Niels Rønsholdt
47
© Rene Passet
20.
october
Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik.
Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds.
Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering.
Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden.
kortkritik
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
19.
september
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Piero Manzoni: »Merda d'artista«. © HEART
14.
september
Merda d’artista fortjener et lydværk, tænkte Ensemble MidtVests fagottist Yavor Petkov, der hver dag går forbi kult-dåsen på HEART-museet. Ode til dåsen, som han opførte med to bulgarske musikere fra Beyond the Genius Art Project (!?), illustrerede Piero Manzonis åbenbaring – fra løs ide til hård/eksklusiv materie – i fire satser: Søgen, På badeværelset, Drømmen, På fabrikken. Et tema behandlede bogstaverne SCHEISSE. Meget 1:1, musicalduftende, balkan-fyrisk, dramatiserende med Petkov som drømmende Manzoni i en sofa foran scenen. Musikken understøttede en stemning af, at noget stort var på vej, voila: Guldkonfetti i en lind strøm ramte den arme dåse.
Ja, at lave værker omkring så forseglede, så kanoniserede værker er svært. Strøm på fagotten skulle ligne fabriksstøj (dåseværket blev ikke skabt på en lækker strand). Pretty illustrationer. Trygt. Hvorfor ikke opføre det i en corona-ruineret tøjhal? Manzoni lavede institutionskritik – den unge italiener, der i 1960 pludselig landede i Hernings industrikvarter, var på udebane. Petkov stadfæstede blot institutionen ved at præsentere sin inspiration (en anden mands levn) inden for noget så hyper institutionelt som en pæn koncertsal på et kunstmuseum. Det her var ikke nøgent, men pakket ind i institution og musikere i sort tøj på en scene (til sidst overrakte Petkov en dåse med et håndskrevet partitur til museets kurator – kunst handler om udødelighed. Stående ovationer i øvrigt). Meget paradoksal oplevelse at være på WC med Manzoni.
Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«
11.
september
Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.
Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.
Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner.
Martin Hall. © PR
9.
september
Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall. På bokssættet Inkubation finder den evigt lydundersøgende kunstner igen sammen med Thomas Li (som producerede Halls hovedværk Random Hold (1996)). Li har skabt en sugende lydside af foruroligende, analoge og akustiske klangflader, men det er Halls dynamiske digtoplæsning, der er i front.
De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker. Musikken er inspireret af moderne japansk ambient – det høres i de karakterfyldte flader, hvis oprindelse er svær at bestemme. På engang dystert og smukt, uden at tage fokus fra lyrikken.
Menneskelivets fallit dyrkes på den indledende Resumé eller konklusion, hvor middelmådigheden beskrives gennem stærke metaforer, mens begæret og ungdommens perversioner lurer om hjørnet. Halls naturlige kulturromantik, der vises i poetiske henvisninger til fortidens kulturelle vingesus, forvrænges og spyttes ud, på elegant vis. Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.
Okkyung Lee gav koncert på Musikefterskolen i Humble. © Jon Albjerg Ravnholt
8.
september
Efter halvandet års påtvungen koncertpause mødte den sydkoreanske cellist og noise-virtuos Okkyung Lee verdens hårdeste publikum: en flok musikefterskoleelever på Langeland med teenagerens naturlige skepsis overfor alternative tilgange til det at spille koncert. Og Lee giver aldrig ved dørene – hun vandrede ind gennem stolerækkerne, mens hun udforskede de klange, hun kunne få ud af celloen, strøg buen mod en forlegen elev, slog, gned og vred i instrumentet, inden hun satte sig ned midt i cirklen af stole og lod tonerne samle sig om et hele. Tonerne åbnede sig, meget gradvist, for de forundrede lyttere.
Det var ikke sart kammermusik med harpeklimpren som på sidste års album Yeo-Neun, men var mere i tråd med noisekunstneren C. Spencer Yeh og dronepioneren Ellen Fullmann, begge er samarbejdspartnere hos Lee. Efter et midterstykke med blitzende fraseringer over et ambient backingtrack mundede koncerten ud i et intenst rytmisk angreb på instrumentet a la Arnold Dreyblatts dancepunkede minimalisme. De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.