Befinder man sig pludselig i lysdæmpet selskab med en snes performere fra Hotel Pro Forma og SMK’s samling af nordisk kunst fra guldalderen og det moderne gennembrud, er her et godt råd: Smid, hvad du har i hænderne, og følg efter Loré Lixenberg.
Det er den britiske mezzosopran, der agerer livgivende kaoskraft i den kultiske videnskabsperformance Elektricitet. Så jeg finder hurtigt ud af at stalke hende, mens hun defilerer fra rum til rum og obstruerer de andre medvirkende, måske fordi hun misunder dem deres veldefinerede roller.
I ét rum taler en hvidhåret H.C. Ørsted og bryder ud i en gendigtning af »Bjørnen sover«, men Lixenberg intervenerer med kaudervælsk og kraftfuldt resonerende improarier. Halvt mimer hun det fremmede sprog, fanger enkeltstavelser og gør dem til løbske koloraturer. Tænk at have et hjemme, at høre til et sted.
En omvandrende sangerkvartet med lommelys i munden får samme behandling, da de forsøger sig med »I Danmark er jeg født«. Lixenberg søger det sprog, der findes i andre mennesker, men også i videnskabelige artefakter: Hun gør besat kur til en kulbuelampe, et Faraday-bur. Hør mig, svar mig.
I andre rum hersker knitrende kvadrofoni, harmoniske nordlysdroner og kymatiske klangborde akkompagneret af overfræsende livesampling. »Fremtiden er elektrisk,« udbryder en vandrende ånd, der siden messer om utopisk fusionsenergi.
Det er den blanding af dystopisk kaos og lysende utopi, der gør Elektricitet til både gribende og oplivende totalteater, som slår gnister.
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.