Befinder man sig pludselig i lysdæmpet selskab med en snes performere fra Hotel Pro Forma og SMK’s samling af nordisk kunst fra guldalderen og det moderne gennembrud, er her et godt råd: Smid, hvad du har i hænderne, og følg efter Loré Lixenberg.
Det er den britiske mezzosopran, der agerer livgivende kaoskraft i den kultiske videnskabsperformance Elektricitet. Så jeg finder hurtigt ud af at stalke hende, mens hun defilerer fra rum til rum og obstruerer de andre medvirkende, måske fordi hun misunder dem deres veldefinerede roller.
I ét rum taler en hvidhåret H.C. Ørsted og bryder ud i en gendigtning af »Bjørnen sover«, men Lixenberg intervenerer med kaudervælsk og kraftfuldt resonerende improarier. Halvt mimer hun det fremmede sprog, fanger enkeltstavelser og gør dem til løbske koloraturer. Tænk at have et hjemme, at høre til et sted.
En omvandrende sangerkvartet med lommelys i munden får samme behandling, da de forsøger sig med »I Danmark er jeg født«. Lixenberg søger det sprog, der findes i andre mennesker, men også i videnskabelige artefakter: Hun gør besat kur til en kulbuelampe, et Faraday-bur. Hør mig, svar mig.
I andre rum hersker knitrende kvadrofoni, harmoniske nordlysdroner og kymatiske klangborde akkompagneret af overfræsende livesampling. »Fremtiden er elektrisk,« udbryder en vandrende ånd, der siden messer om utopisk fusionsenergi.
Det er den blanding af dystopisk kaos og lysende utopi, der gør Elektricitet til både gribende og oplivende totalteater, som slår gnister.
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.
Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.
»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.
Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.
Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.
»Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.
Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.
Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.
Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers.
Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet.
Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.
I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.
Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf.
Det er svært ikke at blive i godt humør af Felix Kubin, som han står på scenen og danser mellem sine utallige synthesizere, omgivet af tegneserieagtige visuals og klædt omtrent som en steward fra Polish Airlines.
Koncerten bød på en slags overdrevet hektisk funk: Tunge, dansable grooves fik selskab af forvrænget støj og plastiske synthfigurer, der lød som taget ud af Hot Butters ikoniske »Popcorn« fra 1972. Når altså ikke Kubin fortalte rablende vittigheder, spillede luftklaver eller genopførte badeværelsesscenen fra Psycho iført en maske lavet af mundbind.
Kubin bliver ofte sammenlignet med Kraftwerk, men han besidder ikke deres kølige og elegante tilbageholdenhed. Ikke at alle elektroniske musikere i Europa nødvendigvis skal lyde som Kraftwerk, men jeg må indrømme, at jeg til tider savnede denne tilbageholdenhed i en koncert, hvor jokesene fik lige så meget plads som musikken.
Det var som at overvære en gal videnskabsmand i sit laboratorie, men for trofaste fans er det selvfølgelig en del af appellen.