var ellers til stede – med det yderst vokalpotente DR Ensemble placeret rundt om publikum, men kun for at hviske få ord/toner og til sidst række armene i vejret. Vistnok som træers blade stræber mod himlen. Men det faldt til jorden, når den lange tid ikke var brugt bedre – de smukke videokunstelementer til trods.

Lad alle værkerne tale bedre sammen næste gang, DR.