I komplet tavshed lyttede vi til lydene fra det ydre rum

21
mar
kortkritik
Sól Ey & Ryosuke Kiyasu
© Emilia Jasmin
© Emilia Jasmin

Lørdag aften på Husets Xenon-scene var et sandt eksperimentarium af lyd, krop og teknologi. To vidt forskellige kunstnere undersøgte udtryksmuligheder inden for lyd- og performancekunst. Først præsenterede den islandske komponist Sól Ey sin performance Hreyfð (»hun er rørt« på islandsk). Iført en dragt med mikrofoner, højttalere og gyroskoper blev hendes bevægelser transformeret til lyd. Gennem langsomme, udsøgende bevægelser tunede Ey sig ind på forskellige frekvenser. Hver gestus skabte et nyt auditivt univers – fra bløde og æteriske lyde med de fineste teksturer til forvrængede og aggressive lyde, fra kosmisk susen til forvrængede radiosignaler, der ledte mine tanker hen på optagelserne fra NASA's Voyager-rumsonder. I komplet tavshed observerede publikum Ey, mens hun udforskede lydene fra det ydre rum.



Bagefter trådte den japanske trommeslager Ryosuke Kiyasu frem som en sonisk kriger. Med blot en lilletromme, et bord og en mikrofon skabte han et 30 minutters ubønhørligt lydligt angreb. Han skreg, hamrede, svedte. Han brugte både sin egen krop og stokke. Publikum holdt vejret, mens Kiyasu angreb sin lilletromme som en mand, der ville sprænge lydens grænser indefra. Og da han endelig lod sig falde om på gulvet, eksploderede rummet i jubel. 



Mens Sól Ey skabte en finmasket dialog mellem teknologi og bevægelse, gik Ryosuke Kiyasu et frontalangreb på materialets modstandskraft. Begge konfronterede lydens grænser med kompromisløs dedikation og viste, at lydkunst ikke blot handler om at spille, men om at forvandle.

10.05.2025

Mit navn er Telestjernen – vil du se min playliste?

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

09.05.2025

My name is Sven Helbig – would you like to see my playlist?

© PR

»Every moment is nothing but the uttermost end of the past. Music makes this edge wide and beautiful.«

Sven Helbig is a German composer and producer known for combining orchestral and choral music with electronic elements and a strong poetic sensibility. A self-taught musician raised in Eisenhüttenstadt, he released his debut album Pocket Symphonies on Deutsche Grammophon to critical acclaim for its emotional depth and formal precision. Helbig has collaborated with ensembles such as the BBC Singers, Fauré Quartett, and Staatskapelle Dresden, as well as with artists like Rammstein and the Pet Shop Boys. He just released REQUIEM A on Deutsche Grammophon. It is a deeply personal and reflective composition, intertwining classical Latin liturgical texts with new ones written by Helbig himself. The work revolves around themes of loss, memory, and the possibility of renewal – with the »A« in the title symbolizing Anfang (beginning) and the belief in a new start after devastation.

25.04.2025

My name is Andreo Michaelo Mielczarek – would you like to see my playlist?

© Kåre Viemose

»Recently, I discovered that when a couple of thousand people clap their thick gloves in minus 30 degrees, it sounds like the softest techno – a freezing space where the cold air turns into a wave of warmth, and we, in a moment of collective devotion, become one with the rhythm, one with the invisible bond that connects us in the warmth of silence. Music is not just sounds, but a vain attempt to capture the infinite, which has always been and always will be.«

Andreo Michaelo Mielczarek has been the editor-in-chief of Seismograf since 2021. He is also a music critic and cultural journalist at Kristeligt Dagblad and Århus Stiftstidende/Avisen Danmark and has over the years written to publications such as Kunsten.nu, Glissando (Poland), Neural (Italy), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sweden), Kunstkritikk (DK/Sweden), Iscene.dk, B.T., and Jazz Special. He is the author (together with Lars Muhl) of the book HVA' SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) and has also contributed to the anthology on music criticism Man skal høre meget (ed. Thomas Michelsen and Claus Røllum-Larsen, 2024). He is a founder and partner in the Polish-Danish cultural organization Kultur(a), and wherever there is a piano, he will be there, eager to coax a melody from it.

25.04.2025

My name is Patrick Becker – would you like to see my playlist?

»Music is hope, confusion, and memory talking with each other, leading us toward futures we haven't yet imagined.«

Patrick Becker is co-director of the Wolke Verlag publishing house and co-editor of the contemporary music magazine Positionen.

24.04.2025

My name is Bastian Zimmermann – would you like to see my playlist?

© PR

»A lot is projected onto music and making music – I'm careful, singing doesn't make you more intelligent and certainly doesn't make you a better person. It's like in sexuality. A lot of things go very consciously wrong for some people. Music like sex are means of communication, people come into contact and negotiate with each other and their instruments/tools and meet themselves in it. This is also the case when I listen to music – from every conceivable genre and context, even if I always notice that as a teenager I used to play a lot of jazz guitar.«

Bastian Zimmermann lives in Munich and works freelance in the areas of music and performance. As a dramaturge, he works with artists such as the soloist ensemble Kaleidoskop, Yael Ronen and Neo Hülcker. He is editor of the German speaking magazine Positionen – Texts on Current Music and curates projects such as »Music for Hotel Bars« and the festival Music Installations Nuremberg festival. His focus is on social aspects of making music, experimental music concepts and the questioning of bourgeois structures in contemporary music. In Spring 2025 he will take over the Wolke Verlag publishing house for books on music with Patrick Becker.